Det hvide flags princip

Af Kristian Hansen

”Krig er et helvede: omkostningstung både menneskeligt og økonomisk. Skulle der være gevinst i det spil, forestiller de fleste sig naturligvis, at det er vinderen, der løber med den. Men! Det kan bedre betale sig at tabe en krig end at vinde! Historisk set viser det sig, at den tabende part klarer sig bedst.” Sådan udlægges den tese, som Simon Tzabar ønsker at påvise i genoptrykket af ”Det hvide flags princip”, der i november 2004 landede i de danske boghandlere. Bogen blev oprindelig udgivet tilbage i 1974, men denne nyere version er opdateret med de seneste konflikter, herunder Afghanistan og mangler således ikke aktualitet.

Tzabar’s teori er i grunden ganske simpel. Der er tre faser i forbindelse med krig. Før, under og efter kamphandlingerne. Fokus i forbindelse med denne bog ligger mest af alt på tiden efter. I sagens natur ganske indlysende, da det er i denne fase, at tesen skal afprøves. Tesen går på, at et land eller en side i en krig på sigt får mere ud af at tabe konflikten, end at vinde den. Og hvad menes der så med dette. Tzabar arbejder med dette gennem en række historiske eksempler. Her ser han på, hvordan parterne har klaret sig under selve krigen, samt efter krigen, økonomisk, socialt og politiske.

Shimon Tzabars først led i argumentationen drejer sig om selve krigens omkostninger, menneskeligt og økonomisk. Det er ingen hemmelighed, at den offensive part i krigen er den, der oftest lider sværest tab i soldater. Dette er uanset, om det er i skyttegraven under 1. verdenskrig, eller under Napoleons kampagner, sådan ser Tzabar det. Forfatteren trækker her et par eksempler op. I en sammenligning mellem parterne i henholdsvis Napoleonskrigene og under den anden verdenskrig undersøger han, hvem der har tabt flest soldater. Konklusionen er i Tzabars øjne klar. Den aktive part (den offensive) tager flest tab. Under Napoleonskrigene var det franskmændene, der led mest, og under den anden verdenskrig de allierede. Er i lige så forvirret som jeg nu? Fordi det hænger jo ikke sammen. Napoleonskrigene endte med fransk nederlag. Franskmændene var godt nok de offensive, men de tabte. Her er det ikke dem, der er ”kommer bedst ud af krigen”, det til trods for at de taber. Under den anden verdenskrig er det de allierede, der er vindere, men i begyndelsen af krigen ikke de aktive (offensive). Vi er her vidner til den første sprække i tesen. Og hvad der er værre, er forfatterens tilbøjelighed til at benytte historiske fakta, så de passer ind i tesen. Dette ofte uden hensyn til konteksten. Lad os for en kort stund vende tilbage til 2. verdenskrig. Det står klart, at de allieredes samlede tab lagt overgår aksemagternes. Hvad der ikke berøres i bogen er det faktum, at størstedelen af disse tab kom som følge af offensiv krig. De voldsomme allierede tab var for hovedpartens vedkommende en konsekvens af meget effektiv offensiv krig, ført af tyskerne og japanerne i deres felttog i henholdsvis Sovjetunionen og Kina. Dette faktum er helt uberørt i bogen, men dette skyldes jo nok, at det strider mod den del af tesen, der handler om den offensive part i krigen. Overordnet passer det jo bare fint ind i tesen, da de allierede alligevel vandt, men under en grusom pris. I forbindelse med Napoleonskrigene forklares det, at de enkelte slag i grunden var selvstændige krige, og at de større franske tab derfor passer ind i tesen. De vandt jo de fleste slag i begyndelse, og derfor en masse krige! Jeg er ikke ekspert i Napoleonsperioden, men har dog aldrig hørt tale om et historisk perspektiv i denne retning. En lille sidebemærkning til denne del af tesen må være; men hvad så med de seneste krige? Afghanistan og Irak. Begge steder har USA og hendes allierede været de aktive – men har på ingen måde taget største tab. Vi kender ikke de præcise tal for afghanernes eller irakernes vedkommende, men jeg garanterer for, at de tog og tager større tab, selvom de forsvarede, eller forsvarer. Igen ganske uberørt i bogen.

Herefter ser forfatteren på måder, hvorpå en nation kan skabe sig gunstige vilkår til at tabe en krig. Gennem en målrettet plan, hvor økonomien, sociale vilkår og udenrigspolitiske forhold forværres. Nationen skal simpelthen kører sig selv i sænk inden konflikten. Med en katastrofal økonomisk situation, vanskelige forhold for borgere og afskåret for allierede eller anden international støtte på plads kan krigen begynde. Soldaternes moral påvirkes af dette, og en lille bonus er således, at de ikke er effektive. Krigen er så godt som tabt på forhånd. Ser vi på det ruinerede land som helhed, er det næsten uundgåeligt, at de efter krigen vil komme bedre ud af det i forhold til før krigen sammenlignet med nationen/erne de bekrigede. Disse gjorde jo ikke alt for at ødelægge sig selv. Således er nettoresultatet måske passende i Tzabars tese, men ganske meningsløst. Jeg kan nemlig ikke se eksempler på dette i historien. Der er rigeligt med eksempler på dårlig politik, eller målrettet undertrykkelse af befolkningen. Men ikke med den overordnede målsætning, at en krig skal nulstille det hele og give et nettooverskud.

