Fremmedlegionen - 1831 til i dag
Af David Høyer
Om eftermiddagen den 19. maj 1978 kunne man på himlen i udkanten af byen Kolwezi i det centrale Zaire se en mængde grønne faldskærme. Kolwezi var blevet overløbet af en gruppe cubansk finansierede congolesiske oprørere der havde til hensigt at genere centralregeringen ved at besætte det minerige område. Oprørene havde kort forinden dræbt en mængde congolesiske faldskærmssoldater fra diktatoren Mobutus hær, nogle var endda blevet stukket ihjel med bajonetter, mens de forsøgte at frigøre sig fra deres skærme. Den congolesiske ledelse havde nærmest heroisk eller rettere dumdristigt indsat Mobutus eliteenhed lige ned i armene på oprørene. Denne fejl blev ikke gentaget, da himlen over Kolwezi denne varme majdag igen var fyldt med faldskærme, for denne gang stod oprørene ikke overfor en gruppe congolesere men overfor tre kompagnier af faldskærmssoldater fra den franske Fremmedlegion. Det varede da heller ikke længe før denne enhed hurtigt og effektivt havde nedkæmpet de congolesiske oprørere, der nu forsvandt i vild flugt ud i junglen.
Denne aktion er næsten synonym med den moderne Fremmedlegion eller ’la Légion Étrangère’ som nu udgør et af grundelementerne i det moderne Frankrigs evne til hurtigt og effektivt at reagere på kriser eller situationer, der kræver øjeblikkelig intervention af militær karakter. Legionen råder i dag udover en infanteriafdeling og en mekaniseret opklaringsenhed også over enheder, der er i stand til at foretage luftbårne eller amfibium operationer. Enkelte enheder er endda trænet i at befri gidsler eller yde støtte til det franske antiterrorkorps GIGN (Groupement d’intervention de la Gendarmerie). Den moderne legion er således en organisation der stiller særlige krav til sine medlemmer. Derfor er Legionen i dag ikke den samme Legion, der i 1831 var blevet oprettet som støtte til den franske konge. Mens Legionen i mange år havde ry for at være et opsamlingssted for kriminelle og andre udskud, eller blot folk der havde brug for at få lagt deres tilværelse bag sig, så er Legionen i dag en enhed der stiller store krav til soldaterne, og en blakket kriminel fortid er bestemt ikke noget, der taler i en rekruts favør. Ligeledes er søgningen til Legionen i dag så stor, at man også kan tillade sig at stille særlige krav til rekruttens fysiske og psykiske tilstand. Et enkelt krav har dog ikke ændret sig siden Legionens oprettelse, man må ikke være franskmand. Mange franskmænd har dog alligevel igennem tiderne fået snydt sig ind i Legionen ved at påstå, at de med deres perfekte fransk stammer fra de fransktalende mindretal i eksempelvis Schweiz.
At man således skal være udlænding eller fremmed giver næsten sig selv, når man har Legionens navn i tankerne. Der var da også en ganske væsentlig historisk baggrund for dette krav, og det går til hjertet af hensigten med Legionen.
I kølvandet på revolutionen og Napoleons fald ved Waterloo 1814 havde sejrherrerne genindsat det franske monarki. Karl den 10., som var en urokkelig tilhænger af monarkiets uindskrænkede enevælde, kom i slutningen af 1820erne i modvind, da han forsøgte at begrænse den franske befolknings stemmeret. Dette udløste en revolte og gjorde Frankrig voldsomt ustabilt. Situationen blev i øvrigt ikke bedre af, at der i forvejen var en mængde opstande rundt omkring i Europa, hvor mange fra disse oprørske områder flyttede til Frankrig. Af frygt for at monarkiet igen skulle blive væltet havde de franske monarker hyret en mængde udenlandske soldater for at sikre sig monarkiet mod nye revolter. Da det således lykkedes for de revolutionære at tage kontrollen med Paris i 1830, skyndte de sig med at forbyde fremmede at gøre tjeneste i den franske hær. For at undgå, at de mange hjemsendte udenlandske officerer skulle udgøre en trussel mod stabiliteten eller centralmagten, blev de derfor samlet i en ny legion, Fremmedlegionen.
