Karsten M. Sørensen: Kirkebrug gennem 250 år. Fyrsternes, præsternes og befolkningens brug af kirkerummet.

Af Bjørn Westerbeek Dahl

Som resultatet af et stipendium med udgangspunkt i Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg blev Karsten Merrald Sørensen ph.d. i december 2013 på en afhandling om brugen af kirkerummet i tre slesvigske landsogne. Det er denne, der nu er blevet ”lettere omskrevet”, suppleret med en række illustrationer og udgivet af Syddansk Universitetsforlag med støtte fra en række lokale fonde.

 Det er ikke ukendt, at kirken som organisation eller som fysisk rum siden reformationen har været ramme om meget andet end ”kirkelige handlinger” i den snævre betydning af ordene. Enhver, der har været forbi en kirkebog eller et pastoralt embedsarkiv, vil vide, at man her støder verdslig administration af et omfang, så man næsten kan sige, at præsten i lange perioder fungerede som senere tiders kommunekontorer. Men ét er naturligvis præsteembedet og hvad der mestendels foregik i præstegården, noget andet er brugen af kirkebygningen som fysisk ramme for det religiøse og verdslige liv i sognene.

Selvom der i det danske område er bevaret henved 1.800 kirker fra middelalderen, er det ikke just middelalderen, der møder en kirkegænger. Op gennem århundrederne er der bygget til og revet ned, inventar er flyttet ind og ud, og i den enkelte kirker er mange faser af kunst- og kirkehistorien derfor repræsenteret.

Fhv. redaktør i Danmarks Kirker Marie-Louise Jørgensen har med ”Kirkerummets forvandling” givet en fin indføring i den konstante udvikling af kirkernes inventar i sjællandske landsbykirker siden reformationen, der dementerer enhver forestilling om en statisk tilstand på dette område. I Karsten Merrald Sørensens afhandling er det geografiske område flyttet til tre sogne i det slesvigske og sigtet mere overordnet drejet væk fra det direkte fysiske inventar til brugen af kirkens rum i perioden fra Reformationen til ca. 1800, set ud fra forskellige synsvinkler.

Ved konfessionaliseringen betegnes ønsket om at disciplinere kirkegængerne og ensrette deres forhold i en bestemt religiøs og moralsk retning for at gøre dem til lydige undersåtter med bl.a. kirketugt som middel. Kirken var endvidere fyrstens eller kirkeejerens rum, og blev brugt af denne til markering af tilhørsforholdet. 

En anden synsvinkel er sakraliseringen af kirkerummet, altså i hvilket omfang den religiøse brug af kirkerummet trængte den profane brug ud.

Sidst men ikke mindst var kirken også menighedens samlingspunkt, hvor man mødtes og lod sig se og lod sig mindes ved opsætning af erindringstavler og ligsten m.v.

Ved at bruge tre sogne i hertugdømmet Slesvig som eksempel har forfatteren fået grundlag for at undersøge forskellene i sogne med vidt forskellig politisk, økonomisk og social baggrund: Halk Sogn ved Lillebælt i Haderslev Amt, Dänischhagen nord for Kiel og Koldenbüttel lige ved Friederichsstadt i Eiderstedt.

I Halk var den danske konge som hertug af Slesvig landsherre (og repræsenterer alt andet lige forhold, der ville kunne sammenlignes med tilstandene nord for grænsen), Dänischhagen lå i et udpræget område med store godser med disses ejere som kirkepatroner og magtfulde i menighederne, og endelig var Koldenbüttel domineret af de selvbevidste og velhavende Eiderstedtbønder.

Fra hvert af disse sogne findes velbevarede regnskaber, som forfatteren nøje har analyseret med henblik på brugen af kirkerummet i forskellige sammenhænge, subsidiært fravalg af rummet ved f. eks. hjemmedåb og hjemmebryllupper.

Der er naturligvis mange ligheder mellem de tre sogne, der jo som udgangspunkt var bundet sammen af den slesvigske kirkeordinans fra 1542, men forfatteren får afdækket store forskelle på vidt forskellige områder, hvoraf her kun skal nævnes et par eksempler:

I hele Haderslev Amt blev kirkerne og deres inventar i vidt omfang udsmykket med kongemonogrammer som led i en identitetsdannelse omkring landsherren. De er helt væk i godsområdet omkring Dänischhagen, hvor man til gengæld finder de lokale kirkepatroners monogrammer m.v. Og i Eiderstedt var det repræsentanter for den lokale administration, der godt nok repræsenterede landsherren, men som her helt bogstavligt optrådte i ”eget navn”.

Et andet eksempel, som Merrald Sørensen bringer frem er administrationen af stolestader. I slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet udstedes talrige stolestadeforordninger, der skulle disciplinere menighederne, dvs. placere dem hierarkisk i forhold til den etablerede samfundsorden. Stolestaderne kunne være faste, dvs. tilknyttet enkelte gårde, som i Halk, hvor ændringer i samfundsstrukturen efterfølgende skabte stridigheder om nyfordeling (omtolkning) af staderne, eller de kunne være genstand for køb og leje som i Koldenbüttel, hvormed der sikredes en løbende justering. I Dänischhagen synes kilderne at vise, at menigheden blev placeret efter diktat fra godsejerens side.

Brugen af kirkerummet bliver dermed en direkte spejling af det omgivende samfund.

Med talrige andre eksempler giver Karsten Merrald Sørensen et detaljeret indtryk af de overraskende store forskelle mellem de tre sogne i det gamle hertugdømme og af ændringerne gennem perioden. Kirkeregnskaber rummer en rigdom af oplysninger, der i almindelighed ikke altid udnyttes efter fortjeneste, og så meget desto mere må man glæde sig over nærværende studie.

Bogens udspring i en ph.d.-afhandling skal ikke skræmme nogen fra en læsning: Sproget er dejligt mundret og bogen fint og logisk bygget op på en måde, der må give selv forudsætningsløse læsere mulighed for at følge med, selv redegørelsen for de særligt komplicerede slesvigske administration i ældre tid er forståelig. Et bedre kort over hertugdømmet end det, der er gengivet side 11, havde dog været ønskelig i netop denne sammenhæng.

Det er fornemt, at Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig har sikret, at denne afhandling nu er alment tilgængelig, og den bør give anledning til videre studier af emnet. Der er mange steder nok af kilder at øse af!