Menu
Forrige artikel

Krigens logik

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2007

 

Af Kresten Søe

Krigen er kommet tilbage

”Krigen er kommet tilbage” indleder Anders Puck Nielsen i forordet. Hermed mener han ikke, at krigen direkte står uden for Danmarks dør, men at dens logik igen skal tages i betragtning og indtænkes i grundlæggende afgørelser som en mulighed hos befolkningen og især beslutningstagere på det politiske plan. Vi er med andre ord efter en generationslang pause i Den kolde Krig igen tvunget til at inddrage militær tænkning, logik og strategi i alle grundlæggende samfundsomfattende beslutninger.

Anders Puck Nielsen har siden Ruslands invasion i Ukraine slået sit navn fast i medierne som søofficer og militæranalytiker. Derudover har Puck Nielsen også optrådt som kommentator med en række instruktive videoer på Youtube, hvor han med jævne mellemrum har opdateret for sit syn på krigens udvikling ved og bag fronterne.

Gamle von Clausewitz har bestemt ikke mistet sin relevans

Den foreliggende bog er blevet til i samarbejde med forsvarsjournalist Kasper Wester og omhandler krigens væsen, strategi og taktik.
Værket kan som sådan desuden fungere som en grundlæggende indføring i alle aspekter af moderne krigsførelse og dennes potentielle konsekvenser såvel i direkte militære angreb som i fx cyberanslag mod et lands infrastruktur og logistiske nøglepunkter.

Via en kapitelopdelt struktur får læseren et indblik i krigens grundbegreber med kapitler omhandlende sikkerhedspolitik, krigens love, opbygning af et militær og krigsførelsen, som den ser ud i dag til lands, til vand og i luften.
Hertil kommer en indførsel i asymmetrisk krig og et kik ind i fremtidens teknologi og dens indflydelse på krigsførelsen. Bogen afsluttes med to kapitler, som omfatter hybridkrig og masseødelæggelsesvåben.

Gennem fremstillingen indgives læseren også både grundlæggende og videregående viden angående nyere begreber som oprørskrig, informations- og desinformationskrig på internettet og på sociale medier.
Endelig tilkommer vilkår og rammer for en eventuel atomkrig, som en sådan kunne udfolde sig under en 3. verdenskrig.

Undervejs refererer Puck Nielsen flittigt til Carl von Clausewitz’s berømte værk: Om krigen, der trods den preussiske generals udgangspunkt og levetid under Napoleonskrigene i den grad selv i dag synes at have bevaret sin relevans omkring krigsførelsen og dennes baggrundsramme i form af taktik og strategi.

Gode illustrative eksempler giver fremstillingen kød og blod

Gennem fremstillingen henvises og eksemplificeres i udstrakt grad til situationen i Ukraine, ligesom der yderligere trækkes fine tråde op og ned til situationen i historien til fx Irak-krigen 2003, Vinterkrigen 1939-40 i Finland og cybersituationen i USA.

Bogen bringer også de nye udfordringer på banen med ikke-statslige krigsførende aktører med eksempler i form af Islamisk Stat og Hamas, der finansieres mere eller mindre skjult af andre stater, bidrag fra ukendte rigmænd eller tvangsudskrivninger fra terroriserede civile. – Aktører, for hvem krigsførelsen eller religionen er både drivkraften og selve målet som sådan i sig selv.

I denne forbindelse skal også nævnes, at fremstillingen er global i sit indhold og derfor i udstrakt grad også kommer ind på Kinas ekspansion i Asien og Afrika. - Områder, hvor USA i og med sin status som verdens supermagt har sit øje og derfor pt. lægger sit tyngdepunkt og agenda.

Krig føres ikke bare med soldater, krudt og kugler

Særdeles tankevækkende og øjenåbnende er også kapitlerne om nutidens og fremtidens cyber- og hybridkrigsførelse, hvor der fx illustreres med et næsten uhyggeligt eksempel fra USA med russiske trolde og bots, der på nettet faktisk er lykkedes med at skabe og mobilisere to stridende grupper af tusinder af ophidsede amerikanere og satte dem op mod hinanden i et reelt direkte korporligt opgør.

Derudover beskrives udførligt den indlysende aktuelle men hidtil knapt så påagtede vigtighed af at sikre, at samfundets livsnødvendige faciliteter i krise og krig kan fungere, beskyttes og eventuelt også genoprettes efter et angreb, det være sig såvel hybridt som militært.
Helt aktuelt ses her også potentielle trusler i form af russiske skibe, der åbenlyst træner i at afbryde GPS signaler og kortlægger søkabellokationer i danske farvande.

Her tænkes såvel i infrastruktur som i logistik. Eksemplerne her er fx energiforsyningen og sygehusvæsenet, der så aktuelt har vist stor sårbarhed i en pludselig krisebelastning under både Coronaen og som følge af Ukraine-krigen.

Konklusion, anbefaling og målgruppe

Jeg vil ikke lægge skjul på min grundlæggende begejstring for denne udgivelse.

På negativsiden er der ganske vist små skønhedspletter i form af en til tider lidt for ordrig fremstilling, der enkelte steder havde været tjent med en forenkling og en opstramning. Derudover savner jeg et stikordsregister og en samlet forklaret ordliste over de mange militærfaglige udtryk og forkortelser. Også nogle relevante kortskitser og fotos kunne have blødt bogens tekstmættede layout lidt op.

MEN med dette sagt er bogen særdeles fint struktureret og dertil i forhold til emnets normale abstraktionsniveau på positivsiden næsten forbavsende lettilgængeligt formidlet.

Her kan både læsere, der har læst megen litteratur om emnet, og interesserede, der blot i dagspressen har fulgt med de aktuelle begivenheder i Ukraine, få henholdsvis lagt yderligere et lag på eller udvidet perspektivet på både Ukraine krigen og den moderne krigsførelses militære perspektiv og sammenhænge.

En yderligere force er bogens gennemførte globale perspektiv, og at Puck Nielsen med sine gode forklaringer og meget illustrative historiske eksempler kommer særdeles godt omkring det aktuelle emne, der både i militær og bred politisk forstand længe har trængt til en valid opdatering i bogform på dansk.

Bogen kan derfor varmt anbefales til både læsere, der ud fra et vist mål af historisk forhåndsviden gerne vil have uddybet begivenhederne i Ukraine i et både historisk og militærhistorisk perspektiv.

[Historie-online.dk, den 1. november 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Rød terror under Den Kolde Krig
De største feltherrer og deres krige
1864