Københavnerliv

Af Hanne Fabricius

Det er altid dejligt at få en rigt illustreret bog i hånden i et større format, og denne her er ingen undtagelse. Kåre Lauring har lavet en lækker bog om København i perioden 1857-1940, der beskriver Københavns udvikling fra en voldomkranset by til en moderne storby. Bogen er opdelt i to dele. Del 1 hedder: En storby i støbeskeen. København 1857-1914, og del 2 hedder: Fra verdenskrig til krise til ny verdenskrig. København 1914-1939.

Bogen indledes med, hvad der skete af spændende ting i 1857: blandt andet kom der en ny styrelseslov, en ny næringslov, privatbanken åbnede, Frederiksberg sogn blev udskilt af Hvidovre sogn, forlystelsesparken Alhambra åbnede på Frederiksberg, Folketeatret åbnede i Nørregade, og fra Vestre Gasværk på Vesterbro strømmede gassen ud i de 2.200 nyopstillede gadelygter, der afløste byens 1.600 gamle tranlamper. Ja 1857 var et livligt københavnerår.

Der er dog flere smuttere i bogen. Blandt andet fortæller forfatteren, at når man i 1857 gik ud ad Vesterbrogade, passerede man først sangerindesalonen Kirsten ved siden af Tivolis gamle indgang og senere Dansesalonen Figaro længere ude. Men hverken Kisten eller Figaro eksisterede på det tidspunkt. I 1861 stod ølhallen Thors Hal færdig, og den blev i 1870 ombygget til Dansesalonen Figaro, og Kisten blev først opført i 1865.

En anden væsentlig fejl, som man desværre kan læse i mange københavnerbøger, er, at forfatteren skriver, at København blev nedlagt som fæstningsby i 1856. Det er ikke korrekt, idet Københavns befæstning først blev nedlagt i 1870 og Christianshavns befæstning i 1909 men først med virkning fra 1916. Det, der skete i 1856 var, at skildvagterne ved portene blev inddraget i 1856, og byportene blev herefter revet ned mellem 1856-58.

I 1852 blev den militære demarkationslinje flyttet ind til søernes inderside, og det betød, at udbygningen af brokvartererne som Nørrebro og Vesterbro med lejekaserner og byggeforeningshuse kom i gang. Udviklingen ses også af, at hvor der i 1850 var ca. 150.000 indbyggere i København, var der i 1890 ca. 310.000 indbyggere, det vil sige, at København havde mere end fordoblet sit indbyggertal, og dette var endda lille i forhold til datidens andre europæiske storbyer. I 1889 kom byggeloven, der påbød bredere gader, havde nye og strenge regler for kloakering og som forbød de små, usunde og brandfarlige korridorlejligheder. I modsætning til Nørrebro og Vesterbro kom den nybyggeriet på Østerbro til gode, da bydelen først blev opbygget efter 1890.

Med udbygningen af byen kom der også gang i nye kommunikations- og transportformer. I 1879 åbnede de første telefoner i København, og efter første verdenskrig kom de første radioprogrammer. Kravene til den offentlige transport steg, så byens borgere hurtigt kunne komme fra den ene ende af byen til den anden, og de elektriske sporvognene blev snart et fast syn i trafikken, dog fortsatte den sidste hestesporvogn helt frem til 1917, før den kom på pension. I 1894 kom den første bil til København og Danmark, og snart var biler, cykler og motorcykler så populære transportmidler, at begrebet trafikkaos opstod. I 1918 blev Boulevardbanen åbnet, og nu kørte togene også under jorden, og i 1934 blev S-togs-banen indviet. 

De store industriudstillinger betød, at der kom mange gæster til København. I 1872 så ca. en halv million mennesker den første udstilling, mens udstillingen i 1888 blev besøgt af ca. en million mennesker, og af dem var 120.000 udlændinge. Årsagen var, at Gedser-ruten var åbnet samme år, og det gjorde det nemmere for turister og især tyskerne at komme til Danmark.

Først i 1890 blev de første gader i København asfalterede. Det var Østergade og Købmagergade, to af byens travleste gader. Hver dag mellem kl. 15 og 16 promenerede byens velstillede borgere på Routen, som Strøget tidligere blev kaldt. Først i 1876 og 1883 blev Routen kaldt for Strøget i nogle revyer. På Routen kunne man vise sig frem og udveksle dagens nyheder. Senere var det også på Strøget, at byens første biograf åbnede i 1905, da Ole Olsen åbnede biografen i Vimmelskaftet 47 og året efter grundlagde Nordisk Film, der fik adresse ude i Valby.

