Krigens scenografi

Af Peter Mouritsen, Cand.mag. i historie og russisk

At denne bog er overbevisende, vigtig og diabolsk uhyggelig, gør den desværre hverken læsevenlig eller særlig overskuelig.

Bogen skydes i gang med en meget spændende scene fra arrestationen af en krigsforbrydersigtet serbisk major. Her dypper forfatterne læserens hoved direkte ned i serbisk nationalismes betændte realiteter.

Veloplagt farer forfatterne rundt i Beograd for at interviewe serbiske politikere om 90’ernes krige i Bosnien. Dette samtidig med at disse politikere er indblandet i dramatiske optrin og demonstrationer. Det er meget levende fortalt.

Her lever bogen op til ambitionen om at være en rejsebog. Men den taber tempo, og rejsedelen af fremstillingen fortrænges til et minimum og drages kun frem få andre steder med held. Ellers virker det som en lidt skrøbelig struktur, som bogen forsøger at overholde, samtidig med at bogens egentlige formål fylder alt.

Det kommer derfor til at virke lidt tvunget og den litterære elegance forsvinder i de uhyrligheder, bogen kaster lys på. 

Vigtig og rystende
Bogens to forfattere rejser rundt og taler med folk som var indblandet i politik i fra midtfirserne til sluthalvfemserne. Og det er rystende læsning. De to forfattere dokumenterer, at der lå meget grundige planer til grund for 1990’ernes balkankrige. At forberedelserne var startet allerede fra midten af 1980’erne, og at alle deltog. Faktisk sandsynliggør forfatterne at bosniakkerne accepterede udrensninger visse steder for at få en etnisk ren muslimsk stat. Ja, de fremfører, dog selv stærkt i tvivl, at bosniakernes leder Izebegović var undergravet af serberne og på en måde i ledtog med dem. Fastslår, at de i hvert fald havde sammenfaldende interesser.

Krigen arrangeres, så den ligner etnisk uro blandt undertrykte nationalister, men er rent faktisk koreograferet fra Beograd, Sarajevo og Zagreb.

Forfatterne gør godt rede for planerne, for deres baggrunde og deres udførelse. Det er spændende. Men ikke særlig rar læsning, mage til kynisme og diabolsk tankegang skal vi noget tilbage for at finde.  

Personvrimmel
En ting der gør bogen svær at læse er en utrolig personvrimmel. Der trækkes mange personer ind, hertil kommer diverse organisationer, hvis navne er forkortet. Det ender med at blive ret uoverskueligt.

Det er svært at nægte, at de personer, som inddrages, har en vigtig rolle. Men har man ikke et stort kendskab til området, er det svært at følge med. Forfatterne afhjælper delvist problemet med en oversigt over de mange forkortelser og en kronologisk oversigt over vigtige begivenheder og personer. Det hjælper, men er stadig bremsende for læsningen.

Heldigvis mærker man ikke meget til at bogen er en toer. Det er efterfølgeren til Hadets anatomi af samme forfattere. Der henvises flere steder til bogen, men kun hvis man ønsker en uddybende forklaring.

Værd at læse
Det er overvældende læsning og jeg kan ikke gentage nok gange, hvor forfærdende et scenarie der oprulles i denne bog. Det gør den vigtig for den viser, at selv i Europa – hvor vi har stor erfaring med folkemord, udrensninger og styg nationalisme – kan befolkninger stadig drives til at udføre ting, vi håbede var umulige.

Bogen er vigtig. Læs den – selv om den hverken er morsomt eller let.