Roskilde Domkirke
Poul Ulrich Jensen, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
I 1995 blev Roskilde Domkirke optaget på UNESCO’s liste over verdens umistelige kulturarv. Den indtager da også, både som bygningsværk og i rollen som de kongeliges gravkirke gennem århundreder, en særlig plads blandt de danske kirker. Mangfoldigheden af inventar og udsmykning er ligeledes enestående, så det er forståeligt, at Nationalmuseets store værk: Danmarks Kirker, måtte afsætte to bind til Roskilde Domkirke alene. De er stadig standardværket om kirken, men der er naturligvis samlet meget ny viden siden deres udgivelse i 1951. Museumsinspektør ved Domkirkemuseet, Anette Kruse, har nu i en smukt illustreret bog ajourført emnet, og selvom forfatteren beskedent betegner det som en introduktion til den mangfoldighed, domkirken rummer, er det en imponerende mængde oplysninger, der præsenteres.
Bygningshistorien strækker sig over 1.000 år, fra stedets første trækirke, måske opført af Harald Blåtand o. 985 til Frederik d. 9’s begravelsesplads fra 1985. Roskilde blev bispesæde o. 1020, men der skulle gå godt 250 år, inden den statelige domkirkekatedral stod færdig, opført i teglsten og stærkt påvirket af den franske gotiske byggestil. Senere ombygninger og tilbygninger har bragt mange ændringer, ligesom brande og tidens tand har medført en del restaureringer. At omfattende brandskader også kan forekomme i vore dage fik man bevis for i 1968, da Margrethespiret og hele den østre del af kirkens tag gik op i luer.
Reformationen medførte gennemgribende ændringer i kirkerummets indretning og funktioner, ligesom kirkens nye overhoved, kong Christian d. 3, og især efterfølgeren Frederik d. 2 tømte kirken for alt omsætteligt ædelmetal såsom relikviebeholdere, alterkalke og diske af guld eller sølv og ædelstensbesatte kors. Kongemagten kom også til at gribe afgørende ind i domkirkens historie på anden måde. Christian d. 3 blev i 1559 bisat i Sankt Knuds Kirke, men en snes år efter overført til Roskilde og gravlagt i domkirken, der siden har været alle danske regenters gravkirke.
Christian d. 3 var dog ikke den første danske konge, der fandt sit sidste hvilested i Roskilde. I et rum under en af højkorets fire søjler ligger de jordiske rester af Svend Estridsen, hvis moder Estrid spillede en afgørende rolle ved opførelsen af den første stenkirke på stedet. Og netop Estrid har i tidens løb givet anledning til spekulationer, for i gravnichen under en anden af højkorets søjler hviler ifølge indskriften: ”Margaretha alias Estrith dicta”. Men er det Knud den Stores søster, Svend Estridsens moder, eller en senere dronning, der ligger begravet her. Problemet syntes uløseligt, men efter at bogen var gået i trykken blev der foretaget en dna analyse, der syntes at udelukke et så nært slægtskab med Svend Estridsen. Yderligere tre regenter, Margrethe d. 1, Christoffer af Bayern og Christian d. 1 blev begravet i Roskilde Domkirke før Reformationen og den efterfølgende ubrudte række af kongebegravelser.
Det er således et enestående stykke danmarkshistorie, der er samlet i krypterne og de tilbyggede kapeller, og de kongelige gravmæler afspejler i høj grad skiftende tiders opfattelse af monarkens position. Under enevælden var det pompøse marmormonumenter fremstillet af førende billedhuggere, mens allerede med Frederik d. 7’s begravelse vandt de mere enkle former indpas.
Talrige ligsten og epitafier vidner om, at andre end de kongelige blev begravet i domkirken. Også disse får en god og grundig gennemgang i bogen ligesom inventaret, orglet og klokkerne. Spektakulært er især domkirkens ur, drevet af et sejerværk fra 1741. Det styrer mekaniske figurer, der står på en konsol i kirken, og her afliver Sct. Georg hver time dragen med en passende lydledsagelse; et dragebrøl frembragt af en blæsebælg forbundet med orgelpiber.
Bogen om Roskilde Domkirke er en god og overskuelig introduktion og en stærk inspiration til et besøg i kirken. Teksten understøttes fint af de mange farvestrålende illustrationer, og en liste med ordforklaringer hjælper med at holde rede på betydningen af de mange latinske betegnelser.
