Pligt og omsorg
Af Brian Traantoft Rasmussen
Det er et enormt omfattende, relevant og inspirerede forskningsfelt Nina J. Koefoed, Bo Kristian Holm, Sasja E.M. Stopa, Gorm Harste og Maria N. Pedersen har bidraget til at folkeliggøre med denne bogudgivelse. Det er ikke noget nyt at betragte velfærdsstaten, eller essentielle komponenter i den, som et (bi)produkt af den nordiske protestantisme og reformationens revolutionerende samfundsændringer. Andre forskere i velfærdsstaten har også undersøgt den danske og nordiske velfærdsstats oprindelse, udvikling og særegenhed i en kontekst af den lutherske kulturarv. Men mange tidligere undersøgelser har kun overfladisk behandlet den lange periode mellem reformationstiden og selve oprettelsen af den moderne velfærdsstat i 1900-tallet. Og ikke sjældent underkendes eller betvivles religionens rolle som katalysator for blivende samfundsændringer i samme ombæring.
Nærværende bogs forfattere gør det anderledes. Ud fra ideen om sociale forestillinger, vores kulturelt indlejrede forståelser af os selv og vores omgivelser og forventninger til samme, undersøger forskerholdet de dybereliggende spor af normer, pligter og forventninger til staten og individet, som blev skabt og videreudviklet i perioden mellem reformationen og den moderne velfærdsstat. De ønsker at undersøge, om den lutherske kulturarv kunne have formet nogle af rødderne til den moderne velfærdsstat, fx på områder relateret til omsorg, autoritet, arbejde, tillid, pligt og ansvar. Det er deres håb, at de ved deres forskning kan bidrage med et indspark til diskussionen om, hvorfor det lige netop er de nordiske stater, der har et unikt velfærdssystem og en bemærkelsesværdig tillidskultur og autoritetsforståelse.
Overordnet ønsker de at belyse de bagvedliggende forståelser og forestillinger, der har bidraget til, at bestemte idéer i tiden efter reformationen kunne danne baggrund for politiske kompromiser om bestemte løsninger, og at bestemte indretninger af samfundet forekom fornuftige og måske ligefrem som de bedst tænkelige. Udover argumentet om de indlejrede sociale forestillinger er krumtappen i projektets teoretiske apparat ideen om, at religion kan have og historisk set har haft en stor indflydelse på samfundets forskellige niveauer, og at disse niveauer og aktørerne i dem, fra konge til karl, har haft en indbyrdes afhængighed og interaktion. I forlængelse heraf ønsker de at gå bag om årtiers teoretiske diskussioner om lutherdommens og reformationens negative og/eller positive bidrag til samfundsudviklingen ved i stedet at fokusere på, hvordan teologien i praksis blev omsat til levet virkelighed og konkret prægede staten og samfundet fx i forhold til ægteskab, familieliv, fattigforsorg, sygepleje og uddannelse. En imponerende stor mundfuld. Men det er da også en af bogens overordnede pointer, at alle dele af det danske samfund på hver sin måde er blevet præget af den kristne lutherske arv igennem historien. Og det må bestemt siges at være en interessant hypotese.
Lutherdommens arv i lov og hverdag
I syv tematiske og kronologisk fremadskridende kapitler belyser forskerne på skift den lutherske arv og hvordan elementer fra den prægede alle samfundets lag og forplantede sig fra lovgivning til hverdagsliv. Som bindeled imellem hvert kapitel er en opsummerende to-siders lærebogsforklaring af den pågældende periode og de vigtigste samfundsændringer af både militær, økonomisk, kulturel og teologisk karakter, der skal klæde os på til at forstå det følgende afsnits afsæt. Det fungerer udmærket.
Helt centralt i Luthers tænkning stod den radikale ændring i gudsforholdet. For Luther og medreformatorerne var menneskets forhold til gud ikke længere afhængigt af, hvad man gjorde, men udelukkende af den indre tro på Guds nådige tilgivelse. Gerninger blev dermed ikke længere betragtet som en vej til frelse i sig selv. Det var dog Luther magtpålæggende at understrege, at den, der i troen har modtaget frelsen, handler godt af sig selv overfor næsten. Dermed mistede tiggermunkene, den frivillige fattigdom og isolationsidealet med et sin betydning, for i det nye gudsforhold måtte ingen frivilligt blot modtage fra næsten uden samtidigt at bidrage til næstens ve og vel. For den kristne skulle fremover leve sit liv midt i verden og ikke på afstand af den. Dermed blev det nye kristne idealliv flyttet fra klostercellen til husstanden, hvor ægteskabet samtidigt blev rammen om livet i husstanden med et forbillede i Luthers eget samliv med eksnonnen Katharina.
