Kampen om den Kolde Krig

Af Johnny Laursen

Det traditionelle historiske festskrift benytter sig normalt af diskrete virkemidler. Genstanden for fejringen er gerne omtalt i en historiografisk introduktion, men æres ellers indirekte gennem den akkumulerede faglige og intellektuelle tyngde af bidragene. Festskriftet selv er vidnesbyrd om den kreds af åndsfæller, samarbejdspartnere og elever – den skole - som festskriftets modtager er centrum for. I den forstand er dette festskrift for professor Bent Jensen i anledning af dennes 70-årsdag et lidt utraditionelt festskrift, idet festskriftets modtager findes omtalt i en lang række af bidragene. Dette er formentlig udtryk for Bent Jensens centrale placering i centrum af en række kontroverser over fortolkningen af den nyeste danmarkshistorie. Der findes næppe nogen anden dansk historiker (med P. Munch som mulig undtagelse), som har genereret så meget medieomtale som Bent Jensen. På den baggrund antager festskriftet sine steder karakter af en åndelig vognborg om festskriftets modtager. Dette er formentlig også udtryk for, hvor omstridt og politiseret festskriftets emne er i den offentlige debat, og hvor centralt denne del af det 20. århundredes historie står i den verserende kulturkamp. Festskriftet er i så henseende ganske præcist betitlet, idet det netop er kampen om den kolde krig – og paradoksalt nok i mindre grad den kolde krig i sig selv – der er det bærende tema. Der er sine steder nærmest tale om et kampskrift – med en omskrivelse af Clausewitz: En fortsættelse af den kolde krig med andre midler – med visse mindelser om den i 1997 udgivne franske sortbog over kommunismen (Stephane Courtois et al. (ed): Le livre noir du communisme: Crimes, terreur et rèpression, Robert Laffont 1997). Inspirationen antydes allerede med det spartanske sorte omslag. Men mens sortbogen var et historieopgør med tiden før 1989, har mange af bidragene til dette festskrift nok så megen brod mod fjendebillederne i det historiografiske koldkrigsopgør i Danmark i tiden efter 1989. Forbindelsen til nutidspolitikken formuleres nærmest programmatisk i Lars Hedegaards forord, hvor denne finder, at de gamle stridspunkter fra den kolde krig er erstattet af nye som multikulturalisme og antiamerika­nisme. Her anslås også det flere steder gentagne tema, at Bent Jensen som bannerfører for koldkrigsopgøret ’bag kulisserne’ skulle være blevet stillet forhindringer i vejen (s. 11).

En stor del af artiklerne er da også viet en fortsættelse af polemikken om DIIS’ store udredning om truslerne mod Danmark under den kolde krig. Det er generalløjtnant K.G. H Hillingsøs beskrivelse af situationen i tilfælde af, at ’ballonen gik op’, et eksempel på. Indlægget er ret effektfuldt med hensyn til at tegne et mørkt billede af den militære trussel mod Danmark fra Warszawapagten, ikke mindst fordi Hillingsø – bortset fra et par ceremonielle stik til DIIS-udredningens konklusioner – strikt holder sig til at skildre såvel de vestlige som de østlige krigsscenarier – klart opstillet i først hvad man i Danmark planlagde i form af defensiv konventionel krigsførelse, og dernæst hvor mange atomvåben Østblokken planlagde at anvende ved et angreb på Danmark. Oberst John E. Andersens bidrag er et genoptryk af dennes overfor DIIS-udredningen kritiske skrift, som blev udsendt i Forsvars­akademiets Forum-serie, og som en kort stund var forundt at findes på akademiets hjemmeside. Det er et udmærket valg at genoptrykke dette bidrag, som har været et af de centrale kritiske indlæg i debatten om DIIS-udredningen. Det ville dog have været nyttigt med en redaktionel oplysning om baggrunden for skriftets tilblivelse og om, hvorvidt der er foretaget ændringer i forhold til den oprindelige udgivelse. Man savner i øvrigt en diskussion af en af begge sider utilsigtet krisesituation som baggrund for en angrebstrussel frem for slet og ret stræben efter verdensherredømme som motiv. I den sammenhæng må det undre, at netop Sovjetunionens totalitære karakter, indre modsætninger og regimets potentielle ustabilitet i tilfælde af f. eks. en krise i en satelitstat næsten kun omtales i moralsk fordømmende sidebemærkninger og faktisk ikke drøftes udtømmende i kontekst af trusseldiskussionen. I stedet rummer dette afsnit om koldkrigsdebatten flere indlæg, som stilistisk ligger tættere på det polemiske dagbladsindlæg. Det gælder ikke mindst Peter la Coursindlæg. Her uforkortet af red. Den mest renlivede videreførelse af kampen om historien i massemedierne er dog Jens Gregersens bidrag, som bortset fra en kort introduktion er et genop­tryk af tre aviskronikker. Selv om det er en effektiv udnyttelse af materialet som både beretning og levn, rummer bidraget lidet i form af nye indsigter. Og det er jo ellers normalt det, man forventer af et festskriftbidrag.

