Kontrol over København
Af etnolog, mag. art. Inger Wiene
Karl Peder Pedersens (KPP) anliggende er at beskrive og forklare den transformation, som det københavnske politi gennemgik i 1800-tallets første halvdel. Politiet gik fra at være et almindeligt ordenspoliti til også at være et egentligt sikkerhedspoliti, som ikke blot skulle beskytte borgerne, men også staten mod borgerne, ved ikke blot at se på begåede forbrydelser, men også på mulige planlagte forbrydelser.
I Indledningen gør KPP rede for hvilke problemstillinger, han vil belyse. Desuden er her et afsnit med en forskningsoversigt vedrørende emnet politi og kontrol og sidst en gennemgang af kildegrundlaget.
I forskningsoversigten gives et glimrende indblik i relevant – især dansk, engelsk og tysk – forskning indenfor området. Det er mest en præsentation af denne forskning og ikke så meget en diskussion af den.
De kilder, KPP bruger, er mange, og for de flestes vedkommende er de ikke blevet brugt før. Det er især bredden af kildematerialet, der giver muligheder for flere vinkler på studiet af sikkerhedspolitiets opkomst. Han har været i kancellibreve, rådstuebreve, journal fra politimesteren, privatarkiver, stænderforsamlingens og borgerrepræsentationens forhandlinger m.m. og også tidsskrifter (fx Politivennen). Men det har ikke været nemt at finde kilder fra sikkerhedspolitiets egen hånd, så at sige, for i og med, at det var hemmeligt, blev det meste tilintetgjort. Det er dog lykkedes i sagen om Jernringsgruppen med dr. Dampe, hvilken jeg vender tilbage til.
Under ”problemstillinger” listes fire hovedtemaer op, nemlig Skabelsen af et nyt sikkerhedspoliti, Sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder, Sikkerhedspolitiorganisationen og Sikkerhedspolitisamarbejdet. I afhandlingen holdes strukturen fast af disse problemstillinger. De præsenteres i Indledningen, beskrives og udfoldes i kapitlerne for til sidst at blive opsummeret og konkluderet på i – ja i konklusioner, som er bogens sidste kapitel.
I Skabelsen af et nyt sikkerhedspoliti vil KPP udrede de tiltag, regeringen tog med henblik på at indføre et sikkerhedspoliti. Desuden ønsker han at se på, hvorledes man løbende ønskede at tilpasse det til især de skiftende trusselsbilleder samt søge forklaringer på politiudbygninger, som skete i 1800-tallets første årtier.
Skabelsen er foregået i to aktive faser, nemlig i 1800-1803 og 1815-17. KPP henviser til den svenske historiker Björn Furuhagens præsentation af en række forklaringer: Stigende kriminalitet, synet på kriminalitet ændres, samfundsordningen efter 1800 kom under stærkere pres (revolutioner), den industrielle udvikling og sidst det gamle politis ineffektivitet. KPP nævner selv den Franske Revolution 1789, som ændrede grundvilkårene for politisk magtudøvelse, som en væsentlig faktor.
I kapitlerne 2-5 beskrives Det københavnske magtunivers omkring 1800, Sikkerhedspolitiet i andre europæiske byer, Den første reform af hovedstadspolitiet 1800-1803 samt Den anden reform af hovedstadspolitiet 1815-17. Disse kapitler relaterer til temaet: Skabelsen af et nyt sikkerhedspoliti.
