Dødens købmand
Af David Høyer, museumsinspektør, Statens Forsvarshistoriske Museum
Der var en gang en tid, hvor enhver driftig officer kunne gøre sig en karriere fjernt fra Danmark under fremmede faner. For den midaldrende danske søofficer Balthasar Münther bød karrieren ikke på andre muligheder i 1887 end at måtte rejse til Japan og Kina som repræsentant for den britiske våbenproducent Armstrong. Det var ikke eventyrlysten, der førte den næsten 50 årige Münther til Østen. Det var et sammentræf af hans egne karrieremæssige kvalifikationer og det forhold, at Japan, og til dels Kina, var i gang med at vågne op som regionale stormagter og deraf konkurrenter. Det britiske våbenfirma Armstrong, der bl.a. havde leveret skibe og kanoner til det danske forsvar, forsøgte nu i skarp konkurrence med franske og tyske firmaer at få fat i de lukrative kinesiske og japanske ordrer. Armstrong var et privat firma, men leveringen af våbenmateriel binder jo ofte modtagerlandets sikkerheds- og udenrigspolitik til donorlandet. Der var derfor store økonomiske såvel som politiske interesser på spil, da Münther satte kursen mod Østen.
Japan og Kina var begge mærkbart interesseret i at opbygge en stærk flåde, men de manglede efter mange års isolation og ringe uddannelsesniveau den nødvendige teknik og forståelse af denne. Münther, der havde en officersuddannelse og samtidig en lang karriere inden for skibskonstruktion, var derfor den rette mand på posten. Hans indsigt i især artilleri og beskydning gav ham en ganske god fordel, når han med målskydning skulle bevise Armstrongs kvaliteter i forhold til konkurrenterne. Ofte var det de dårligt udannede japanske eller kinesiske soldaters behandling af materiellet, der lå til grund for, at et firma kunne miste kontrakten, snarere end det var materiellets kvalitet, der ikke var tilstrækkelig god. En mand som Münther var dermed guld værd for Armstrong. Münther fik da også sikret adskillige vigtige kontrakter til Armstrong, der glædeligt fornyede hans kontrakt.
Yoichi Nagashima, der har en baggrund som forsker i de dansk-japanske forhold, har begået en sober, medrivende og fascinerende biografi over en dansk flådeofficers liv, der ellers er nærmest totalt ukendt for de fleste danskere. I kraft af at Münther ankom til Japan på et tidspunkt, hvor Japan var ved at rejse sig som regional stormagt, så får Münther indirekte indflydelse på den militære kapacitet, der i sidste ende gjorde den kejserlige japanske flåde i stand til at nedkæmpe den russiske flåde ved Port Arthur i Den Russisk-Japanske Krig i 1905. Dette placerer Münther midt i begivenhedernes centrum og dermed er fortællingen om hans ophold i Japan som ”Dødens Købmand” så meget mere fascinerende.
”Dødens Købmand” er dog i sin opbygning og fokus ikke uden problemer. Münthers arbejde og funktion i Japan er primært af militærhistorisk relevans, og da Nagashima ikke er militærhistoriker, savner man måske, at bogen havde et stærkere militærhistorisk element. Eksempelvis savner jeg en diskussion af Armstrongs materiel og den våbenhistoriske udviklings stade på dette tidspunkt. De forsvindingsaffutager som Armstrong leverede til Japan var en type konstruktion, der godt nok sparede plads, fordi kanonen nærmest foldede sig sammen ved affyring. Men som den danske flåde og også den britiske indså, så var konstruktionen ikke heldig, fordi underlaget ikke kunne holde til denne type belastning. (Se eksempelvis Admiral Sven Egil Thiede: Dansk Søartilleri 1860-2004, Tøjhusmuseet, 2004, kapitel 9. - De Kruppske Bagladekanoners Æra ”Albiniaaffutager”).
Udover en tungere militærhistorisk diskussion så savner ”Dødens Købmand” også en mere uddybende politisk gennemgang af Japans og Kinas sikkerheds- og udenrigspolitiske udvikling. Dette fravær er især ærgerligt, fordi man som læser savner mere indsigt i en regions historie, der for mange vesteuropæere er totalt ukendt før afslutningen på Anden Verdenskrig.
