Farlig Mand

Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen har skrevet et brag af en bog om journalisten Flemming Sørensen. Denne skrev i lange perioder for især Jyllands-Posten. Han var udstationeret i Bonn og Berlin. Og hoppede på den limpind, Stasi i DDR havde lagt ud. I en lang årrække fungerede han som spion og anmelder for diktaturstaten – kom i Vestens søgelys – blev anholdt og tiltalt for det, han rent faktisk havde gjort. Men blev frikendt. Bedst som han troede, han havde klaret frisag, blev Stasis arkiver åbnet. Så rullede lavinen.

Af Erik Ingemann Sørensen

Journalist Flemming Sørensen i typisk spionudklædning iført ”skæg og blå briller”. Fotoet stammer fra bogen. (Credit: Ritzau Scanpix. Gengivet her med deres tilladelse.)

”En formiddag i Bonn, den tidligere hovedstad i Vesttyskland, rejser Nada Richolt sig fra køkkenbordet i sin lille lejlighed og går ind i soveværelset ved siden af.

Hun rumsterer lidt derinde.

Leder efter noget bestemt.

Taler næsten uhørligt. Måske mest med sig selv.

Så kommer den 72-årige kvinde tilbage med et sort ringbind, sætter sig igen og begynder at bladre.” (s.11).

Så er fortællingen ellers i gang. Med historisk præsens, som et fornemt virkemiddel.

De to forfattere, Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen kan – med deres journalistiske baggrund – frit vælge deres skrivemåde. Med afsæt i new journalism får læserne en usædvanlig spændende læsning, der gør det vanskeligt at lægge bogen fra sig. Man skal lige have det næste afsnit, det næste kapitel med. Men deres måde at skrive på minder om noget, man kunne læse godt 80 år før Tom Wolfe og Truman Capote skabte denne specielle skrivestil. Den 4. oktober 1884 kunne man i avisen Nationaltidende læse forfatteren Herman Bangs dramatiske fortælling om Christiansborgs brand. Han jonglerer også med den fortællende pen. Aldeles ekvilibristisk.

Generelt må man nok konstatere, at den brede læserskare fravælger de noget teksttunge fremstillinger. Rent visuelt forkæles man jo som seer af de mange historiske emner, der udsendes på alle mulige tv-kanaler. Det er en ny tid med formidling. Se blot på Museum Moesgaards fantastiske udstillinger. Men med den omtalte skrivestil er der rigtig god mulighed for at fange flere yngre læsere. Og det er vigtigt i en tid, hvor historieundervisningen just ikke er optimal i det danske uddannelsessystem.

Den forsmåede kæreste

Kvinden Nada Richolt blev som 18-årig kæreste med en 21 år ældre dansk journalist, der præsenterede sig som korrespondent for Jyllands-Posten. Navnet var Flemming Sørensen. De flyttede sammen – FS var gift, men lod sig skille. På et tidspunkt fortalte han hende, at han ”… arbejdede som spion for den østtyske sikkerheds- og efterretningstjeneste, Stasi. (S.12). Om dette sagde hun: ”Jeg var ung og naiv og prøvede nok bare at negligere det hele lidt.”

Flemming Sørensen blev aflønnet af Jyllands-Posten, Flensborg Avis, Danmarks Radio - og så af Stasi.

De stoppede med at være kærester. Der var voldsomme skænderier - og pludselig var han væk. Hun blev i Bonn, FS flyttede til Flensborg. Livet gik sin gang, han giftede sig med en lærer på Duborgskolen, Maike Lohse.

Fredag den 3. september 1982 er de på vej til Danmark. De kører frem til grænseovergangen Harrislee/Padborg. I Danmark skulle Flemming Sørensen til fødselsdag. Hustruen skulle tilbage. I en dramatisk fortælling får vi historien om Flemming Sørensens arrestation.

  Den gamle grænseovergang ved Harrislee/Padborg. Intetanende kom Flemming Sørensen og Maike Lohse frem til kontrollen. Spørgsmålet var, om han var i den del af bilen, der var i Danmark, for så måtte tysk politi ikke arrestere ham. Det var der en diskussion om. (Foto: HPN).

Næsten en kafkask fortælling

Flemming Sørensen bliver arresteret af det tyske politi sammen med hustruen – ryger i arresten på Polizeipräsidium i Flensborg  [samme sted sad Dönitz, Speer og Jodl efter arrestationen den 23. maj 1945] – blev herefter fløjet til Karlsruhe i Vesttyskland. Her lå Bundesgerichtshof – den øverste domstol i sager om blandt andet spionage.

Her sad han så – uden eksakt viden om hvad det var, han egentlig var mistænkt for. Og med udsigt til en meget lang varetægtsfængsling uden at blive stillet for en dommer inden for 24 timer. Han var havnet i et kafkask univers.

