De ville ikke gøre en flue fortræd

Af David Høyer 

"Han var ved tage endnu en stor slurk af sljivovicaen, da han ud af øjenkrogen så en ung dreng stige af en bus. Drengen havde ikke bind for øjnene og Drazen så hans ansigt, skønt han havde lovet sig selv, at han ikke ville se på fangernes ansigt, fordi det gjorde det sværere at skyde. Drengen var omkring femten, måske yngre. Han havde bar overkrop, og solen skinnede på hans blege hud. Drengen kikkede på soldaterne og så på rækkerne af lig på marken. Hans øjne blev større og større, som om han ikke fattede hvad han så. Men, han er jo en dreng, kun en dreng, mumlede Drazen ved sig selv og sørgede for ikke at komme til at stå bag ved ham. Da fangerne knælede ned foran gruppen [af soldater], lige før ordren til at skyde blev givet, hørte Drazen drengens stemme. "Mor" hviskede han. "Mor!""

I de godt og vel 4 år borgerkrigen varede i det tidligere Jugoslavien, oplevede vi for anden gang et europæisk folkemord inden for bare 50 år. ’Etnisk udrensning’ det nye ord for folkemord, blev efterhånden et udbredt udtryk i pressedækningen af Jugoslaviens inferno.

Hvordan kunne normalt fungerende mennesker stille sig op på række og skyde uskyldige mennesker ned, som var det det mest naturlige i hele verden? Ofre der kort tid forinden havde været deres naboer, arbejdskollegaer og landsmænd Dette spørgsmål er blevet stillet før. Zigmunt Baumann stillede spørgsmålet i sin bog ’Holocaust og Modernitet’. Richard Rhodes forsøgte at besvare samme spørgsmål i sin bog ’Masters of Death’ om de tyske Einsatzgruppers massenedskydninger af civile i Polen og Sovjet. Daniel Goldhagen frembragte en større orkan omkring sit værk ’Hitlers Willing Executioners’ i Tyskland i 1996. Det selv samme spørgsmål stiller den kvindelige kroatiske forfatter Slavenka Drakulic i sin nye bog ’De kunne ikke gøre en flue fortræd’.

Ofte anvender vi den hurtige forklaring, at disse personer må have været psykopater eller uhyrer. Nogle gange forsøger vi at undskylde gerningsmændene med, at de handlede under pres fra oven, og at havde de ikke gjort det, ville de selv blive skudt. Dette er da også milits-soldaten Drazen Erdomovic’s egen forklaring, da han i Haag skulle forklare sin egen rolle i massakrene i Srebrenica 1995. Srebrenica var en FN-garanteret muslimsk enklave i det bosninsk-serbisk kontrollerede område, kendt som den selvudråbte ’Republik Srbska’. I sommeren 1995, indledte de bosnisk serbiske styrker under ledelse af General Mladic et stormløb på den muslimske enklave, og under den efterfølgende besættelse blev 7-8000 fortrinsvis muslimske mænd og drenge henrettet.  Som Drakulic erkender i sin bog ’De kunne ikke gøre en flue fortræd’, er billedet ikke helt så enkelt. Det hjælper måske ofrene og deres pårørende, at gerningsmændene bliver reduceret til en monstrøsitet. Det hjælper måske os uden for Jugoslavien, som fra sidelinjen var vidner til det første folkemord i Europa siden anden verdenskrig, med at distancere os selv og vort liv til disse mennesker og muligheden for at noget sådan kunne forekomme i vort samfund. Men igennem en række eksempler på krigsforbrydere fortæller Drakulic en anden historie. I sin gennemgang af forskellige jugoslaviske krigsforbrydere, både muslimske, kroatiske og serbiske, får vi indtryk af at det ofte var ganske almindelige mænd, som tidligere havde været vellidt i deres hjemby. Mænd som voldtog unge piger ned til tolv år for siden at sælge dem bort for D-mark.

Med udgangspunkt i sin egen oplevelse af krigen og efterspillet i Kroatien har Drakulic skrevet en meget gribende og personlig beretning om mødet med en række jugoslaviske krigsforbrydere, mens de sad på anklagebænken i Haag. I en erkendelse af at disse forbrydere ikke bare kan kategoriseres som uhyrer, forsøger hun at gennemgå nogle af de omstændigheder, der fører til, at mennesker ikke bare begår krigsforbrydelser, men stiltiende accepterer dem. For som Drakulic bemærker, var folkemordet for stort i dets omfang, der var for mange deltagere til, at de alle kan afskrives som uhyrer. Ansvaret for disse krigsforbrydelser ligger ikke bare hos enkelte ’psykopater’ men hos hele nationen. Og som hun påpeger, er der ikke langt fra, at man holder op med at hilse på folk fra en anden nationalitet til, at man begår folkemord.