Fra de store træk til detaljerne. Nu ser forfatterne på nogle detaljer i forbindelse med selve krigen, hvor der ses på, hvordan en hær skal overgive sig for at undgå de store tab. Okay, skal det passe ind i tesen, må dette belyses. Fordi en hær med katastrofal moral i panik har unægtelig tendens til at flygte fra slagmarken i uorden – dette skal for alt i verden undgås, da det kan medføre voldsomme nedslagtninger af de flygtende tropper. Det gælder om at tabe slaget, men med så mange soldater i live som muligt, og uden at miste for meget materiel og forsyning. Dette arbejder forfatterne med gennem at se på konkrete taktikker og strategier, der giver mulighed for nederlag i god orden. Den nation, der ønsker at tabe skal således have trænet sine mænd godt i retrætemarch, overgivelse og hejsning af det hvide flag. Dette bruges der meget tid og plads på i bogen. I denne sammenhæng har vi to virkelige groteske brølere. Den første er i forbindelse med at trække sig tilbage i god orden for ikke at lide store tab. Et eksempel på, hvordan dette ikke gøres er Stalingrad. I 1942-43 kæmpede tyskerne mod de russiske forsvarere om den vigtige by dybt inde i Sovjetunionen. Tyskerne tabte, det ved de fleste. Tzabar begår blot den fejl, at han konstaterer, at det først var, da tyskerne begyndte at trække sig, at det gik rigtig galt. Men hov, tyskerne trak sig ikke, de blev til den grusomme ende. Generalerne ville gerne bryde ud, men blev tvunget af Hitler til at kæmpe i byen, eller gå til. Den næste historiske fejl er mere en svipser, men ikke desto mindre en torn i øjet. I afsnittet om den korrekte måde at overgive sig på, ser forfatteren på, hvordan soldaterne skal holde hænderne over hovedet i en præcis vinkel, for at sende et klart signal om overgivelse. Tzabar benytte her et fotografi af soldater, der overgiver sig. Ifølge ham er det italienske soldater under den anden verdenskrig, men de har åbenbart plyndret deres britiske modstandere godt og grundigt. Fordi de er alle iført britiske uniformer og hjelme. Det må være en fejl i oversættelsen eller fra forfatters side, fordi det er englændere, der overgiver sig – sandsynligvis til tyske tropper et sted i Nordafrika.

Meningen med alt det her, altså at tabe en krig på en så lempelig facon som muligt er jo, at resultatet skulle blive, at den tabende part på sigt vinder ved det. Dette er, hvad bogen herefter ser på. To vigtige eksempler er Japan og Tyskland, der som bekendt tabte anden verdenskrig. Det er ligeledes bekendt, at de i de sidste 50 år har klaret sig godt. I Tzabars opfattelse fordi de tabte krigen. Modargumentationen til dette er kontrafaktisk. De fik enorm økonomisk hjælp fra USA. Havde de ikke fået denne, hvad så? Ja, det er i sagens natur svært at svar på. I denne sammenhæng ej heller noget der tages stilling til – fordi som det ligger, passer de to eksempler godt ind i tesen. Jeg kommer blot til at tænke på Østtyskland. Man kan dog med rette sige, at de fleste lande på den vindende side klarede sig bedre. Derfor passer dette ikke helt ind i tesen, og berøres ikke.

Det er i det hele taget dette, der er det afgørende problem med bogen. Næsten alle argumenter for tesen har et modstykke. Der er altid eksempler på det modsatte i historien. Der er en række krige, hvor reglerne ikke passer og der en række, hvor det giver mening. Der er, som beskrevet, ligeledes fejlfortolkninger og misvisende kilder med i bogen. En klar tendens til at tage begivenhederne ud af konteksten og målrettet benytte dem i et forsøg på at underbygge en skrøbelig tese. Alt i alt er jeg ikke imponeret.

Det, vi kan sige, er, at der gennem historien har været konflikter, hvor taberen på sigt har vundet, men omvendt også konflikter, hvor vinderen på sigt har beholdt sejren. Der er utallige faktorer, der spiller ind i dette regnestykke. Disse er forskellige fra krig til krig, og derfor er slutresultatet forskelligt. Med andre ord, tesen holder vand ved enkelte lejligheder, men er hullet som en si ved andre.

Til trods for, at bogen er godt skrevet og til tider ganske underholdende med enkelte oplysende detaljer, må jeg melde klart ud, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad denne bog skal gøre godt for. I min opfattelse er der tale om en uholdbar tese, der ikke kan eftervises på en nøgtern facon. Den indeholder en række historiske fejl, og man kan stort set altid finde eksempler i historien, der ikke passer ind. Men det er da alligevel en sjov tese at lege med, måske er det det, der har drevet Shimon Tzaber i sit arbejde. Man kan også vende det hele lidt på hovedet, og se på bogen som en protest mod det groteske og meningsløse ved krig. Det hvide flags princip kan på sin egen måde opfattes som satirisk og ironisk – en bog der bare søger lidt mening i menneskets værste side.