Det var den forsmåede kæreste, Nada Dzafic, der havde omtalt ham for de vesttyske myndigheder, da hun søgte en stilling.

Jeg skal ikke løfte sløret for meget. Den oplevelse skal læserne selv have. Men inden vi når frem til den egentlige retssag,  der først begyndte den 19. april 1983,vil jeg lige citere Jyllands-Postens fremstilling af Flemming Sørensen. Den findes i historikeren Gerhardt Eriksens fremragende bog: ”Sider af avisens historie”, der udkom i 1990. FS nævnes fem gange blandt andet med et portrætfoto hvorunder man læser følgende:

”Flemming Sørensen. (1930 - ) Fra Land og Folk via Politiken til J-P, hvor han som Bonn-korrespondent 1961 – 79 var en meget velunderrettet journalist. Derefter til Flensborg Avis og Danmarks Radio. 1983 frikendt efter vesttyske anklager for østtysk spionagevirksomhed.” (s.339).

Retssagen mod Flemming Sørensen tog sin egentlige begyndelse den 19.4. Men ugen forinden havde hans forsvarsadvokater spillet en trumf ud. Aldeles overraskende for alle.

Og så kom Nada Dzafic ind som vidne. Flemming Sørensens kæreste gennem det meste af 70’erne. Hun kom under skarp beskydning, virkede til tider lammet – og som Jyllands-Postens udsendte skrev: ”Ved den grundige afhøring af vidnet får man fornemmelsen af at overvære en smertefuld skilsmisseproces og ikke en alvorlig spionsag.” (s.72).

Absurditet på absurditet udspillede sig i retssalen helt frem til den 29. april. Da meddelte retten, at Flemming Sørensen kunne løslades mod en kaution på 60.000 DM. Det svarede til 215.000 kroner i datidens mønt – og i nutidens til mere end en halv million. Så ud kom han – dog uden pas og papirer. Med påbud om at melde sig på politigården i Düsseldorf en gang om ugen.

  Flemming Sørensen håbede inderligt – efter mere end otte måneders fængselsophold – at komme ud som en fri mand. Men der skulle mange mærkværdige sværdslag til, før det lykkedes. (Illustration fra bogen. Fotocredit: Poul Soelberg Christensen. Gengivet med forlagets tilladelse.)

Frem mod dagen

Bedst som man tror, at nu kommer det store juridiske opgør, så foretager forfatterne et snedigt kunstgreb.De bringer kronologien på banen og sender dermed læserne tilbage til den 1. maj 1959. Til havnebyen Rostock. Midt ind i en orkestreret demonstration. Ikke alene var det arbejdernes internationale kampdag – det var også 10-året for oprettelsen af DDR. Her finder vi også Flemming Sørensen. Kommunist var han, hvad man jo godt vidste. [Det var der i øvrigt flere af de ansatte på Jyllands-Posten, der var. Det gik an, men da avisens forsvarsmedarbejder lavede en lille krølle inde i en artikel, så den fik en helt anden drejning, så kom fyringen.]

 Paraderne i Østblokken var altid nøje korigraferet. I dag ses det især på 9. maj paraden i Moskva. Man skulle tro, at en kritisk journalist og fotograf som Flemming Sørensen kunne gennemskue det. Men nej, (Foto: HPN)

Hvad FS ikke vidste var, at både hans vært, Karl-Heinz Ahrndt smed og faglærer, og den gæst der stødte til, Siegfried Schünemann, arbejdede for Stasi. Ahrndt som ”indhenter” [en føringsofficer der blandt andet skaffer informationer om potentielle personer].

Den limpind, de lagde ud for Flemming Sørensen, hoppede han på – tilsyneladende uden at blinke med øjnene, for umiddelbart efter han atter satte foden på dansk jord, begyndte han på den første opgave: find ud af hvad der sker på det sydlige Amager. Her havde NATO – det vil i realiteten sige USA – netop påbegyndt opførelsen af affyringsramper til NIKE-raketter.

Her kunne FS forholdsvis ubemærket gå rundt og tegne nedenstående:

 Skitsen som Flemming Sørensen gav til Stasi. Stor kunst er det ikke. Men han leverede varen, så de nye venner i Stasi kunne se, at han var villig til det beskidte arbejde. (Illustration fra bogen).

Forfatterne noterer: ”Alvoren bestod i hans vilje til at levere oplysninger til regeringsrepræsentanter fra DDR. Sørensen kunne have valgt at ignorere det tilsagn, han havde givet en østtysk embedsmand en uge tidligere, men i det omfang, han havde vejet for og imod siden sit besøg i Rostock, var han endt med at holde fast i sin beslutning. Og måske havde det slet ikke været svært for ham. Hans nye samarbejdspartner repræsenterede et system og en ideologi, han sympatiserede med, og derudover havde østtyskerne forvandlet hans pauvre månedsløn til mere end det dobbelte.” (s.96).

