Runde Kirke, Taarn og Sogn

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

Rundetårn er en af de sikre turistattraktioner i København med et årligt besøgstal tæt på 400.000. Tårnet er naturligvis uløseligt forbundet med den kirke, det er en del af, Trinitatis Kirke, der Trinitatis søndag 2006 fejrede sit 350 års jubilæum. Nu har dette ret enestående bygningskompleks fået sin historie beskrevet. Bogen om Rundetårn, Trinitatis Kirke og det omgivende sogn bygger til dels på ikke tidligere anvendt arkivmateriale, og samtidig med udgivelsen er der oprettet en netværksportal, hvor nogle af disse kilder er gengivet og transskriberet. 

Efter en indledning af museumsinspektør Inger Wiene, der ridser hovedtrækkene i byens og kirkekompleksets historie op, tager ikke mindre end 16 artikler fat på forskellige emner. Museumsinspektør Poul Grinder-Hansen skildrer tilblivelsen, hvor kirken ikke var tænkt som en sognekirke, men som en kirke for de studerende ved Københavns Universitet. Christian 4. var med sin karakteristiske foretagsomhed stærkt involveret i planlægningen af byggeriet og satte sit præg på det i mindst lige så høj grad som de to arkitekter, Hans van Steenwinckel den Yngre og Leonhard Blasius. Det runde tårn stod i højest kurs hos kongen, idet det blev opført først, medens selve kirken kom i anden række. Den blev dog ligesom tårnet af imponerende omfang, ikke mindst fordi kirkens store loftsrum var udset til at rumme universitetets bogsamling.

Trinitatis Kirke blev allerede to år efter sin indvielse underlagt Københavns Universitets styre, og det er meget betegnende for den grundige research til bogen, at man i den forbindelse har gennemgået næsten 100 års forhandlingsprotokoller for Københavns Universitets konsistorium.  Kirken blev i årenes løb centrum for mange projekter, der skulle prøve at løfte det fattige sogns beboere både åndeligt og materielt, og det runde tårn fik stigende betydning som observatorium. Nøjagtige tidsangivelser blev efterhånden af større vigtighed, og fra 1772 blev der signaleret fra Rundetårns flagstang, når klokken var 12. Skippere kunne inden næste langfart få indstillet navigationsinstrumenter og tidsmålere i tårnet. Da observatorium og universitetsbibliotek i 1861 flyttede fra henholdsvis tårn og kirkeloft, svandt universitetets interesse for bygningskomplekset og patronatsretten blev få år senere overtaget af Københavns Magistrat. I 1928 blev Rundetårn udskilt af den kirkelige administration og fik sin egen plads i magistraten. 

Et vigtigt aspekt i beretningen om Trinitatis Kirke er naturligvis det teologiske. Den nuværende sognepræst, Kirsten Sandholt, skriver dels om Trinitatis præstegård gennem tiderne, dels i en grundig og spændende artikel om kirkens præster i 1700-tallet, der teologisk spændte fra ortodoksien over pietismen til oplysningstiden. Det var ofte markante personligheder, der satte deres præg på sognet og i adskillige tilfælde fortsatte karrieren med et bispeembede. Det gjaldt f. eks. Mathias Anchersen, der sad i embedet i 1728, da en katastrofal brand lagde store dele af København i ruiner. Også Trinitatis Sogn blev hårdt ramt. Selve kirken slap nådigt, det var faktisk  den af byens kirker, der tog mindst skade under branden, men mange af de omliggende huse blev flammernes bytte. Og her måtte præsten dele vilkår med sognebørnene. Mathias Anchersens økonomi fik et grundskud, der resten af livet gjorde ham til en fattig mand, selv efter at være blevet biskop i Ribe. Kirkens præster kunne også komme i vanskeligheder på anden vis. Tiden var rig på teologiske stridigheder, især omkring ortodoksi og pietisme, og i 1730 nåede brydningerne inden for murene i Trinitatis Kirke, da en af tidens vilde ånder, Peder Nicolai Holst, blev ansat som kapellan. Hans femårige embedstid endte med fortabelse af præsteembedet og forvisning fra København.

Også andre ansatte ved kirken fra klokkere til de mere ydmyge bestillinger som stolekoner og bælgtrædere er beskrevet, og en nærmere undersøgelse viser her, at næsten alle stillinger blev besat indenfor universitetets cirkler. Professorers tjenere kunne blive gravere eller bælgtrædere, medens arbejdet som universitetspedel kunne være et springbræt til et klokkerembede. Andre artikler behandler kirkekoncerter, den første studenterpræst og butikker ved kirken, der en overgang skulle hjælpe på den altid skrantende økonomi. Mere almene beskrivelser af borgerskabet i Guldalderens København, det skumle Brøndstrædekvarter med de mange bordeller og renlighedsprojektet med en offentlig badeanstalt har lige så meget almen socialhistorisk interesse som speciel relation til Trinitatis Kirke. Det gælder også beskrivelserne af sognets skolevæsen, og ikke mindst artiklen om fattigvæsenet fra 1771 – 1841. Det var Struensees forordning, der for Trinitatis sogns vedkommende betød oprettelsen af en plejekommission, der med sognepræsten i spidsen skulle lede fattigforsorgen. Kommissionen førte omhyggelige fattigmandtalslister, hvoraf det fremgår, at kun en femtedel af ansøgerne stammede fra den egentlige underklasse af ufaglærte. Mange var tidligere velstående borgere, der på grund af uheldige omstændigheder eller svigtende helbred havde mistet formue og forsørgelsesgrundlag.

Som det ses, er det en bog, der beskriver Trinitatis Kirke, Rundetårn og det omliggende kvarter særdeles indgående. De mange kildestudier har resulteret i en detaljerigdom, der måske ind imellem kan synes lovlig omfangsrig, men som på den anden side fremdrager nogle interessante nuancer. Enkelte artikler bevæger sig lovlig langt væk fra det egentlige emne, som f. eks. den i øvrigt fremragende gennemgang af tobaksindustriens genvordigheder. Det er måske også lidt for drastisk, selv i disse internettider, at litteraturlisten kun kan ses på en webadresse. Det skal dog ikke forklejne indtrykket af et godt, gedigent værk med mange artikler baseret på intensiv research. Forfatterholdet er sammensat af personer med direkte tilknytning til kirke og sogn og historikere med den faglige vinkel på samspillet mellem kirken og det omgivende samfund. Der er gjort meget ud af illustrationerne, og det er blevet jubilæumsbog, som enhver kirke ville være stolt af at kunne præsentere.