Den kolde krig

Af Simon Ankjærgaard, Journalist (DJ) & cand.scient.soc.

Nye læsere kan begynde her.
Det har været ledetråden for Yale-professoren John Lewis Gaddis i hans arbejde med bogen ”Den Kolde Krig”, der netop er udkommet på dansk. Ansporet af studerende, der opfatter Den Kolde Krigs persongalleri på lige fod med historiske koryfæer som Alexander den Store og Napoleon har det været hans ambition at skrive en bog, der giver et kort, men fyldestgørende overblik over den mærkelige periode, som Den Kolde Krig var.

Og den ambition er lykkedes til fulde. John Lewis Gaddis har simpelthen skrevet et fremragende overbliksværk, der ikke bare fungerer fantastisk sprogligt, men som også tager læserne i hånden gennem de lidt over fire årtier, som Den Kolde Krig varede. Måske er den primært skrevet til de yngre generationer, der ikke har det samme forhold til perioden som andre, men den er for alle, der ønsker et klart og præcist overblik.

Hans historiske afsæt tages meget naturligt under Den Anden Verdenskrig, hvor amerikanere, briter og sovjetrussere indgik i en særpræget alliance, der – som John Lewis Gaddis retteligt beskriver det – kun var skabt for at nå militære mål. På den lange bane var det ikke bare en samarbejdspagt, men også for hver især et instrument til at positionere sig i verden for at få maksimal indflydelse. Det er svært at sætte dato på, hvornår Den Kolde Krig startede, men mistroen mellem de to store supermagter – i John Lewis Gaddis’ fortælling glider Storbritannien hurtigt i baggrunden – vokser frem under alliance-arbejdet og eskalerer kraftigt med atombombens ankomst.

John Lewis Gaddis får alle Den Kolde Krigs pejlepunkter med; fra Torgau over Cubakrise og Reyjkjaviktopmøde til Murens endelige fald og opløsningen af Sovjetunionen. Hans primære fokus er på staterne og – især – på statsmændene. Skal man have input om den folkelige opinion under Den Kolde Krig, så skal man lede andetsteds end i denne bog. Når det er sagt, så skal John Lewis Gaddis have enorm ros for sin behandling af det (stor)politiske spil, der foregik mellem staterne og mellem aktørerne. Det er læsning, der både fænger og fascinerer.

Det er også både fængende og fascinerende, når John Lewis Gaddis løbende hæver sig op over magtspillet og drager overordnede konklusioner. Som eksempelvis i diskussionen af atombombernes status som våben, det ikke var meningen skulle bruges. Han skriver blandt andet om præsident Truman, der hurtigt erkendte, at disse nye bomber aldrig måtte tages i brug, hvis menneskeden skulle overleve:

”I sidste ende nåede præsidenten frem til, at hvis USA kunne fremstille en bombe af denne type ... så skulle man også gøre det. At være bagud i udviklingen af en hvilken som helst våbenkategori – eller blot at fremstå som om man var det - ville indebære en risiko for katastrofe. Problemet var nu ikke så meget, hvordan en modstander skulle nedkæmpes, som hvordan man skulle overtale ham til slet ikke at indlede en krig. Og det krævede paradoksalt nok, at man udviklede våben af en sådan sprængkraft, at ingen på den amerikanske side kunne forestille sig, hvad de rent militært skulle bruges til, samtidig med at man forsøgte at overbevise alle på den sovjetiske side om, at hvis krigen kom, ville disse våben uden tvivl blive taget i brug. Det var en logik, der førte til irrationalitet som den eneste måde at fastholde en flig af rationaliteten på: Et krigsvåben, der overtrumfede alt, kunne blive det middel, hvormed man fastholdt krigen som et instrument for politikken”.

Det er ikke revolutionerende konklusioner, men de holder hele vejen og er overvejende pakket godt sprogligt ind af John Lewis Gaddis, der også har søgt og fundet en masse rammende citater, som eksempelvis dette af selvsamme Truman fra den dag, hvor den første atombombe blev prøvesprængt i New Mexicos ørken: ”maskinerne er nogle århundreder forud for den moralske udvikling, og når moralen til sin tid indhenter forspringet, vil der måske ikke være nogen grund til den”.

En anden overordnet diskussion drejer sig om den generelle bæredygtighed af de to store ideologier; kapitalismen versus kommunismen (af John Lewis Gaddis som regel benævnt marxist-leninismen). I det lange løb var det fortalerne for sidstnævnte, der gjorde regning uden vært – og som slutteligt stod tilbage som tabere. John Lewis Gaddis beskriver den grundlæggende asymmetri mellem de to politiske strømninger på denne måde: ”Begge de ideologier, der lå til grund for disse verdener, havde til hensigt at skabe håb – det er enhver ideologis eksistensberettigelse. Den ene af dem var imidlertid blevet afhængig af at skabe frygt for at kunne fungere”.