En anden person dukker op med sit forræderi. Han fik 30 sølvpenge. Han fik som bekendt aldrig brugt dem. Siden har vi kunnet følge denne type op gennem historien. De hurtigt tjente penge under besættelsen gjorde rigtig mange til forrædere. Motiver? Tja - på overfladen kan man hurtigt trække en ideologisk ham over sig. Den skjuler meget.

FS kan have haft mange bevæggrunde til sit forræderi. Efter endt læsning af bogen har jeg personligt svært ved at opfatte ham som en, der følger sin ideologiske ledestjerne. Han forekommer ikke at være i nærheden af det, man kan kalde ”et ordentligt menneske”. Tværtom.

Lag efter lag skrælles af

Flemming Sørensen fik nu kodenavnet ”Flame”. Han blev udstyret med hemmeligt blæk, der kun kunne ”blive synligt under en speciel UV-lampe hos Stasi. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning skulle de usynlige meddelelser skrives på indersiden af gavepapir, der så skulle vikles om en pakke. Informationerne ville derefter, og meget passende, lande i DDR som gaver.” (s.99). Og det blev virkelig en gaveregn fra Flemming Sørensen til DDR. Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen har gravet dybt i arkiverne og fundet talrige eksempler på FS’s virksomhed. Den ene mere ubehagelige fortælling afløses af den næste – i en uhyggelig række af afsløringer. Og af myndighedernes svigt. Men så sandelig også af ”agent Flame”s  måde at arbejde på. Uvilkårligt må man stille spørgsmålet: var det trods alt ideologien, beundringen for systemet eller kanske noget helt tredje, der gjorde, at han uden at blinke angav/stak folk til Stasi?

Det er fornemt kildearbejkde, de to forfattere har udøvet. Og resultaterne er ubehagelige. Det meste af tiden optræder FS som en ål, der forstår at sno sig. Så sandelig også på den vestlige side, så han på den måde bliver dobbeltagent. Jeg vil overlade det til læserne selv at gå på opdagelse i de spændende kapitler, hvor fortællelysten er særdeles stor. Igen. Men. Det ene navn efter det andet dukker op. Var det ikke ham, der tidligere – et eller andet sted – gjorde noget? Det er synd, at der ikke er et navneindeks.Det kunne have været en særdeles stor hjælp.

”Es geht alles vorüber – es geht alles vorbei…”

Ingen, der oplevede den 9. november 1989, kan glemme de utrolige billeder, der pludselig blev sendt fra Berlin: DDR borgerne strømmede over grænsen. Et fuldstændig surrealistisk øjeblik.

  Man troede ganske enkelt ikke sine egne øjne, da DDR kollapsede. (Foto: HPN)

I første omgang havde det ingen betydning for Flemming Sørensen. DDR havde i realiteten taget afsked med ham den 3. februar1979. Han havde et møde i Berlin med sin Stasiinstruktør kaldet Atlas. Denne gav ham ”500 D-mark til at dække sine rejseomkostninger. Og så var han ellers lige så hurtigt væk, som han var kommet. Den østtyske efterretningstjeneste hørte aldrig fra Flemming Sørensen igen…20 års aktiv tjeneste fot DDR var slut for Flemming Sørensens vedkommende – og agenten, som Stasi-folkene lærte at kende som Flame og siden Heinrich, havde brug for at skifte ham.” (s.283).

Flemming Sørensen, der kun var 49 år gammel, måtte finde nye græsgange. Og her bød kampen mod atomkraft og fred på gode muligheder. ”I Nej til Atomvåben-bevægelsen blev Flemming Sørensen hurtigt kendt som en jovial mand, der elskede at snakke og var venlig og fuld af gode historier, om end nogen også følte, at han førte sig mere frem, end indflydelsen egentlig berettigeder til…” (s.289).

Men en orkan var ved at vokse sig stor.

Med vanlig sans for selviscesættelse har Flemming Sørensen stillet sig op udenfor Kastellet i København. Det er der en vis hån i, da FET [Forsvarets efterretningstjeneste] har hovedkvarter netop på Kastellet. Illustration fra bogen. (Fotocrerdit: Ritzau Scanpix. Gengivet med forlagets tilladelse)

Det var journalist Jakob Andersen på Ekstrabladet, der fornemmede, at ikke alt var, som det burde være. Hans dobbeltrolle som journalist skurrede i Andersens øren. På et offentligt møde i juni 1983 fyrer han en salve af mod FS: ”Flemming Sørensen har prostitueret sin journalistik. Alkohol og benzin er en farlig cocktail, hed det i en kampagne fra Rådet for Større Færdselssikkerhed. Man kan også sige, at journalistik og spionage er en farlig cocktail. Flemming Sørensen er kommet i en alvorlig troværdighedskrise med den fortid, han har som agent for de vesttyske og danske sikkerhedstjenester”, påpegede Jakob Andersen. Flemming Sørensen svarede ham tørt: ”Kan man ikke dømme en mand, kan man svine ham til.” (s.316).

