Kirken, kongen og enevælden
Af Karsten Gabrielsen
Enevældens brug af kirken og troen til legitimeringsformål er et velkendt fænomen. I de senere år er der fra flere sider blevet arbejdet med den tidlige enevældes selvforståelse og ideologi, og med troens betydning for udmøntningen af straffelovgivning, for at tage nogle af de mere spektakulære emner i de senere års forskning. Med denne bog sammenfatter Karsten Hermansen håndfast den rolle, som bisperne kom til at spille i enevældens samfund, både som embedsmænd og som medarbejdere på det ideologiske projekt. Samspillet mellem de kongelige og kirkelige behov for at målrette og kontrollere troen er det gennemgående tema i denne Ph.d-afhandling fra 2003.
Bogen behandler en lang række forskellige sider af bispernes rolle i enevældens samfund mellem Statsomvæltningen 1660 og Christian VI’s død i 1746. Hovedspørgsmålene drejer sig om bispeembedets indhold og funktion, om rekrutteringen af bisperne og om deres indflydelse på den kirkepolitiske og teologiske udvikling. Det er tiden for Danske Lov, for ortodoksiens blomstring og for den pietistiske reaktion herpå. Der ses på perioden forud, fra Reformationen og frem, både for at kunne lave sammenligninger til Danmark og til Norge. Karsten Hermansen forholder sig gennem hele værket positivt til kirkehistorikeren Per Ingesmans generelle tolkning af den efterreformatoriske periode som en periode med kontinuitet, med reelle kristelige hensigter fra kongernes side, der i høj grad gør, at kirkens mål også styrer kongens handlinger – ikke mindst, når det styrker socialdisciplineringen. Der påvises også en stærk konservatisme i udformningen af grundlaget for kirkens virke i hele perioden – såvel kirkeordinans som følgelovgivning og ritualer fra før 1660 videreføres næsten uændret i den enevældige tid.
Det er en Ph.d-afhandling, der her præsenteres, med det tunge apparat af forskningoversigter, punktstudier fulgt af mere refererende kapitler, sammenfatninger og andre mellemregninger, men med denne bog er der åbnet for et dyberegående studium af , hvorledes kirken og troen blev administreret under den ældre enevælde. Der kunne måske lægges mere vægt på bispens rolle som embedsmand i samarbejde med andre embedsmænd (stiftamtmanden som bispens lokale partner er fx ikke meget til stede i denne fremstilling) i forhold til, hvad der anvendes af kræfter på at fortælle om de kongelige salvinger, men undersøgelserne af bispernes rekruttering, uddannelse og herkomst (det er et godt udgangspunkt at være tæt på hof, universitet og residensstad) viser med al tydelig klarhed, at kongen fra starten fastholdt grebet om sin ret til at udnævne håndgangne mænd til de betydningsfulde poster som troens vejledere og forvaltere i hans riger og lande.
Det er en interessant bog med mange spændende detaljer, der er kommet ud af Karsten Hermansens forskning. Et blik på hans litteraturliste viser, at han har været meget vidt omkring – og den brede fremstilling på bogens mange sider udbygger dette indtryk. En arkivmands ønske kunne i denne sammenhæng være, at også det utrykte materiale i de omfattende og vidtspændende bispearkiver var blevet inddraget i endnu større grad. Med fremlæggelsen af denne bogs resultater er der i hvert fald skabt et solidt grundlag for den videre udforskning af den danske kirkes forvaltning og samfundsmæssige rolle under den ældre enevælde.