Det nye gudsforhold, der også kom til udtryk i nadverlæren, prædikede desuden, at alle mennesker var lige, hertug som husmand, da alle i samfundet stod lige for gud som modtagere af tilgivelsen. Denne lære, der gennemsyrede reformationsteologien, indeholdt dog hvad man betegner som den dobbelte arv. For i selve konkretiseringen af den nye troslære pegede lutherdommen i to retninger; én af hierarkiske strukturerer og enevælde, idet mennesket som en syndig natur måtte retledes og afstraffes for at følge guds bud, og én af lighedstænkning og demokrati, da alle grundet arvesynden og nåden netop stod lige for gud og forpligtede sig på at drage omsorg for hinanden. Denne dobbelte dynamik, Luthers dobbeltsyn på verden, kom også til udtryk i hans toregimentelære, der understregede, at alt både har en åndelig og en verdslig dimension, hvorfor mennesket har et forhold til henholdsvis gud og verden. Den samme tænkning blev yderligere konkretiseret i hans trestandslære (kirke-/lærerstand, husstand/ægtestand og øvrighed/regeringsstand), der skelnede mellem funktionsområder, og som fik et tydeligt over- og underordningsforhold, men også en tydelig gensidighed mellem omsorg og lydighed.
En anden af de tidligste og vægtigste reformatoriske nybrud er ifølge forskergruppen lutherdommens autoritetsforståelse, der kombinerede både gammeltestamentlige kongeforestillinger og antikke stoiske fyrsteidealer med de reformatoriske bekendelsesskrifter i forståelsen af ansvar og pligt. Denne sammenkobling muliggjorde skabelsen af en fleksibel faderfigur, der skulle virke til gavn for sine ”børn” og sit hus, og netop husstanden blev idealet for den lutherske samfundsorden. Ifølge Luther skulle ethvert autoritetsforhold nemlig forstås ud fra det fjerde bud, ”du skal ære din far og din mor” i et husstandsprisme, hvor kongen var overhoved i husstanden staten på samme måde som husfader var øverste autoritet i den private husstand. I dette system havde alle en bestemt plads, bestemte rettigheder men også bestemte pligter. Denne fordeling af pligter, ansvar og omsorg, der kan tolkes både hierarkisk og demokratisk, kom til at præge den danske samfundsmodel i flere hundreder år fremover.
En anden afgørende ændring ved overgangen fra katolicisme til lutheransk monarki var, at staten overtog kirkens sociale forpligtelser og dermed blev samfundets primære omsorgs- og uddannelsesinstitution. Det materielle ejerskifte var relevant i forhold til samfundets magtpositioneringer, men i det lange løb fik omfordelingen af de sociale forpligtelser enorm indflydelse på samfundets udvikling.
Mange af lutherdommens samfundsomvæltende teologiske tanker blev løbende sat på formel i fx Den Augsburgske Bekendelse, Kirkeordinansen, Luthers lille og store katekismus og i Kongeloven, der konkretiserede kongens forpligtelse på at sikre blandt andet børns skolegang og forsørgelse af fattige, som understreget i ordinansen fra 1539. Kort efter, i Danske Lov fra 1683, blev Luthers treregimentelære direkte implementeret i lovgivningen, hvilket blandt andet kan ses i, at lovbogen er direkte opbygget i overordnede afsnit, der følger de tre regimenter. Igennem pligtlæsningen og det påkrævede katekismekendskab lærte alle undersåtterne samtidigt om deres plads og pligter i samfundets husstandsorden og skabte, mener forfatterne, dermed dybe sociale forestillinger om moral, autoritet, ansvar og omsorg. De sociale forestillinger, der koblede sig til den lutherske autoritetsforståelse, udmøntede sig blandt andet direkte i, at kongen, udover at sikre folkets eksistens, havde forpligtelse på at sikre rammerne for undersåtternes kristne tro, fx via oprettelsen af skoler, da læsning var en forudsætning for at erhverve den rette tro, mens husfader i husstanden omvendt var forpligtet på, at børnene i husstanden benyttede skolerne og tilegnede sig de rette færdigheder. Børns skolegang var vigtig, for den skulle lære dem at blive gode, kristne og nyttige borgere, der kunne sørge for sig selv til gavn for alle.
