Jutlandia – skibet var ladet med håb

Af Birthe Korsbæk

Mellem 550.000 og 750.000 soldater mistede livet i Koreakrigen 1949 til 1953. To en halv million civile mænd, kvinder og børn døde på grund af krigen, - og mere end 600 danske frivillige rejste med hospitalsskibet Jutlandia.

Forfatteren er journalist, og bogen er skrevet i reportageform med udgangspunkt i interviews med tidligere patienter, besætningsmedlemmer og hospitalspersonale på Jutlandia.

Som medlem af FN blev Danmark opfordret til at sende soldater til Korea, men af frygt for at blive ”uvenner” med det store Sovjetunionen lige efter krigen, - og vel også af mangel på militær styrke, valgte Danmark at sende et hospitalsskib.  Det var dyrt, og den danske regering søgte hele tiden at spare, hvor man kunne, samtidig med, at USA pressede på for at få Danmark til at yde mere end humanitær hjælp.

Det er meget tankevækkende og interessant læsning, skrevet på en spændende og oplysende måde i reportager fra fronten, fra hospitalsskibet og fra Sydkorea, hvor befolkningen led ufatteligt som uskyldige ofre for en meningsløs krig mellem stormagternes interesser.

Jutlandia var en lille fakkel af medmenneskelighed i mørket og håbløsheden. Vi hører om livet og kammeratskabet om bord, om konflikten hjemme i Danmark.

På den ene side bekymring for at provokere Sovjetunionen og på den anden side forpligtelsen som F.N. medlem og presset fra U.S.A for at sende militære tropper.

Her får vi den menneskelige historie om besætningsmedlemmer, hospitalspersonale og patienter, fortalt med udgangspunkt i interviews med overlevende fra dengang. Vi hører om korpsånden om bord, hvor alle var dus, hvilket var usædvanligt for datiden. Citat: ”Spørger man veteranerne i dag, peger de først og fremmest på kaptajn Kondrup og kommandør Hammerich, som i fællesskab gjorde deres til at opbløde den formelle opdeling mellem skibsbesætningen og hospitalspersonalet for at skabe en følelse af sammenhold.”

Alle blev en del af holdet. Når besætningen på Jutlandia havde fri, kunne de gå rundt i hospitalsafdelingen og forsøge at opmuntre, sludre og holde i hånd til stor gavn for ånden om bord. Alle beskriver den helt specielle korpsånd og varme, der kendetegnede omgangsformen. Kun én person måtte i løbet af disse år sendes hjem.

En af de interviewede personer beretter, at man fik lært, at vanskeligheder er til for at overvindes, og at man senere i livet ikke så let lod sig slå ud.

Et par hændelser fra bogen: Beskrivelsen af en belgisk operasanger, som havde meldt sig som frivillig til sit lands bataljon, og som besøgte Jutlandia og medvirkede til en uforglemmelig aften om bord. Beskrivelsen af, hvordan denne lille koreanske dreng Kim Ju Whan blev båret om bord med det ene ben i en pakke ved siden af, og hvordan skibets snedker med primitive midler fik fremstillet et kunstigt ben, - senere af den voksne Kims besøg i Danmark og hans – og i øvrigt koreanernes grænseløse taknemmelighed. Eller beskrivelsen af, hvordan en af søfolkene måtte sejle tilbage og overrække en koreansk mor en lille forbrændt bylt, der ikke stod til at redde. Oplevelser der gav samhørighed og oplevelser, der gav sår i sjælen.

Hvert kapitel i bogen er bygget op som scener, der er skrevet som fortællende journalistik, hvor forfatteren genskaber situationer, der fandt sted.  Scener fortalt ud fra de overlevendes erindringer.

Vi har her et meget fint værk, som giver stof til eftertanke. – Også eftertanke om diplomati og økonomisk tilbageholdenhed i en situation, hvor alt andet end medmenneskelighed burde komme i anden række.

Mange sydkoreanere besøger stadig mindestenen for Jutlandia på Langelinie og mindes hende med stor taknemmelighed. Men udgiften blev ikke afholdt med de danske politikeres gode vilje, - kun fordi man ikke kunne unddrage sig forpligtelsen ved at være medlem af F.N.

Et fint værk med stof til eftertanke.