KPP understreger i konklusionen om temaet, at den franske revolution er den altoverskyggende forklaring på sikkerhedspolitiets opkomst. Her refereres Politichef Kaas i 1823: ”tidens ånd, de mange rystelser Europas stater har været underkastet i slutningen af sidste og i starten af dette århundrede, giver politibestyrelsen en større vigtighed end i ældre tider.” (s. 306)
Desuden ses der med politireformerne i 1815-17, hvor der blev oprette 6 politidistrikter med politiassistentstillinger, en mulighed for bedre at kunne følge københavnernes gøren og laden. Når der samtidig indførtes mandtalsindsamling og flytningsregistreringer og løbende registreringer af mistænkelige personer, blev overblikket og overvågningen bedre og samtidig betød det, at der blev sendt signal til befolkningen om, at man blev overvåget. KPP konkluderer, at det måske netop var i denne disciplinerende funktion, at den største betydning lå. Her kunne det være fint at bringe Foucault ind i en diskussion. Foucault inddrages dog kun lidt i næste tema.
Under de folkelige uroligheder omkring bl.a. jødefejden 1819, blev sikkerhedspolitiet sat på prøve – men bestod den ikke helt, da man måtte indkalde militæret for at få ro og orden. Politidirektør Hvidberg blev afskediget som følge heraf. Men med aktionen mod den liberale ”modstandscelle” omkring Blok Tøxen og Dr. Dampe og den såkaldte jernringsgruppe vandt de en sejr i 1820, da der blandt andet blev indsat politiprovokatør. Denne sag er den mest dybdegående konkrete sag i afhandlingen – og der kastes virkelig nyt lys på den, med de ny vinkler som KPPs kilder giver mulighed for at lægge på den. I konklusionen nævnes det, at hovedsagen for sikkerhedspolitiet i denne sag var at ”vise klør” – at vise de var der.
Temaet Sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder beskrives i Kapitlerne 6-8: Kontrollen med københavnerne, Kontrollen med fremmede og Kontrollen med mistænkelige personer. I dette tema identificeres, beskrives og undersøges, hvilke overordnede ideer sikkerhedspolitiet byggede på. Hvordan de søgte at fremstå overfor borgerne, og hvilke konkrete teknikker, der anvendtes. KPP henviser til Foucault, som ifølge KPP, mener, at sikkerhedspolitiets særlige arbejdsmetoder er en videreudvikling af ”disciplinens og undersøgelsens teknikker” som var skabt i 1700-tallet.
I konklusionen for dette tema nævner KPP, at den ny arbejdsmetode handlede om, at sikkerhedspolitiet i perioden gik fra en såkaldt reaktiv efterforskningsindsats (skaffe beviser på en begået forbrydelse) til en proaktiv indsats, hvor man søgte at forhindre fremtidige forbrydelser. Metoderne blev: skygning, indbrud og provokatøragenter med henblik på at arrestere forbrydere på fersk gerning. Desuden ses hemmeligholdelse af arbejdet også som ny arbejdsmetode (hvilket i sidste ende har betydet, at der ikke er mange kilder tilbage om emnet). En anden vigtig metode gik på korpsets evne til at afkode menneskers tanker, karakter og planer, så man kunne genkende mistænkelige personer. Desuden var et vigtigt element sikkerhedspolitiet topstyring. Det var vigtigt pointe, at så få som muligt kendte til de hemmelige aktiviteter.
Et andet emne i dette tema er: Hvilke befolkningsgrupper menes at være farlige? Hvem skal kontrolleres? og hvem skal der spioneres hos? Så vidt jeg kan konstatere, er det noget, der ændres i perioden. Først er fokus på de fattige: løsgængere og tyende. Men det er dog ikke her, man finder samfundsomvælterne. Det er blandt de højere uddannede – dem, der deltager i klubberne. Denne problematik er i mine øjne yderst interessant, og det kunne være spændende at gået i dybden med den. I bilag findes udskrifter af nogle meget interessante rapporter og breve, som giver et fingerpeg. I bilag 5 er uddrag af Fortegnelse over mistænkelige personer i 1820. Her går en politiassistent alvorligt til værks i sin beskrivelse af de steder, hvor han mener, der foregår mistænkelige ting, og hvem der er - eller kan være - de mistænkelige. Det er ret sjov og spændende læsning. Det, han beskriver, er mest drikkeri, prostitution (rufferi og utugt), pæderaster (tidens benævnelse af homoseksuelle mænd) samt almindelig småkriminalitet. I bilag 7, derimod, bringes nogle rapporter fra de liberale miljøer i København 1840-42. Her rapporteres om steder, hvor der politiseres og hvem, der gør det. I disse rapporter anes det, der senere vokser sig større, og peger mod en samfundsomvæltning.