Luthers positive pendanter til de ti bud blev også løbende inkorporeret i lovgivningen og formede derigennem folks indlejrede sociale forestillinger. Fx tolkede Luther det syvende bud om, at man ikke måtte stjæle, som et påbud om, at man skulle bidrage til fællesskabet og give til den fattige. Denne tænkning blev grundlaget for fattigloven fra 1708, hvor lokalforsorgen blev baseret på ideen om, hvordan undersåtterne kunne vise deres næstekærlighed til omegnens fattige og trængende næste. Og med indførslen af konfirmationen i 1736 nåede statspietismens kristne opdragelse af den danske befolkning et højdepunkt, hvor ”børnene” i den statslige husstand blev oplært i at kopiere tillidsforholdet mellem gud og menneske og i at forstå, at menneskets dobbeltbestemmelse (både synder og retfærdig) forudsatte et system, hvor sociale relationer var baseret på henholdsvis mistillid, straf og kontrol og tillid, kærlighed og gensidig forpligtelse. Dette kom blandt andet til udtryk i ægteskabet, hvor det var en pligt at leve i ”kærlighed og harmoni”, og hvor det at leve ”ukristeligt”, fx overdreven vold kombineret med hadsk tale og manglende varetagelse af pligter i hjemmet, kunne være en grund for skilsmisse (som også var blevet en mulighed, da ægteskabet mistede sin status som sakramente med reformationen) eller afstraffelse i tugt- eller forbedringshuset i særligt grelle ”ukristelige” tilfælde. En stabil husstand var grundlaget for hele statens stabilitet, og staten tog sine ansvarsforpligtelser alvorligt. En af de dybe sociale forestillinger var desuden, at det gode liv i verden forudsatte et fastboende liv i ægteskab, hvor man samtidigt kunne være til gavn for næsten. Derfor blev tiggere, fattige og omflakkende eksistenser, der ikke rigtigt passende ind i husstandstænkningen, problembørn, der faldt ind under statens forpligtelser på omsorg. Særligt tiggeri blev tidligt betragtet som direkte umoralsk og ukristeligt, jf. Luthers udlægning af buddet om ikke at stjæle, og anslagene til senere tiders skelnen mellem ”værdigt” og ”uværdigt trængende” fyldte også i 1700-tallets fattigdomstænkning- og lovgivning. Både hospitaler, skoler og tugthuse havde til formål at afskaffe tiggeriet ved at oplære de indsatte i den rette moralske arbejdsånd. Og ikke sjældent med tugtelsen som redskab. Kun sådan kunne syndige mennesker, der nægtede at betragte arbejde som et luthersk kald, komme på rette vej og bidrage til fællesskabet som nyttige samfundsborgere, mens staten kunne tage sit forældreansvar som tugtemester alvorligt. Lige i Luthers ånd. Fattigpolitikken omhandlede også skolepolitik og igennem statslige institutioner som vajsen-, opfostrings- og børnehuse kunne statens mindste undersåtter på samme måde tugtes til tro og oplæring i håndværk, så de fremover kunne bidrage til samfundets opretholdelse og udleve Luthers tanker om kald og stand.
De lutherske rødder i den moderne velfærdsstat
Denne vedvarende gensidighed mellem stat og undersåtter var baseret på sociale forestillinger om pligt og ansvar, og var i overensstemmelse med trestandslærens forestillinger om gensidighed i sociale relationer trods hierarkiske strukturer. Staten havde ansvar for undersåtternes både indre og ydre liv, og de arbejdsduelige var omvendt forpligtet til, som gode næstekærlige kristne at bidrage til fællesskabet i ansvar og lydighed. I løbet af 1800-tallet og 1900-tallet blev essensen af disse tanker videreført. Det ses blandt andet i fattiglovgivningen 1802/03, men også i den tidlige demokratiske stat, hvor underbemidlede mistede deres politiske og civile rettigheder, hvis de så sig nødsaget til at modtage fattighjælp. I den lutherske husstandsmodel, som stadig prægede samfundsopbygningen trods enevældens afskaffelse, var det fortsat husbonden, der var øverst i hierarkiet, og det var ud fra denne tænkning, at man definerede den nye politiske medborger. Ligesom staten overtog kirkens omsorgsforpligtelser ved reformationen, overtog politiske medborgere de samme forpligtelser ved Grundlovens indførelse. Nu var det hele samfundets ansvar at forsørge syge og fattige samt sikre en kristelig opdragelse og god uddannelse af kommende generationer. Definitionen af såkaldt ”værdigt” og ”uværdigt trængende” blev nu essentiel, og hvor førstnævnte var arbejdsduelige, der uforskyldt havde mistet arbejdet for en periode, var sidstnævnte defineret som de, der kunne arbejde men forsøgte at undslå sig. Hermed blev de ”uværdigt trængende” kategoriseret som umoralske og egoistiske fællesskabsfjender, ligesom munkene i klostercellerne 400 år forinden. Filantropien skød frem i samme periode blandt det bedre borgerskab, og i samfundets udvidede husstandsforståelse var det ofte kvinderne, hvis område traditionelt havde været moralsk oplæring og omsorg, der var bannerfører. Og ikke sjældent videreførte de ideen om, at kun de, der virkeligt betragtede arbejde som et kald, fortjente en hjælpende hånd. På længere sigt blev debatten om grænserne mellem den offentlige og private forsorg, og om ”værdigt” og ”uværdigt trængende”, delvist løst med socialreformer i slutningen af 1800-tallet, fx alderdomspensionen og loven om sygekasser. Samtidigt betød politiseringen af det sociale felt, at der gradvist blev enighed om, at man behøvede såkaldt kvindelige kompetencer (der byggede på Luthers husmoderrolle) i politik, da emner som børn, ældrepleje, opdragelse, omsorg, skole og religion fyldte mere og mere på den politiske dagsorden. Dermed ændredes kvindernes rolle og betydning i samfundet, og det blev ifølge forskerne den vægtigste årsag til, at de med tiden fik stemmeret.