Gennem hele bogen opruller John Lewis Gaddis på fin vis, hvordan kommunismen langsomt mistede terræn og legitimitet til kapitalismen. Pejlepunkterne er mange – og tydelige, når man skuer tilbage fra den historiske position, vi befinder os i idag (i flere tilfælde var det ikke så tydeligt for enhver i samtiden, men det er jo historiens logik). Ungarnskrisen for præcis 50 år siden gav grund til uro i Sovjetunionen og i de kommunistiske lydstater, for betød den grusomme nedkæmpning af opstanden ikke, at kommunismen som magtbærende ideologi var umulig at adskille fra stalinismen – også selvom Sovjetunionen på det tidspunkt blev ledet af Stalin-undsigeren Khrusjtjov?

Og var situationen i Berlin ikke gennem hele perioden et synligt bevis på kommunismens utilstrækkelighed som frembringer af en højere levestandard? Før Muren blev bygget, kunne man i Berlin køre fra kapitalisme til kommunisme på to minutter med u-banen. Med Muren blev kommunismens fiasko udstillet, for hvis man virkelig troede på det store kommunistiske projekt, hvorfor skulle man så spærre sine borgere inde for at forhindre, at de kom i kontakt med de kapitalistiske vesttyskere (for hvem levestandarden bare steg og steg op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne)?

I sidste ende knækkede magtbalancen over til kapitalismens fordel. Det skete på et tidspunkt, hvor skuespillere (Reagan og polske Wojtyla, der i 1978 blev Pave Johannes Paul II) og andre med sans for det dramaturgiske (Gorbatjov) havde overtaget centrale magtpositioner. Meget naturligt, skriver John Lewis Gaddis, for Den Kolde Krig havde alle dage været et totalteater, hvor grænsen mellem illusion og virkelighed var blevet sløret. Og lige så mærkeligt og udefinerbart det hele var startet, lige så mærkeligt og udefinerbart sivede kommunismen ud af Europa. Gorbatjov tillagde det folkets triumf. Det var almindelige mennesker, der op gennem 1980’erne havde stemt med fødderne. Det var østtyskere, der var rejst til Ungarn og som siden tog turen ind over grænsen til Østrig, fordi pigtrådshegnet dér mellem øst og vest var blevet forældet og dermed pillet ned. Det var ganske almindelige grænsevagter, der i de bevægede novemberdage i 1989 besluttede sig for at åbne ind til Vest-Berlin. And the rest is history, som man siger.

John Lewis Gaddis er amerikaner. Og det lader sig ikke fornægte i værket, hvor USA og den vestlige, kapitalistiske lejr står for håbet, mens Sovjetunionen og Warszawapagten er billeder på frygt og perverteret ideologi. Historien bakker denne grovinddeling op, men netop fordi John Lewis Gaddis ikke fokuserer direkte på den folkelige opinion, så mangler man grundlæggende forklaringer på, hvorfor kommunismen som ideologi gennem lange perioder havde en vis legitimitet. Ikke bare i øst, men så sandelig også i vest.

Til gengæld er det en klar styrke, at han i sin diskussion af Den Kolde Krig har Kina så meget på banen. Det breder fortællingen ud over den klassiske USA versus Sovjetunionen version. En del af denne diskussion er også, hvordan Kina og Sovjetunionen op gennem Den Kolde Krig dystede om, hvem der var mest revolutionære. Skal man tælle dødstal som en pejling på dette, går Kina af med sejren efter Mao Zedongs ”Store Spring Fremad”, hvor 30 millioner måtte lade livet som følge af de efterfølgende sultkatastrofer.

Bogen slutter med et efterskrift af Uffe Ellemann-Jensen. Om det vil jeg blot sige et par få ord. For det første er det en god idé, at få sat Den Kolde Krig ind i en dansk ramme. Problemet er, at det ikke er en nuanceret ramme, når man får en meget politisk politiker til at skrive. Og det er skidt, hvis bogen netop er tænkt som en indføring i Den Kolde Krigs problemstillinger for unge studerende, der ikke selv kan huske den. Uffe Ellemann-Jensen har alle de vigtige historiske pejlepunkter med, men det er tydeligt, at han også har en politisk mission – og at den langt fra går ud på at få især socialdemokraterne til at tage sig godt ud i en udenrigspolitisk optik. Et efterskrift af en anden end en tidligere udenrigsminister havde pyntet.

Men det skal bestemt ikke lægges John Lewis Gaddis til last. Hans arbejde er helt i orden.
Nye læsere kan begynde her.