I kapitlerne 9 – 10 gennemgås Sikkerhedspolitiorganisationen i form af sikkerhedspolitiets organer, styring, personale og støttefunktioner samt økonomi. Af overordnet personale var der: politimestre, politidirektører og politichefer. KPP påpeger vigtigheden af at disse overordnede måtte befinde sig tæt på magtens centrum.
Det københavnske sikkerhedspolitis kerneopgave bestod i at sikre den enevældige konge, hans regeringsapparat og den eksisterende samfundsorden mod anslag udefra og indefra, og derfor måtte ledelsen af denne indsats betros personer, der befandt sig så tæt på magtens centrum, at de løbende kendte til de strategiske overvejelser, der blev gjort her. (s. 312)
Af underordnet personale var der dels tale om politiassistenterne og ansatte på paskontorerne med også de såkaldte politiagenter havde stor betydning. Det var en broget skare almindelige borgere, som i kraft af netop deres almindelighed og kendskab til befolkningen kunne overvåge og spionere. De, der blev overvåget på denne måde var oftest almindelige kriminelle – men i perioden 1815 – 1820 var det mest politiske modstandere.
I temaet Sikkerhedspolitisamarbejdet (kapitel 11) belyses samarbejdsrelationer mellem sikkerhedspoliti og andre indenlandske myndigheder samt mellem sikkerhedspolitiet og beslægtede tjenester i udlandet. Indenlandsk var det især samarbejdet omkring registre som fremkom ved folketællinger og paspoliti.
I hovedkonklusionen: Købehavn – en sikker by i Europa gives en kortfattet og præcist resume af hele afhandlingen. Afhandlingens allersidste afsnit lyder således:
Set i et længere tidsperspektiv fremstår den her undersøgte epoke af Danmarkshistorien som en tid, hvor myndighederne for alvor kom tæt på Befolkningen. Et meget omfattende og ikke før set kontrol-, registrerings- og overvågningssystem opbyggedes, og det vel at mærke uden at udløse voldsom modstand. Det kan skyldes, at folk ikke opdagede noget, eller måske ikke gennemskuede, hvad magthaverne havde gang i, men det kan også skyldes at langt de fleste accepterede regeringsparolen om at betragte kontrollen som et gode, der sikrede ro og orden og forhindrede kriminalitet. Med denne siden da stadig mere udbredte accept af, at registrering og kontrol udgjorde uundværlige, positive samfundsværdier, lagdes kimen til det 20. århundredes velfærdsstat. (s. 318)
Her lige til allersidst i afhandlingen kastes en interessant pointe på bordet. KPP mener, at man i periodens registrering og kontrol – og accepten af denne – kan se kimen til velfærdssamfundet. Jeg tror ikke, man kan se en kim til velfærdssamfundet – men snarere se det som en af mange forudsætninger for velfærdssamfundet. Desuden kunne man ønske, at de spændende kilder KPP har gennemgået fra 1840-42, blev mere udnyttet. Det ser nemlig ud til, at det er her, der virkelig gås efter de, der vil enevælden til livs og have en anden styreform. Og som jo faktisk lykkedes med det.
Kontrol over København er en doktordisputats. Det kan forklare, hvorfor bogen ikke er så nem at læse, idet den fokuserer på dokumentation og beskrivelse af, hvorfor og hvordan sikkerhedspolitiet blev etableret – altså formen/strukturen - dog er den forbavsende næsten fri for teoretiske overvejelser. Men afhandlingens emne er glimrende beskrevet med baggrund i fantastiske kilder, som kaster nyt lys på emnet.
