Den forkerte krig
Af Anne Sørensen, postdoc, Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet
I 2002 påbegyndte USA sammen med en ”coalition of the willing” Irak-krigen. Målet var at få afsat diktatoren Saddam Hussein. Det blev endvidere hævdet, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og havde et samarbejde med al-Qaeda. Irak-krigen blev derfor også italesat som et led i krigen mod terrorismen.
Her tre år efter invasionen er billedet noget mudret. Det er svært at finde ud af, om krigen egentlig er slut, om den er gået over i en længerevarende besættelse, eller om der er tale om borgerkrig. Påstandene om masseødelæggelsesvåben holdt ikke stik, ligesom beviser for forbindelserne til al-Qaeda-netværket heller ikke har materialiseret sig. Forholdet mellem Europa og USA har ændret sig. Deltagerne i den krigsførende koalition bakker fortsat op om projektet, mens andre lande lufter voldsom kritik af USA’s opførsel. Irak-krigen splitter Europa op i tilhængere og modstandere, og den resulterer i den samme splittelse i de enkelte lande. På det seneste er dette også blevet forstærket i amerikansk politik og hos den amerikanske befolkning, hvor flere og flere sætter spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen i Irak.
Vi lever altså på mange måder i en tid med polariserede verdensbilleder og store internationale og nationale uoverensstemmelser, hvor opfattelser af Irak-krigen og USA spiller en væsentlig rolle. Carl Pedersens bog Den forkerte krig er en analyse af denne tid, men er samtidig også selv et produkt af den. Bogens titel lader næppe nogen være i tvivl om forfatterens holdning: Han anser Irak-krigen for at være et fejlslag, men dette fejlslag er ikke kommet ud af den blå luft. Bogens ærinde er – på trods af den måske lidt misvisende aktualiserende titel – at påvise kontinuitet i USA’s selvforståelse og internationale ageren fra de første europæiske bosættere over ’the founding fathers’ til Irak-krigen.
Bogens gennemgående tese er, at den amerikanske selvopfattelse kan spores langt tilbage. Selvopfattelsen indeholder elementer, der stammer fra puritanerne – en gruppe engelske bosættere, der så deres eget samfund som model for resten af verden, og som derfor lagde grunden til en hævdelse af, at den amerikanske orden var den universelle. Denne omverdensforståelse resulterede i en mangel på indsigt i og forståelse for ’de andre’ – indianerne, slaverne, vietnameserne, sovjetrusserne, irakerne, you name it. Amerikanerne tror, at alle mennesker dybest set ønsker at leve som amerikanere, hævder Carl Pedersen. Amerikansk selvforståelse er også præget af en frontier-ånd, der har sit udspring i erobringen af ’det vilde vesten’. Da Stillehavet var nået, blev nye flytbare grænser fundet, i Stillehavsområdet, i ’baghaven’ i Mellem- og Sydamerika og i Caribien. Og nu altså i Mellemøsten og Golfområdet. En yderlige komponent i selvforståelsen er ifølge bogen en krigerisk nationalisme, der stammer fra Sydstaterne, hvor moralkodeksen i højere grad end på østkysten har baseret sig på traditionelle værdier som religion, familie, maskulinitet og ære, hvilket var og er grobund for en militaristisk nationalisme.
Carl Pedersens vinkel på denne historiske tour de force er, at USA altid har været imperiebygger, og at ekspansionstrangen altid har præget landets opførsel på den internationale arena. Forestillingen om det isolationistiske USA har altså ingen gang på jorden, til nøds har der i kortere perioder været tale om en ’imperialistisk isolationisme’, hvor andre lande og områder blev udsat for amerikansk påvirkning og dominans, især for at sikre USA’s økonomiske førerstilling. Samtidig udviser USA en ringe evne til at lære af historien. Vietnam-syndromet affødte i nogle år en vis selvransagelse, men den blev effektivt kvalt af Reagan og hans efterfølgere. Når fortalere skal legitimere Irak-krigen, trækker de historiske paralleller til anden verdenskrig. Irakerne bliver sammenlignet med jublende europæere, der i 1945 mødte deres amerikanske befriere, og besættelserne af Tyskland og Japan bruges som modeller for genopbygningen af Irak. Den kolde krigs taktikker med afskrækkelses- og inddæmningstaktikker er forladte og erstattet med Bush-doktrinen, der har introduceret newspeak-termer som ”forebyggende angreb”, ”præventiv krig” og ”ulovlige kombattanter”. Irak-krigen er derfor også et resultat af selektivt hukommelsestab.
For Carl Pedersen er løsningen på problemerne, at USA trækker sig ud af Irak, holder op med at blande sig i Mellemøsten, finder en anden løsning på sit energibehov end Golfstaternes pipelines, begynder med at tage ’den rigtige krig’ mod hjemmefrontens store fattigdomsproblemer alvorligt og skaber et mere retfærdigt og mindre polariseret amerikansk samfund. USA skal acceptere at være medlem af det internationale samfund på lige fod med andre, ikke som en privilegeret outsider med særlige rettigheder. Endelig skal USA tilbage i terapilokalet og genoptage erkendelsen af, hvorfor det gik så galt i Vietnam. USA skal ikke være et imperium, men forsage den ekspansionistiske ideologi og ophøre med sine selvbestaltede missioner for Frihedens og Godhedens Imperium.
Dagsordenen er lang, og den gennemføres næppe hverken hurtigt eller i sit fulde omfang. Men indholdet af den anskueliggør nok allertydeligst, hvad det er for en bog, Carl Pedersen har skrevet. Den er svær at genrebestemme, fordi den på den ene side er forskningsbaseret, historisk, citerende og analyserende, mens den på den anden side er vinklet så skarpt, at den forfølger sit ærinde konsekvent og uden svinkeærinder eller indrømmelser. Kritikere vil fx let kunne påpege, at tolkningen af årsagerne til den kolde krig er meget forsimplet og politiseret: USA er skurken, der bevidst ville konfrontationen med USSR. Og disse manglende nuancer er selvfølgelig et problem, hvis man skal bedømme bogen ud fra gængse akademiske standarder. Men det bør man ikke. Bogen må først og fremmest ses som et debatindlæg, eller som et svar på Robert Kagans notoriske Paradiset og magten (2003), hvor USA fremstilles som den ansvarlige, realistiske verdensmagt, mens Europa forholder sig naivt og passivt til verdens problemer. Carl Pedersen bruger sin omfattende viden til at argumentere for sin holdning til nutidens konflikter. Det skal forskere også have lov til. Det giver frirum til ekskurser, som denne bogs referencer til westernfilm, malerier, Rambo, krigsmindesmærker og spændingsromaner. Det er en underholdende, meget velskrevet og provokerende bog, som kvalificerer debatten, hvad enten man er enig eller uenig i konklusionerne og vinklingen.
