Den jødiske verden - Kultur og fællesskab

Af Tue Magnussen

Journalist ved Weekendavisen Heidi Laura har skrevet Den jødiske verden – kultur og fællesskab, som 14. marts udkom på Politikens forlag. Hun er cand. phil. i hebraisk og jødisk kultur fra Carsten Niebuhr Instituttet, København Universitet, i 1995. Som baggrund har Heidi Laura desuden en ph.d. i jødiske studier og hebraisk fra 2005 på en afhandling om jødisk mystik i 1300-tallets Tyskland. Hun var i årene 2000-08 ekstern lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og var 2004-07 pressemedarbejder ved Dansk Jødisk Museum.

Udover bidrag til lærebøger og leksika har hun tidligere skrevet reportagebogen Storbyens stammer – på opdagelse i mangfoldigheden om Københavns mange subkulturer, blandt andet om hovedstadens musik- og kunstmiljøer, på forlaget Tiderne Skifter i 2006 og hun var 1995-2002 medredaktør på det jødiske kulturtidsskrift ”UDSYN”.

Sammen med Sara Kvist Bloch udsendte hun sidste år gymnasielærebogen Jødedom i Gyldendals serie Danske Verdensreligioner. Den handler om, hvordan jødisk tradition og historie influerer på jøders daglige og moderne liv med vægt på Danmark. Bogen gennemgår jødisk religion og historie og indeholder herudover en lang række kilder og tekster, interviews, debatindlæg m.v., der udtrykker forskellige holdninger og tilgange til jødisk liv i Danmark. Med andre ord har Jødedom et delvist emne- og indholdsmæssigt sammenfald med Den jødiske verden – kultur og fællesskab, som dog er anderledes opbygget og mere global i sin tilgang.

Den jødiske verden – kultur og fællesskab skitserer indledningsvist en række spørgsmål, som bogen søger at besvare på 192 sider fordelt på i alt 8 kapitler: Hvem er jøderne, og hvor lever de? Hvordan har jøderne udviklet sig fra et meget lille nærorientalsk folk til en verdensomspændende kultur? Og hvad er det, der binder jøderne sammen? 

Bogen slår fast, at jødisk kultur i dag overvejende er sekulær, men den næres af ældgamle traditioner, som binder jøder sammen på tværs af alle andre skel. Efter totusind år som minoritetskultur argumenteres for, at verdens jøder stadig udgør et levende, globalt fællesskab.
I moderne tid har jødisk kultur fornyet sig og forgrenet sig til et meget broget billede. 

En vigtig konklusion i Den jødiske verden – kultur og fællesskab er, at jøder er meget forskellige. Men på tværs af alle forskellighederne deler jøder både sprog og kulturelle koder. Indkredsningen af den jødiske kode, som Heidi Laura kalder den, er bestemmende for bogens gennemgang. Den jødiske kode gør det muligt for jøder at genkende hinanden uden synlige symboler eller etniske træk. Bogen understreger, at jødisk kultur altid har været i et dynamisk samspil med de kulturer, den har levet sammen med, og ud af dette møde er der vokset kunst, litteratur, musik, humor og store tanker, der spænder fra Maimonides og Spinoza til Woody Allen og Leonard Cohen.

Især for en ikke-jødisk læser giver bogen en fremragende, informativ og velskrevet fremstilling af jødisk kultur i bred forstand. Bogen giver et godt overblik over den jødiske verden og placerer herunder også de ca. 8000 danske jøder, hvor af kun hver fjerde er medlem af Det Mosaiske Trossamfund, på det store verdenskort. Verdens samlede jødiske befolkning udgør kun ca. 13 mill. svarende til 0,2 % af verdens befolkning. Endelig giver Heidi Laura i bogen nyttige svar på, hvad så forskellige begreber og udtryk som kosher, tora, kaddish, shmuck, diaspora, jom kippur, kabbala og matza er.

I et lidt større perspektiv ligger bogens styrke i, at den netop ikke sidestiller jødisk kultur og fællesskab med et ukritisk forsvar for og lighedstegn mellem jødisk kultur og staten Israel, herunder forsvaret af den stadig mere ekspansive og undertrykkende israelske politik over for palæstinenserne.