Der var stadig seks år til det utænkelige fald af muren. Og endnu længere til det katastrofale øjeblik, da Stasis dokumenter blev offentligt tilgængelige. Men forinden valgte hans kone, Maike Lohse, at bede om skilsmisse. Retssagen havde med al tydelighed afdækket Flemming Sørensens sidespring. Hun følte, hun var blevet holdt for nar.

Jobmæssigt gik det heller ikke for FS. I stedet forsøgte han så at få Nada Dzafic til at punge ud. Den gik heller ikke. Flemming Sørensen er blevet en mand i tovene. Han fandt en ny veninde, Harriet. Men det holdt ikke. Han slog sig ned på Avernakø. [Avernakø ligger i det sydfynske øhav ikke så langt fra Faaborg]. ”Og på Avernakø tænkte mange af øboerne på en ældre, ensom herre, når journalisten jævnligt kom spankulerende med klirrende poser fra købmanden.” (s.324). Man kommer unægtelig til at tænke på en formulering i Bo Lidegaards fine bog om Jens Otto Kragh. Her så chefredaktøren på Politiken Jens Otto Krag skrå over Rådhuspladsen med klirrende flasker i en Netto-pose. Fremtiden lå for længst bagude – både for J.O.Kragh og Flemming Sørensen.

Velkommen på forsiden

Den næste katastrofe indtrådte på foriden af Ekstra Bladet den 18. december 1997: ”Journalist på Jyllands-Posten afsløret : Stasi-spion” – sat med store typer.

Flemming Sørensens sager hos Stasi bestod af 3.000 sider og fyldte 10 ringbind.Nogen lille fisk var han ikke, frengik det. (Foto: HPN).

Tilsammen var der i alt ”over 111 hyldekilometer med dokumenter, fotografier og bånd, afspejlede, at Stasi havde skabt et samfund af stikkere ved masseovervågning af stort set alle aspekter af østtyskernes hverdag. Og systemets fangarme var vidt forgrenede. Da muren faldt, var der omkring 90.000 fastansatte i Stasi og over 175.000 aktive stikkere og meddelere….” (s.343).

Men. Mærkværdig nok syntes sagen om landsforræderi at hensynke i glemslens tåger.Og dog: i 1990’ernes slutning rejser souschefen i Justitsministeriets politikvarter sammen med folk fra PET til Berlin for at kigge nærmere på, om der gemte sig andre interessante personer i de hemmelige arkiver. Souschefen var Lars Findsen.

Brød uvejret så løs over Flemming Sørensen? Både ja og nej. Nej, fordi man i 2002 henlagde de sager, man havde fået kendskab til. Ikke grundet forældelse, men fordi det ikke var det store, disse spioner havde markeret sig med.

Ja. For Flemming Sørensens venner måtte revidere deres syn på den person, der havde ført mange af dem bag lyset. ”Mange valgte at lægge afstand til ham eller helt afbryde forbindelsen…”Idioter som Spion-Sørensen skal ties ihjel. Glem ham” skriver det forhenværende folketingsmedlem[det drejer sig om Jens Thoft fra SF] blot i en besked.” (s.353).

Havde Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen ikke skrevet denne bog, så var journalist Flemming Sørensen nok forsvundet ind i glemslens tågebanker. Akkompagneret af lyden fra klirrende ølflasker i en bærepose.

Men kan vi ikke være ligeglade med et menneske, der solgte sin sjæl for ussel mammon? Nej. Under ingen omstændigheder. FS symboliserer på mange måder det iskolde ideologiske klima, der prægede efterkrigstiden. Varmt blev det i 1989 – håbet om en fredelig verden tog over.

Det blev der sat en brutal stopper for i 2022. Nu er Europa igen indhyllet i et iskoldt klima.

Det er en særdeles fornem bog Jesper Clemmensen og Ole Sönnichsen har skrevet. På et ypperligt dansk. Som tidligere nævnt er den svær at lægge fra sig – i særdeleshed fordi den hviler på et utroligt forarbejde.

En formidling så fornen som sjældent set, Der er al mulig grund til at lykønske både forfatterne og forlaget for denne udgivelse – en udgivelse der må stå i første række, når den fornemme pris – ”Årets historiske bog” skal uddeles. Derom ingen tvivl.     

[Historie-online.dk, den 4. september 2024]