Danskere i krig 1936-48
Af Henning Lyngsbo
Danskere i krig 1936-48 er en antologi, hvor bidragenes små personportrætter formelt set lige akkurat dækker bogens titel. Der er 10 bidragydere til 6 artikler. Bidragene er for fleres vedkommende baseret på forfatternes tidligere udgivelser med fokus på og/eller ekstrahering af en dansk krigsdeltagers dagbog og/eller breve. Noterne henviser da også flittigt hertil.
En vis samhørighed mellem forfatterne fremstår tydeligt ved en hyppig og gensidig henvisning til hinandens tidligere artikler og bogudgivelser. Ikke alle henvisninger synes at være nødvendige. Bogen er på godt 200 sider, så den enkelte artikel er på 30-40 sider. Ikke meget for det emneområde, bogens titel antyder. En artikel er da også hurtigt læst i bedste novellestil.
Bortset fra et par af artiklerne kommer forfatterne ikke særlig tæt på de enkeltpersoner, forfatterne har valgt som krumtap. I artiklen om danskeren Leo Kari for eksempel, - domineres Leo Kari af forfatterens lyst - og kyndighed - til at fortælle om Den spanske Borgerkrig. Med bogens titel in mente – Danskere i krig – er der for lidt stof om personen og bogudgivelsens forventelige biografiske indhold. Denne ubalance opvejes dog af forfatterens og Leo Karis forsøgsvise refleksioner over Karis bevæggrunde til at melde sig som frivillig soldat under borgerkrigen.
Bogens titel fremprovokerer uundgåeligt et ”hvorfor” hos læseren. Og læseren forventer berettiget, at bogen giver svar herpå.
Det går bedre i artiklen om rytterofficeren Hans Fenger. Her er der en god balance mellem individet, dets forudsætninger og omverdenen. Det samme gælder historien om SS-officeren Per Sørensen. Men igen er der tale om et opkog fra tidligere udgivelser. Ikke meget nyt. Over halvdelen af noterne til artiklen om Per Sørensen stammer fra tidligere bogudgivelser om Per Sørensen.
Uanset bogens titel er det kun 3 af bogens 6 artikler, der beskæftiger sig med danskere, der deltager i egentlige krigshandlinger. Det gør bogens titel lidt misvisende. Når bogen er læst, sidder man desuden med en lidt tom fornemmelse. Var det virkelig alt, hvad bogens ambitiøse titel kunne byde på.
Blandt de øvrige 3 artikler, der handler om ikke-kamphandlingsdeltagende danskere, var der kun lidt overraskende stof, som f.eks. i artiklen om den danske leder af rekrutteringskontoret i London, Werner Michael Iversen. Ikke mindst beskrivelserne af konfrontationerne mellem ham og John Christmas Møller fik øjenbrynene til at løfte sig et par gange. Men måske bygger de omtalte konfrontationer mere på rygterne end den skinbarlige sandhed. - Og dog -. Personerne var begge besat af hver sin hellige ild – og så kunne alt vel ske.
Ib Faurby´s artikel om Danske frivillige i ”den lange krig” læste jeg med stort interesse. Betegnelsen ”den lange krig” stammer fra den amerikanske forfatningsteoretiker og sikkerhedspolitiske analytiker Philip Bobbitt, der med betegnelsen ”den lange krig” mente tiden fra 1914 og til 1990. En periode der var domineret af kampen mellem tre store ideologier: liberalt demokrati, kommunisme og fascisme/nazisme.
Faurby´s gennemgang er sober og velafbalanceret med en nøgtern placering af Danmark i de voldsomme ideologiske kampe, der udkæmpedes på europæisk og globalt plan. De danske frivillige fylder ikke meget i denne lange krig. Men de var der. Og vi vil gerne høre og læse om dem. Der er et latent behov for sådanne biografier. Et behov hvis opfyldelse vil gøre os bedre i stand til at forstå de mekanismer, der får et menneske til at vælge den ultimative tilværelse frem for den mere navlebeskuende.