I Israel og blandt nogle pro-israelske jødiske kredse er der en udpræget tendens til at sætte et tilhørsforhold til det jødiske fællesskab lig en ukritisk accept af staten Israels ageren. F.eks. blev den internationalt anerkendte dommer og jurist Richard Goldstone stærkt kritiseret i Israel da han - trods sin jødiske baggrund - at have svigtet og sat sig uden for det jødiske fællesskab, da han som leder af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten ( i januar 2009) med Goldstone-rapporten i september 2009 konkluderede, at israelske styrker sandsynligvis begik krigsforbrydelser i Gaza. Pro-israelske kræfter mente, at Goldstone havde svigtet og sat sig uden for det jødiske fællesskab.

Heidi Laura sætter ikke lighedstegn mellem det jødiske fællesskab og et ukritisk forsvar for staten Israels brud på folkeretten. Tværtimod behandler bogen kortfattet – da det heller ikke er bogens fokus – forholdet mellem staten Israel og zionismen afbalanceret, når den - i opstillingen af 10 stationer tilbage ad tidslinjen - prøver at besvare spørgsmålet: Hvordan blev den jødiske verden sådan? Her hedder det om staten Israel (s.136): ”Staten Israel er på trods af de mellemøstlige omgivelser et barn af den europæiske nationalisme. Zionismen, som var den drivende ideologiske kraft bag den jødiske kolonisering af Palæstina og oprettelsen af staten, er den jødiske version af nationalisme: forestillingen om at jøder grundlæggende er et folk, snarere end en kulturel eller religiøs gruppe, og derfor har brug for sit eget territorium at leve på.”

I lighed med gymnasielærebogen er teksten i Den jødiske verden – kultur og fællesskab ledsaget af faktabokse, et enkelt kort og et par grafiske figurer,men i modsætning til Jødedom har Politikens forlag desværre været meget påholdende med både illustrationer og brug af farver i Den jødiske verden – kultur og fællesskab. Ikke alene savner man meget fotos eller andre illustrationer, evt. bare som margenillustrationer, der kunne klargøre, hvad f.eks. en mezuza er, men det eneste ledsagende kort er svært at tyde og delvist misvisende i sin angivelse af nutidige landegrænser i forbindelse med en kortlægning af den jødiske verden i slutningen af 1800-tallet. Også faktaboksenes fremhævede information kunne med fordel lige så godt have været en del af brødteksten.

Det er synd for en god bog som Den jødiske verden – kultur og fællesskab. Politikens forlag har tidligere vist, at den samme forlagsredaktør dygtigt kan redigere og illustrere et godt manuskript. I 2008, udsendte man f.eks. den flot illustrerede Politikens bog om Islam af Jørgen Bæk Simonsen.  Den jødiske verden – kultur og fællesskab havde fortjent et tilsvarende udstyr.

I litteraturlisten savner man - udover annotationer - bl.a. Morten Things lille prægtige Forsøg til lille, personlig, jødisk ordbog, som ganske vist er indeholdt i den medtagne Morten Thing Den historiske Jøde (2001). Ordbogen, der forholder sig til Morten Things eget forhold til at være jøde er, i en lidt anderledes version, publiceret som nr. 33 i Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek, Roskilde 2000. Den kan i øvrigt frit downloades. Endelig savner man i Den jødiske verden – kultur og fællesskab links til danske og internationale hjemme- og web-sider, som f.eks. de, der er med i gymnasielærebogen.

Modsat Jødedom indeholder Den jødiske verden – kultur og fællesskab både register og ordliste. I registret savner man dog flere stikord, som f.eks. ghetto, holocaust, kalot og pogrom, som heller ikke er at finde i ordlisten.  Ligeledes er både Spinoza og Leonard Cohen glemt i registret, selvom de på bogens omslag fremhæves blandt de fire ovennævnte navne, som udtryk for spændvidden i jødisk kultur.

Trods det mangelfulde udstyr er Den jødiske verden – kultur og fællesskab en bog, der som lærebog fint supplerer Jødedom, og desuden kan bogen anbefales til alle, der ønsker at øge sin viden og få et kvalificeret, grundigt blik ind i den jødiske verden i en velskrevet form.