Disse fravær skæmmer ”Dødens Købmand” en smule, men deres fravær er ikke uden fordele. Nagashimas styrke er uden tvivl hans japanske baggrund. Dermed har han øje for en mængde detaljer af kultur-historisk karakter. Dødens Købmand er dermed også i høj grad en fascinerende ”Tour de Force” igennem et Japan, der står i vadestedet mellem det traditionelle og det moderne. Fraværet af den militærhistorisk og sikkerhedspolitiske dimension levner dermed plads til, at fortællingen om Münthers oplevelser i Japan også kan henvende sig til den del af læserne, som måske ellers ville have ladet sig afskrække af, at vi står med fortællingen om en våbenhandlers liv. Personligt har jeg en stærk interesse i sikkerhedspolitik og militærhistorie, men til trods for disse mangler, så kunne jeg ikke lægge bogen fra mig, førend den sidste side var vendt. Yoichi Nagashima har dermed skrevet en biografi som kan anbefales til langt de fleste.
Det bør dog pointeres at ”Dødens Købmand” i høj grad baseres på Münthers egen erindringsbog, og de artikler han skrev for de hjemlige aviser, mens den Russisk-Japanske krig rasede. Sagen er, at vi ikke har mange reelle kilder til Münthers liv bortset fra hans egen erindringsbog og enkelte udenlandske kilde,r der bekræfter dele af hans oplevelser i Japan. Vi må derfor tage Münthers egne ord for sandfærdigt. Nagashimas biografi over Münthers liv er dermed i høj grad en omskrivning af Münthers egen erindringsbog. Dette er selvfølgelig set fra en historikers synspunkt en anelse utilfredsstillende, men Nagashimas indsigt i Japans kultur og historie og hans kritiske analyse formår dog alligevel at retfærdiggøre denne fremgangsmåde.
Som et sammentræf af tilfældigheder var Balthasar Münther en ikke ukendt størrelse for mig, inden jeg kastede mig over ”Dødens Købmand”. Bogen er ikke bare en beskrivelse af Münthers oplevelser i Japan. Vi introduceres også til hans militære karriere, der bla. førte ham til stillingen som Underdirektør ved såvel Maskinvæsnet som Bygningsvæsnet på Orlogsværftet på Holmen i København. Münther havde også en kort karriere som underviser ved Hærens Officersskole, inden han tiltrådte en stilling ved Kockums værft i Malmø. Men udover at det særegne navn ”Balthasar Münther” virkede bekendt, så vakte det min nysgerrighed, at Münther havde været involveret i den danske flådes omstilling til panserskibe i 1860erne. Ved en ren tilfældighed har jeg tilbragt en stor del af det sidste år med at udrede proveniens på en stor del af Orlogsværftet og Søartilleriets arkiver. Yoichi Nagashima mener, at bortset fra et brev til udenrigsministeriets direktør Vedel i 1887, så har Balthasar Münther ikke efterladt noget spor i Rigsarkivet. Men hvad Nagashima ikke kan vide er, at en samling af rapporter fra foretagne udenlandsrejser ved Orlogsværftet netop er dukket frem. Disse rapporter har ikke tidligere været registreret i Rigsarkivet, fordi de indtil nu har levet en ubemærket tilværelse på et loft på Holmen og siden Tøjhusmuseet. Disse rapporter er nu registreret og vil indgå i Rigsarkivets samlinger. Rapporterne er alle fra den periode, hvor danske officerer blev sendt til Europas værfter for at forstå den nye teknik. Her finder vi også Balthasar Münthers rapport fra 1866 om skibsbyggeriet i Storbritannien. (Se Rigsarkivet 521, Holmens Chef, Søetaten, Søtøjhuset, Udenlandsrejser 1929-1875, ks. 1 læg 6 ”Løjtnant A.H.J.B. Münters rapport over skibsbyggeriet i England” 1866)
