Kommandant i Auschwitz

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg

Rudolf Höss blev født i år 1900. Familien var middelklasse, med faderen som den dominerende person. Faders vilje var Höss’ lov og tidligt udstak faderen en præstekarriere for Höss. Inden det kom så langt, døde faderen imidlertid, hvilket nærmest fremstår som en befrielse i Höss’ tekst.

Allerede da havde Höss distanceret sig fra kirke, religion og familie og fremstod som lidt af en enspændernatur. Ikke atypisk for sin generation (jævnfør Sebastian Haffners beretning i ”En Tyskers Historie”) begejstredes Höss for 1. Verdenskrig, og det lykkedes ham som ganske ung at gøre krigens to sidste år med. I tjenesten fandt Höss, som Hitler, et ”hjem” og et kammeratskab, han ikke tidligere havde oplevet. Herefter gik turen over Frikorpsene i de kaotiske og voldelige efterkrigsår og Höss placerede sig varigt på den radikale politiske højrefløj. Dømt for et politisk mord måtte Höss afsone seks år i tugthus. Ved løsladelsen havde han besluttet sig for en landbrugskarriere (men vel at mærke indenfor en ”Blut und Boden” – agrarbevægelse med øst-kolonisering på dagsordenen). Men, som han skriver, vågnede soldaten i ham, og han lod sig indrullere i SS. Første tjenestested var KZ – lejren Dachau 1934-38. Herefter Sachenhausen.

Fra 1940 til 1943 bestred Höss kommandantposten i Auschwitz. Herefter varetog han en post ved Inspektoratet for KZ – lejrene, for endelig i en periode i foråret og sommeren 1944 at vende tilbage til Auschwitz for at organisere tilintetgørelsen af de ungarske jøder.

Höss’ optegnelser blev til i 1946/47, da han i polsk undersøgelsesarrest ventede på at få sin sag for domstolen. Den selvbiografiske tekst er da overordnet at forstå som et defensorat. Måske har Höss næret et spinkelt håb om at kunne påvirke domstolen. I videre forstand var der hans eftermæle at beskytte. Og muligvis skrev Höss til sig selv om sig selv. Skriverierne kan virke som et forsøg på at komme til rette med sig selv, at skrive og skrive og harmonisere sig ud af skylden. Samtidig kan de også ses som udtryk for, at Höss stod ved sig selv og sine gerninger og tog ansvaret for begivenheder, han stadig i 1946/1947 fandt berettigede. Det var derfor magtpåliggende for Höss at få ordet og i redigeret form at nedfælde sine erfaringer og aktiviteter, som han så dem.

Ovenstående hensigter præger naturligvis teksten. Höss er nødt til, sit levnedsforløb taget i betragtning, at  forklare sig som overbevist nationalsocialist af hensyn til tekstens troværdighed. Dette giver ydermere et idealistisk skær over Höss’ motiver. På den anden side er han også nødt til at distancere sig fra ideologiens praktiske konsekvenser, dvs. uhyrlighederne, ved at postulere en indre opposition, ja ”oprør”. Han fandt tidligt sig selv ”uegnet” til tjenesten. Men som pligtopfyldende soldat påtog han sig opgaverne. Som kommandant for Auschwitz havde han håbet på at kunne løfte i flok med sine undergivne og fangerne. Men nej. Overvældet af de praktiske opgaver med at opbygge lejren, svigtet af den øverste SS – ledelse, bedraget af sine ansatte og omgivet af egoistiske fanger kørte hans planer for en anderledes KZ – lejr af sporet. Hans personale var alle opdraget i KZ – lejrinspektøren Theodor Eickes hårde og afstumpede ånd. Disse tog reelt magten fra Höss, - får vi at vide. Med hans egne ord: ”Over for denne passive modstand var jeg magtesløs.” (s. 116).