På grund antisemitisme kom der mellem 1880 og 1914 10-12.000 russiske jøder til København, og af dem bosatte ca. 3.000 sig i byens fattige slumkvarterer, hvor de måtte tage til takke med boliger i gader som Borgergade, Adelgade, Vognmagergade, Pilestræde, Landemærket og Store og Lille Brøndstræde. Med deres jiddische sprog, deres slangekrøller og kalotter skilte de sig ud ikke blot blandt københavnerne men også blandt de integrerede, danske jøder, der var kommet til Danmark allerede fra 1600-årene. De nye indvandrere arbejdede især som skomagere og skræddere, og her var nok af arbejde.

Første verdenskrig betød et skift i København fra den gamle til den nye tid. Verden uden om blev mindre, og udviklingen og de økonomiske konjunkturer ude omkring begyndte for alvor at være medbestemmende for byens udvikling og for det liv, der foregik i den. Af den årsag inddrager Kåre Lauring udviklingen både inden- og udenfor de danske grænser i beskrivelsen af den københavnske udvikling.

Tiden var de store restauranters, revyers og varieteers periode som Restaurant d’Angleterre, Nimb, Wiwel, Hotel Bristol og Scala, Tidligere var det kun de lavere klasser, der gik ud og dansede på byens dansesaloner, men under første verdenskrig begyndte også ”pænere” mennesker at gå ud og danse, og de finere danserestauranter kom til.

Af de mange beskrivelser er der nogle meget humoristiske af gullaschbaronernes opførsel på datidens restaurationer, hvor de også spiste østersskallerne og ikke kun indholdet og stangede tænder med hummergaflerne alene af den grund, at de ikke vidste bedre. Som modsætning til disse ekstravagante menneskers livsstil var de fattige med stigende arbejdsløshed, de mange børn, og 1930´ernes hårde kår og år frem til besættelsen i 1940.

Generelt giver bogen et meget bredt billede af København, dens udbygning og udvikling i den pågældende periode. Da bogen er meget omfattende, er det ikke muligt at berøre alle de emner, som Kåre Lauring kommer ind på, men den bugner af emner og der er rigtig mange brugbare oplysninger i den.

Kåre Lauring fortæller malerisk om de sociale forhold med sult og arbejdsløshed, om de socialistiske arbejds- og klassekampe, demonstrationer, politiet, der også fungerede som en slags socialarbejdere, om prostitutionen og ”de offentlige fruentimmere i bordellerne og værtshusene, og om de elendige bolig- og sundhedsforhold, hvor mange baggårde kun var ca. 4 m2. Et liv som vi i dag har svært ved at forestille os var så slemt, som det var, og hvor væggelusene var faste sengekammerater. Vi hører om klasseforskellene med byens velstillede borgere i forhusene, der kunne kikke ned til de fattige i baghusene, og selv om de forskellige samfundslag boede tæt på hinanden, var der ingen kontakt mellem dem. Han fortæller om koleraen og den manglende kloakering, der betød, at byen stank noget så forfærdeligt fra de åbne rendestene, om de ildelugtende kloaker, de mange latriner og lugten fra kostaldene i baggårdene. Som man sagde i 1860, så stank byen hele vejen fra Toldboden og helt ud til Frederiksberg Bakke.

Bogen vrimler med fantastiske fotografier både med og uden mennesker på og fra de forskellige samfundslag. Der er sjove interiørfotos og fyldige og oplysende billedtekster. Og bogen viser, at der faktisk i hele den behandlede periode boede mennesker fra samtlige samfundslag i København og ikke som i dag, hvor det kun er de mere velstillede, der nu bor i de tidligere fattiges nymondæne kvarterer.

Til at beskrive stemningen og de forskellige årtier i byen har Kåre Lauring benyttet sig af citater fra datiden eller fra erindringsbøger. Det giver en god kontrast til de mere faktuelle ting og gør bogen dejlig levende.

Bogen er velskrevet og beskriver på fineste vis, hvordan København fra sidste halvdel af 1800-tallet udviklede sig fra at være en indelukket og voldomkranset by til at åbne sig mod den store verden og senere blive til den metropol, som vi kender i dag. Bogen kan anbefales.