Legionen var ikke populær og den blev straks i 1831 sendt til Nordafrika, et område der siden hen skulle knytte sig til dens identitet. Efter at være indsat i kampe mod arabere blev Legionen efterfølgende overført til Spanien, hvor den ’første’ Legion stort set skulle gå til grunde i kampen for at sikre franske interesser i de spansk carlistiske krige. Eftersom man stadig havde et overskud af ’utilpassede’ udenlandske mænd gående rundt i Frankrig, og Algeriet stadig udgjorde et stort problem for den franske regering, opstillede man på ny en legion, der kunne sikre franske koloniale interesser i Nordafrika.
Legionen skulle siden hen kæmpe en mængde slag mod især oprørske nordafrikanske stammer og grupperinger, der ikke brød sig om den franske tilstedeværelse. En stor del af Legionens selvforståelse skulle dog blive skabt i Mexico, da den blev indsat der, og led et berømt nederlag ved Cameroun – der siden hen er blevet én af Legionens mærkedage til minde om den håbløse men fortsatte kamp, en gruppe legionærer udkæmpede. Legionen skulle dog også se sig selv indsat i Frankrig under 1. såvel som 2. verdenskrig til trods for at den ellers var forpligtet til aldrig at blive indsat på fransk jord. I efterkrigstiden blev Legionen i høj grad anvendt til at holde sammen på Frankrigs koloniale interesser, hvor krigen i Vietnam med det tragiske nederlag ved Dien Bien Phu og kampene mod den algeriske oprørsbevægelse og kupforsøg mod den Charles de Gaulle både gjorde legionen æret men også vanæret.
Bogen ’Fremmedlegionen fra 1831 til i dag’, af David Jordan er ikke et stort værk. Bogen er på godt 192 sider og giver sammen med en historisk del et godt indblik i Fremmedlegionens træning og udstyr. Bogen fremstår i et flot format med en mængde billeder og vil uden tvivl bidrage til en udenforståendes forståelse af Legionen. Den er let læselig og især det historiske afsnit er godt gennemarbejdet, og det er tydeligt, at den danske udgiver har forsøgt at give bogen en dansk vinkel, hvor det var muligt. Forfatteren gør en stor indsats for, at bogen ikke blot skal være en militærhistorisk gennemgang men forsøger at trække Legionens historie ind i et større politisk billede, således at man bedre forstår de dynamikker, der har influeret Legionens udvikling.
Mens den historiske del fremstår som værende ganske god og spændende, så må man sige, at den næste del, der gennemgår Legionens udstyr og træning, derimod er noget træg, langsommelig og kedelig. Selvom bogen uden tvivl både er en historisk bog og militarisk gennemgang, så må jeg erkende, at medmindre man har særskilt interesse i de enkelte regimenters træningsprogram, så er en fjerdedel af bogen uvæsentlig. Den del af bogen der gennemgår legionens udstyr og uniform op gennem tiden er på den ene side ganske interessant, da den giver et godt billede af kendte våben og uniformdeles historie og funktion, især historien om Legionærens kendte hvide hat Kepien er ganske sjov. Men desværre så følger der ikke billeder med til hvert enkelt våben og udstyrs gennemgang. Jeg kender gennem mit arbejde en del til de våben som bogen gennemgår men det ville uden tvivl have lettet på forståelsen, hvis man havde trykt billeder til hver enkelt genstand. Selvom David Jordan leverer nogle spændende anekdoter om eksempelvis det rædselsfulde 8 mm Sauchat maskingevær, så skal man være udpræget våbeninteresseret for fuldt ud at kunne nyde en stor del af bogens indhold. Og med de manglende billeder skal man endvidere have et udpræget kendskab til våbnenes udseende for overhovedet at kunne nyde denne del.
Fremmedlegionen – fra 1831 til i dag er uden tvivl spændende læsning for de fleste med interesse i militærhistorie. Men hvis man ikke er særskilt interesseret i våben og træningsprogrammer vil man hurtigt opleve at en stor del af bogen er uvedkommende. En del myter bliver dog manet i jorden hvis man læser afsnittet om ’rekruttering og dagligdag’.
En sidste bemærkning skal dog rettes til bogens oversættelse. Selvom det burde være en selvfølge ved enhver bogudgivelse, så er det en fryd at læse en oversættelse af Lars Rosenkvist, der er så fejlfri og velformulerende i sit sprog. Det bærer præg af enten dyb professionalisme eller at der er blevet afsat tid til en god fyldestgørende gennemarbejdning fra den danske redaktion, noget man ellers ikke for ofte finder ved militærhistoriske fordanskninger