Höss fik dermed i sin tekst nedskrevet kommandantposten til en magtesløs størrelse og kunne på den baggrund fralægge sig ansvaret. Samme hensigt ligger i et stilistisk træk, der præger Höss’ observationer. Hvor end han ser, kan han kun få øje på nedrighed og afstumpethed. Ondskaben ligger i det ydre, ikke i Höss selv. Kun en magtesløs Höss hæver sig op over sumpen. Og så skal man endda have ondt af Höss, der som kommandant ændrer personlighedstræk, bliver menneskesky, deprimeret etc.

Höss’ billede er naturligvis stærkt fortegnet. Og her og der skinner den virkelige Höss igennem.    

Den SS’ske skizofreni eller gradbøjning af moralen kommer således tydeligt til udtryk i Höss omtale af sine ”yndlingsfanger” i Auschwitz, sigøjnerne. De var som børn, så tillidsfulde.

Men: ”Deres trang til at stjæle og vagabondere er medfødt og umulig at komme til livs. De har også et helt andet syn på moral. For dem er der absolut intet ondt i at stjæle. De kan ikke forstå, at man bliver straffet for det.” (s. 129)

Ikke med et ord nævner Höss, at han i bogstaveligste forstand stjal deres liv.

Jødeudryddelsen fandt Höss berettiget. Hvorefter han igen i teksten præsenterer en ”tvivl”, en distance. Men det tilkom ikke ham at betvivle Himmlers og Hitlers ordrer. På skrivetidspunktet tog han afstand fra jødeudryddelsen, men kun fordi det havde skadet antisemitismens sag! Inden da beskrives de jødiske fanger i lidet flatterende termer: De har et tæt familiesammenhold, men er i øvrigt ærgerrige, egoistiske, hensynsløse etc. Höss undrer sig over de villige jødiske Sonderkommandoer, der tvangsarbejdede ved gaskamre og krematorier. Og får dermed delagtiggjort jøderne i forbrydelsen. Alt i alt fremstår jøderne i Höss’ tekst næsten, som om de havde fortjent deres skæbne, hvilket givetvis også var Höss’ holdning. Nøgternt og sagligt gennemgår han udryddelsens teknik med en kun nødtørftigt camoufleret stolthed over resultaterne. Denne kliniske beskrivelse af tilintetgørelsesprocessen fra Höss’ hånd har haft stor indflydelse på eftertidens opfattelse af Auschwitz og Holocaust. Når Höss valgte denne form, hænger det sammen med tekstens karakter af et defensorat. Mordet på jøderne måtte ikke fremstå som grusomt og Höss måtte ikke fremstå som sadist. Men samtidig stod Höss ved sin livsgerning. Den kliniske og saglige form var således anvendelig til at formidle den side af defensoratet. Formen og sproget kunne kaperes af en offentlighed hinsides nazismens sammenbrud. Höss blev ”hørt”.

Höss’ selvbillede er et dobbelt. Helst vil han give læseren indtrykket af en pligtopfyldende bureaukrat. Billedet af Höss som en fanatisk nationalsocialist kan imidlertid ikke undertrykkes i teksten. Et bud på den virkelige Höss er da den pligtopfyldende og initiativrige bureaukrat, hvis hele utrættelige energi alene ansporedes af den ideologiske overbevisning.

Höss var politisk soldat.

Netop fordi Höss ønskede, selektivt, at dele sin viden med læseren, er bogen en guldgrube af informationer om KZ – lejrsystemet og Auschwitz. Også set i lyset af det sidste tiårs voksende Täter-forskning er genudgivelsen berettiget. Bogen kom på dansk i 1959 og 1964. Nærværende genudgivelse har imidlertid indoptaget yderligere tekststykker, og revideret de fyldige og opklarende noter i lyset af tilkomne forskningsresultater. I et større og velanbragt historiografisk anlagt efterord gennemgår Therkel Stræde grundigt, hvordan Höss’ levnedsbeskrivelse er blevet læst igennem tiden. Bogen skal være stærkt anbefalet som et must for alle med interesse for nazisme, Holocaust og folkemord.