En vigtig pointe i Drakulic’ bog er, at det jugoslaviske folk efter godt og vel 50 års kommunistisk regime efterhånden var kommet meget langt fra en egentlig kritisk bearbejdelse af historien og myterne omkring fortiden. I jugoslavisk historie-opfattelse var partisanerne under Tito helte, som kun forsvarede sig, og som måtte gå så grueligt meget igennem mod fascisterne, der nedbrændte deres hjem og myrdede deres kære. Omvendt fortalte den jugoslaviske historieskrivning intet om partisanernes egne massakrer og forbrydelser. Den jugoslaviske historieopfattelse og fortælling var i virkeligheden en meget følelsesbaseret erindring. Derfor var der kun to sider i nationens erindring – de gode og de onde. Når sandhed samtidig på andre niveauer af det kommunistiske samfund er en manipuleret størrelse, er det pludselig meget svært at få befolkningen til at forholde sig kritisk til systemet. Når systemet så ændrer retorik fra en kommunistisk ’os mod kapitalisterne’ til ’serbere mod kroatere’ osv. er det iflg. Drakulic i virkeligheden meget nemt, fordi befolkningen allerede har de rigtige billeder i hovedet. Billeder som før måske var af fascister, men som nu repræsenteres af en anden etnicitet.

I tiden efter den jugoslaviske borgerkrig oplevede Kroatien hvordan domstolen i Haag krævede en række kroatiske personer udleveret til retsforfølgelse. Enkelte blev forsøgt retsforfulgt af den kroatiske regering efter den nationalistiske præsident Franjo Tujdmans død. Begge begivenheder ansporede til voldsomme og store protestdemonstrationer i Kroatien. Protesterne udsprang fra den noget problematiske, men ikke desto mindre udbredte opfattelse, at eftersom at krigen i Kroatien var en forsvarskrig, havde Kroatien kun helte og ingen krigsforbrydere. Eftersom at Kroatien i dag nægter at erkende landets egne fejl, og samfundet er gennemsyret af en fremadrettet orientering, som jo er i god overensstemmelse med EU-medlemskab og integration i Vesteuropa, så står Kroatien også med et stort erindringsproblem. Sagen er nemlig, at landet som de andre tidligere jugoslaviske republikker har en berøringsangst overfor krigen. Resultatet af en sådan ikke objektivt bearbejdet historie, bliver at den reduceres til en følelsesmæssig erindring, og dermed er der god grobund fo,r at fremtidige konflikter kan genopstå.

Drakulic’ bog består af en række møder med jugoslaviske krigsforbrydere af forskel nationalitet og er i høj grad en personlig bog. Hun bruger ofte sine egne erindringer til at forstå og forklare enkelte personers gerninger. Dette er ikke en egentlig historiebog, og man vil ikke kunne finde kildehenvisninger og noter. Man kan i høj grad være kritisk overfor det faktum, at Drakulic ofte ser ud til at gætte. Eksempelvis bruger hun sit eget forhold til sin far i et patriarkalsk samfund til, at filosofere over hvilket forhold General Mladic havde til sin datter. Denne filosofering bliver så argumentationen bag forklaringen på datterens selvmord; hun tog efter sigende sit eget liv i erkendelse af sin fars ondskab. Drakulic’ brug af sine egne erindringer er måske set fra en historikers synsvinkel ikke særligt heldigt. Men det styrker bogen væsentligt, da det dermed bliver en medrivende og personlig beretning, der leverer en vinkel på historien, som historikere måske ville have svært ved at beskrive.

’De kunne ikke gøre en flue fortræd’ er ikke bare en diskussion af gerningsmændene, men også en indlevende beretning om folkemordets ondskab. Drakulic beskrivelse af Militssoldaten Drazens deltagelse i massenedskydningerne af civile muslimer i Srebrenica er nok en af de mest rystende beretninger, jeg nogensinde har læst. Den er måske især rystende, fordi Drazen modsat de andre gerningsmænd i bogen tydeligvis ikke har lyst til at udføre sit arbejde og dermed overføres ofrenes egen angst og fortvivlelse via Drazen i endnu stærkere grad til læseren. ’De ville ikke gøre en flue fortræd’ burde efter min mening læses af alle. På trods af at jeg har læst en hel del litteratur om etniske konflikter og folkemord, var det først da jeg læste Drakulic’ bog at folkemordets virkelighed sank rigtigt ind. Drakulic forsøger i sin bog at få kradset prædikatet ’uhyre’ af disse krigsforbrydere, fordi de på mange måder er produkt af deres tid. Som Drakulic netop bemærker ’hvad nu hvis de bare er almindelige mennesker som du og jeg, der befinder sig i usædvanlige omstændigheder og foretager de forkerte moralske valg? Hvad siger det om os selv?’

Det er ikke fordi, bogen pensler de gruopvækkende handlinger ud i detaljer, men grusomheden i bogen er vel egentlig erkendelsen af, at jeg udmærket kunne have været Drazen.