Tiden efter 1915 behandles, som forventeligt, kun overfladisk i bogen. Men det understreges blandt andet, hvordan man først med en reform af kontanthjælpen i 1969 gik væk fra, at offentlig forsorg betød tab af politiske rettigheder, og det påpeges, at alle former for sociale ydelser i dag stadig er belagt med en pligt til at arbejde i modgift. Afslutningsvist trækker de tråde til samfundets nedlukning ved at rejse et interessant spørgsmål; om forholdet mellem øvrighedens forventninger til befolkningen og befolkningens generelle tillid til autoriteterne under corona, hvor tillid og kontrol fulgtes ad i den ret vellykkede nedlukningsstrategi, muligvis også kan betragtes som et udtryk for samfundets lutherske rødder og de afledte sociale forestillinger.
En smuk udgivelse – med kun få ridser i lakken
”Pligt og omsorg” er (endnu) en smuk udgivelse fra Gads Forlag. Billedsiden er velvalgt og uhyre flot, men selve teksten kunne være strammet op. Der er ganske enkelt for mange gentagelser undervejs i værket, og alene pointen om, at samfundet var opbygget efter husstandsmodellen, går igen til hudløshed. Det giver til tider en fornemmelse af, at bogen er mere en antologi end ét samlet værk. Rent metodisk kan den genealogiske tilgang, hvor man ved at fremhæve specifikke historiske processer mener at kunne kvalificere debatten om nutidige tankemønstre og forhold, kritiseres på en lang række punkter, fx vedrørende kausalitet, valg af processer og påvirkning fra andre eksterne faktorer. Forfatterne tager dog en række velvalgte forbehold undervejs og anvender særligt i de mere nutidigt perspektiverende afsnit ofte forsigtige udtryk som ”indicier”, ”formentlig” og ”muligvis”. Samtidigt understreger de, at religion blot er en blandt flere væsentlige faktorer, der har influeret på tilblivelsen af den moderne velfærdsstat. Og de forbehold er meget vigtige for værkets troværdighed. Samtidigt er det metodisk godt tænkt at fundere forskningen i det praktiske fremfor i det teoretiske felt, og undervejs i værket illustrerer forfatterne ofte teologiske pointer i lov og hverdagsliv med interessante personsager fra forskellige egne i landet. Eksemplerne kunne være flere, særligt i de første og afsluttende afsnit, for det er netop ved at følge fx den omflakkende Anna Maria i 1750’ernes Varde, at vi for alvor stiger ned fra den til tider lidt generelle overflyvning og lander den lutherske kulturarv på individniveau.
Hovedargumentet for det praktiske perspektiv baseres desuden på ideen om, at lovgivning kan skabe dybe kulturelt indlejrede forståelser af rigtigt og forkert, af god moral, simpelthen. Det lyder umiddelbart plausibelt, men når antagelsen er så essentiel for den metodiske tilgang og selve kildeudvælgelsen, kunne det have været på sin plads med nogle kildehenvisninger eller en mere udførlig diskussion af argumentets implikationer for selve undersøgelsen og af udsagnets åbenbare begrænsninger.
Samtidigt kunne det have været interessant, nu ønsket er at undersøge, hvorfor den nordiske velfærdsstatsmodel er så særegen, med et endnu længere diskuterende og perspektiverende afsnit om, hvorfor og hvordan den nutidige danske model adskiller sig fra fx den italienske, tyske eller amerikanske version.
Når alt det er sagt, står man som læser tilbage med et meget smukt, velskrevet og oplysende værk. Argumenterne og konklusionerne er langt hen ad vejen overbevisende, materialet komprimeret og velredigeret, og forfatterne bidrager dygtigt, nuanceret og yderst kvalificeret til diskussionerne om betydningen af den kristne kulturarv i Danmark og dens indflydelse på ikke bare den moderne velfærdsstats tilblivelse og tankegods, men også på den nutidige danskers sociale forestillinger om pligt, ansvar, tillid og omsorg.
[Historie-online.dk, den 1. september 2021]