Det er et gennemgående træk i mange bidrag, at der indledende eller afsluttende gives udtryk for tilslutning til Bent Jensens position i denne eller hin fejde om historiske tolkninger eller om adgangen til arkivmateriale. Det er tydeligvis et udtryk for behjertet solidaritet – om man i denne sammenhæng tør benytte dette udtryk – med festskriftets modtager, men virker ærligt talt meget gentagende; ja, nærmest besværgende. Det ville have været at foretrække, hvis redaktørerne havde sikret sig, at indlæggene om koldkrigsdebatten i stedet hver for sig var gået i rigtigt dybden med et og kun et emne; f. eks. Dragsdahlsagen eller spørgsmålet om adgang til statens arkivmateriale. Til gengæld kunne man have sparet de mange spredte positioneringer i forhold til de forskellige historiefejder med berøring til Bent Jensen. Det er dybden, der er et festskrifts styrke.

Ved siden af tyngdepunktet på koldkrigsdebatten rummer festskriftet flere udmærkede bidrag inden for den mere klassiske festskriftgenre bl.a. indenfor den russiske hhv. sovjetiske emnekreds. Der er gode bidrag om bl.a. de to hungerperioder i Sovjetunionen 1932-33 og 1946-47. Michael Kaznelson bidrager med en oral-history baseret studie i erindringen om udrensningen af kulakkerne. Endelig skal nævnes to rigtige festskriftperler. Kirsten Algreen-Ussing og Kurt Jacobsen bidrager med en studie i maleren Joseph Brodskys kendte maleri af Lenin i Smolnyj, hvori de analyserer malerens skjulte henvisninger til Stalin og Trotsky. Flemming Spliedsboel-Hansens sammenligning af Ruslands konsolidering i krisen efter Krimkrigen med Ruslands nutidige situation er en elegant og nuanceret studie i de lange historiske linier i Ruslands udvikling.

Jess Ørnsbos, Morten Hesseldals og Flemming Roses bidrag har karakter af personlige vidnesbyrd om livet bag den kolde krigs frontlinie. Stærkest blandt disse står Flemming Roses erindringer fra sit intellektuelle møde med det sovjetiske eksilmiljø og med de eksileredes litterære og videnskabelige arbejder; en skildring som indirekte antager karakter af en personlig dannelseshistorie. Det er en påmindelse om, at der i den kolde krig fandtes førstehåndsanalyser af det sovjetiske regimes karakter, og måske også om at man i den danske samtid ikke agtede nok på disse vidnesbyrd fra velinformerede flygtninge fra den anden side af jerntæppet.

Wolf Biermanns afsluttende tænkte dialog med SPD-lederen Kurt Beck er en advarsel mod socialdemokraternes brug af begrebet den ’demokratiske socialisme’. Det er en advarsel fra en mand, som kender DDR fra sin egen krop, og som frygter en snigende normalisering af DDR-regimet gennem PDS’ forsøg på at låne begrebet ’demokratisk socialisme’. På sin vis demonstrerer indlægget også nødvendigheden af en fortsat bearbejdning af det 20. århundredes historie. Det er nemlig ikke kun Gulag, der er forbundet med glemsel. Begrebet demokratisk socialisme blev således udviklet som et centralt begreb af SPD i mellemkrigstiden som modbegreb mod netop kommunisternes ideologi og politiske praksis. Begrebet forblev da også et centralt begreb, da SPD på partikongressen i 1959 i Bad Godesberg vedtog et nyt pragmatisk partiprogram, som endnu var i kraft, da Kurt Beck i 1972 meldte sig ind i partiet. Overfor så meget glemsel kæmper historikerne næsten forgæves. Så Biermanns indlæg er faktisk et fint udtryk for det bærende tema i festskriftet: kampen om historien, om de historiske begreber og om de i forskellige epoker og regimer aflejrede betydninger af disse begreber.

Historikerne har i demokratiske samfund altid kæmpet om historiske tolkninger, men i reglen har historiefejderne altid fundet sted i brudzoner af eller i randen af et korpus af fælles tolkninger og viden, hvorom der har hersket en vis konsensus. At dømme efter dette festskrift er der meget lidt af den slags fælles grund i synet på den kolde krig blandt danske historikere. Det er da også symptomatisk, at skriftet ikke rummer medierende eller oppositionelle bidrag i forhold til Bent Jensens hovedpositioner i tolkningen af Danmarks- og Ruslandshistorien. Det kan der være mange grunde til. Men selv om man kunne få de forskellige lejre blandt danske koldkrigshistorikere til at enes om, at det er ærgerligt, at fronterne er trukket så hårdt op, er der ingen grund til at starte en fredsbevægelse for koldkrigshistorien. Historiske tolkninger har bedst af at blive afprøvet i kamp.