Menu

Frihed og fred

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 369

 

Et omfattende værk som afdækker dansk forsvar fra omkring 2. verdenskrig og frem til i dag. Bogen handler blandt andet om Den Kolde Krigs centrale beslutninger, og forsvarsopbygning. Bogen analyserer også enkeltheder af udviklingen efter Den Kolde Krig

Af Michael Koch

Det er forfatterens tanke, at bogen er et solidt fundament for en debat om fremtidens forsvar. Det lyder måske specielt, når den handler om den kolde krigs forsvar. Men alle ved jo, at netop i disse år har dansk forsvar stor betydning. En anspændt politisk scene og flere aggressorer på Jorden gør, at vores Regering, Folketing og forsvar har en stor opgave med at sikre os. Det gælder om at vælge rigtig strategi og dermed vælge de midler, vores dygtige soldater skal have til rådighed.

Vi er vist rigtig godt på vej med det mest moderne udstyr, selvom vi meget naturligt har doneret en hel del til Ukraine. Vores nye kampfly er kommet som kaldet til vores forsvar i luften, og uddannelsen af piloter hører til verdens bedste.

Honest John jord-til-jord raket. Den var udviklet til at bære atomare sprænghoveder, og havde i Danmark med konventionel ammunition kun begrænset anvendelighed

Historisk set mener forfatteren af Frihed og Fred, at vores forsvar under den kolde krig ikke kun var et symbolsk medlemsgebyr for at være med i Atlantpagten og NATO. Opgaven handlede om at sikre Danmark mod et angreb, og den opgave har i mange år været løst godt. Forfatteren mener dog, at vi i slutningen af halvfjerdserne var uklare omkring de politiske udmeldinger om det reelle bidrag til det danske forsvar.

Da Danmark tilsluttede sig Marshall-hjælpen i 1947, var der tilkendegivet vestlig tilknytning og en tilhørende økonomisk investering. Bogen fortolker, at der i den kolde krig var to lag i Danmark. Der var det retoriske lag, som var politikere og forsvarets fortællinger om forsvaret, og så var der det såkaldte realitetslag i den danske sikkerhedspolitik. Det lykkedes Jens Ole Christensen godt at redegøre for den danske politik, for billedet af den kolde krig og de midler, dansk forsvar havde at arbejde med.

Hunter luftforsvarsjager, som Danmark købte 30 af fra Storbritanien. De blev leveret i 1956 og var operative frem til 1974

Bogen behandler også udviklingen frem til den kolde krig, og den beskriver i detaljer, hvordan strategi, samfundsøkonomi og den kolde krigs centrale sikkerhedspolitiske beslutninger blev truffet, og hvordan den kolde krigs konventionelle forsvar var opbygget. Naturligvis behandler forfatteren også forsvarets tilpasning til truslen fra datidens atomvåben.

Det er imponerende at læse hvordan forfatteren behandler hver eneste periodes trusler og detaljeret beskriver både trusselsbillede, den politiske baggrund, og hvilke beslutninger, der blev truffet - og ikke mindst udviklingen i hvert årti. 1950erne var helt anderledes på alle områder end 1960erne og igen anderledes i 1970 og videre op til i dag. Hvert årti, sin problemstilling. Både våben og forsvarsstrategi ændrer sig løbende gennem årene, og det har forfatteren øje for.

Der er også grundige beskrivelser af den danske forsvarsflåde, våben og bemanding gennem alle perioder fra før 2. verdenskrig og frem til i dag. Det er et morsomt tilfælde, at anmelderen var soldat samtidig med forfatteren. Dermed kan man genkende meget af det, Christensen skriver om forsvaret sidst i 1970erne.

Typisk opstilling af feltartilleri. Her er det en 105mm haubits. Den større model, 155mm haubits, har anmelderen løftet lavetben på alt for mange gange dengang i 1970erne

Det var et meget stort værk at læse sig igennem, og det vil være umuligt her at redegøre for alle de enkeltheder, der behandles i bogen. Den er imponerende grundig, den er velskrevet, og det er med enorm indsigt, forfatteren ser på det historiske forsvar, den danske forsvarssituation, og hvordan dansk forsvar har løst opgaven. Kritikere af forsvaret har sagt, at vi er et militært hornorkester, der kan stå på plænen foran det Hvide Hus. Det modbeviser forfatteren overbevisende. En bog anmelderen nødigt ville have været foruden.

[Historie-online.dk, den 10. december 2024]

Se relaterede artikler
Den russiske samling på Krigsmuseet
Døden ved Yangtze-floden
Slagtebænk Dybbøl