Den farverige kirke 1-2
Den faglige dygtighed slår igennem, læseren kan i ord og billeder føle sig godt vejledt.
Af Leif Arffmann, fhv. provst
Det er et imponerende arbejde, Karin Vestergaard Kristiansen her lægger frem for offentligheden og for læseren i ”Den farverige Kirke”, som med forordets udtryk ”handler om farver i de danske kirker, om de farver, som er blevet malet på kirkers udskårne inventer og det omgivende rums hvælv og vægge.” Forfatteren virker i Nationalmuseet som farvekonservator og kirkekonsulent, ikke mindst med rådgivning, når det gælder bevaring af de farvesætninger fra de sidste mange hundrede år, der findes i de danske kirker. En grundig fremstilling af dette findes i hendes PH.D. afhandling fra 2014, ”Dansk Kirkeinventars Farvehistorie”, men grundigheden lader sig heller ikke skjule i det imponerende bogværk fra 2023.
Der skal vendes tilbage til den faglighed, der ligger i ”Den farverige Kirke”, men først skal der udtrykkes stor anerkendelse til bogværkets billeder. I forordet hedder det: ”Forfatterens arbejde har ført vejen forbi - hvis ikke alle, så de fleste danske kirker, hvilket har været inspirerende for farveforskningen og givet talrige eksempler, brugt i denne bogs mange illustrationer og beskrivelse af kirkernes farver”. Det fotografiske arbejde, som for næsten 100 %s vedkommende er udført af forfatteren selv er intet mindre end fremragende. Det siger sig selv, at en sådan bog er aldeles afhængig af fotografier og billeder, og her er det lykkedes forfatteren at fotografere farvesætninger og detaljer på en faglig dygtig måde, så denne anmelder knap kunne genkende inventar i kirkerum, som han ellers har været i ganske mange gange.
Interiørfarverne og udsmykningerne i de danske kirker har været forskellige fra århundrede til århundrede. I 1500-tallet var farvesætningen præget af røde og grønne farver, hvortil kom snedkerstafferinger, men farvesætninger har det med skifte alt efter stilperioderne. Det farverige kirkerum bliver med tiden mere gråt og brunt, og mens den røde farve får en genkomst i 1700-tallet, vender farvesætningen i 1800-tallet tilbage til en grå og brune nuancer. Der ligger et fornemt statistisk materiale til grund for denne beskrivelse, der for 1900-tallets vedkommende beskrives som brunt men med den vigtige tilføjelse, at der her opstår en interesse for at gengive de farver, der i tidligere perioder har været anvendt, og at der således bliver tale om ”historiske” farveudtryk. Der gøres også rede for, hvorledes der i 1970’erne skete et malerfagligt forfald, hvor akryl og alkydmaling, i daglig tale kaldet plastmaling, (på trods af fagkyndige advarsler?) udkonkurrerede oliemalingen. Da der ville rettes op på de skader, plastmalingen havde udvirket, var der allerede sket et traditionstab indenfor malerfaget, således at der manglede viden om, hvordan man anvendte oliemaling. (s 107)
Det påvises også, at farvesætningen af inventaret begribeligvis hænger sammen med, om der har været penge til istandsættelsesarbejder og brug af nye farver. Gennem hele perioden fra 1536 til vort eget årtusinde har dette været knyttet til prioritering af de økonomiske midler. I perioder har der ikke været stor lyst til vedligeholdelse af inventaret, og det har ikke overraskende medført, at istandsættelsesarbejderne og farvesætningerne herefter blev desto mere omkostningskrævende.
I værkets bind 2 bringes en grundig gennemgang af farvehistoriens 34 farveudtryk, som er anvendt i hvert enkelt århundrede. Her er tale om en faglig kompetent detailrigdom, som sjældent træder frem på bogmarkedet. Også her er fremstillingen ledsaget af fremragende fotografier, der får læseren til at føle sig hjemme i kirkerummene, hvad enten der er tale om 1800 tallets gråhvide rum, eller de brune rum i 1600 eller 1700 tallet. Her findes også en ordforklaring, som er god at ty til, når de særlige farvesætningsudtryk anvendes i beskrivelserne.
I et så stort og prægtigt værk er det svært at undgå sider, hvor læseren er ladt tilbage med spørgsmålstegn, som når der på s. 38 tales om ”klassipicerede inventarfarveudtryk ”. Det forekommer heller ikke helt indlysende, hvorfor Gud på s 55-56 snart staves med lille snart med stort.
Dette er dog detaljer, der ikke skal skygge over det helhedsindtryk, man som læser får ved ”Den Farverige Kirke”. Bogen kan på det varmeste anbefales. Her er tale om et flot værk, som fortjener at blive studeret i historiske kredse, ligesom de mennesker, der er ansvarlige for vedligeholdelse af folkekirkens kirkebygninger her kan få indsigt og inspiration til dette vigtige arbejde. Det er en fornøjelse at se, hvordan faglig dygtighed hos forfatteren fører til et pragtværk, som læseren også kan tage ned fra reolen og anvende som opslagsværk, når der opstår tvivl om begreber og teknikker indenfor farvehistorien og farvesætningen i kirkerne.
[Historie-online.dk, den 13. marts 2024]
