Små guider til Ørre og Studsgaard kirkegårde

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Rigsarkivet Viborg

Med lokalhistorien i centrum driver historikeren Charlotte Lindhardt både konsulentvirksomhed og Forlaget Ubirex i Herning. Som et lille con amore-projekt har hun desuden indledt en lille serie af mindre guider til kirkegårde på egnen. Tidligere er udkommet guider om kirkegårdene i Arnborg, Haunstrup og Sinding, og nu er turen kommet til Ørre og Studsgård.

Guiderne virker ved første øjekast ret undseelige. Små hæfter i A5-format (trykt på alm. A4-kopipapir), små oplag, beskedne sideantal, og alene med s/h-illustrationer. Kun omslagene hæver layoutet.

Men nu skal man jo ikke skue hunden på hårene.

Målgruppen er først og fremmest den historisk interesserede lokalbefolkning. Hæfterne er tænkt som oplysende guider til en vandretur på kirkegårdene. Og hånden på hjertet: Mon ikke de fleste af os har spadseret på en kirkegård – fjern eller nær – og har dvælet ved en gravsten over os aldeles ukendte, tænkt over det eller de mennesker, som stenen er rejst for, undret sig over en særegen symbolik? Jo, og det er her, at Charlotte Lindhardts guider har en stærk dimension.  

For blot nogle generationer siden, så var befolkningens tilknytning til den lokale kirkegård stor. Man kendte hinanden, ja, om man så må sige, også de afdøde – eller man havde i det mindste nogle pejlemærker i baghovedet – nogle erindringer eller fortællinger om slægterne på egnen, og dermed om de begravede på kirkegården. En sådan viden er nu nærmest en sjældenhed.

Charlotte Lindhardt (f. 1972) skriver i pressemeddelelsen bl.a.: ”Min generation er slet ikke vokset op med samme tilknytning til et sted, som generationerne før, hvor gården gik i arv til sønnen eller svigersønnen, og hvor alle kendte hinanden. Selv om verden byder på mange muligheder, går der også noget tabt i, at man bliver mindre rodfæstede. Der ligger en fælles erindring og forståelse, når familier har kendt hinanden igennem flere slægtled og bygget et samfund op sammen. Den historie kan jeg være med til at formidle med de små gravmindebøger. Det handler både om kulturformidling og samfundsforståelse.”

I begge guider indledes med en kort beskrivelse af kirken og sognet. De centrale afsnit er gennemgangen af udvalgte gravminder, dels på kirkegården, dels på dens lapidarium. Udvalget er sket i samarbejde med de lokale menighedsråd. Omtalerne er bygget op efter nogenlunde samme skabelon: Først en beskrivelse af gravmindet, oplysning om typens fremkomst, og informationer om symbolikken. Derefter følger en omtale af den eller de personer, som gravmindet er rejst over. Der er her ganske mange interessante småhistorier om folk i de øde hedeegne, og det er vel at mærke såkaldte »almindelige mennesker«, så guiderne også oser af lokalhistorisk kolorit.

Den viden, der bringes over folk, er netop den slags, der for år tilbage var almindelig kendt på en egn. Derfor er Charlotte Lindhardts projekt bemærkelsesværdigt, og forbilledligt i den forstand, at idéen sagtens kan tages op af lokalhistoriske ildsjæle andre steder.

Guiderne kan dog, som antydet, med fordel styrkes, især ved en bedre billedgengivelse og naturligvis i farve. Det gælder også, fordi at fødsels- og dødsår ikke anføres i teksten, men altså skal aflæses på illustrationen, hvilket kun sjældent er muligt.