Rote Armee Fraktion
Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen
At terror for tiden er et hot emne, er næppe gået nogens næse forbi. Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden blev fx bestsellere. I den senere tid er der også udkommet flere bøger om den ideologisk inspirerede terrorisme syd for grænsen. Senest har den danske journalist og Politikens korrespondent i Berlin, Peter Wivel, fået udgivet bogen Baader-Meinhof. 30 år med tysk terror. Ligeså er bogen Bortførelsen og henrettelsen af Hanns-Martin Schleyer af det tidligere fremtrædende medlem af Rote Armee Fraktion og selv en af bortførerne, Peter-Jürgen Boock, oversat og udgivet på dansk.
I april 2009 har filmen Baader-Meinhof-komplekset premiere i danske biografer. Nu er forlægget for filmen Rote Armee Fraktion af Stefan Aust for første gang udkommet på dansk. Aust tilhørte i sine unge år selv den radikale venstrefløj. Han arbejdede i en årrække blandt andet sammen med Ulrike Meinhof på det venstreorienterede tidsskrift Konkret, inden han gjorde karriere først som fjernsynsjournalist, senere på ugemagasinet Der Spiegel, hvor han var chefredaktør mellem 1994 og 2008. Bogen udkom for første gang på tysk i 1985 og har lige siden haft en ”klassiker”- status i fortællingen om RAF. Den er senere blevet både genudgivet og opdateret flere gange, og er så nu udkommet på dansk.
I bogen fortælles historien om udviklingen af den tyske venstrefløjsterrorisme fra slutningen af 1960’erne til det helt store ”show-down” med Det Tyske Efterår i 1977. Efteråret der var kulminationen på den igennem 10 år tiltagende radikalisering mellem terroristerne og staten. Efteråret hvor arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer blev bortført af RAF. En bortførelse, der blev understøttet af palæstinensiske terroristers kapring af et tysk passagerfly, og som endte med en hidtil uset konfrontation, der førte til såvel Schleyers død som en række selvmord blandt de førende RAF-terrorister, der sad fængslet i Stammheim.
Og lad det være sagt med det samme. Det er utrolig spændende, fængslende og foruroligende læsning.
Bogen fortæller på vellykket vis den tiltagende optrapning af konflikten mellem staten og Baader-Meinhof-gruppen mod slutningen af 1960’erne. En optrapning, der var kendetegnet af statens uforholdsmæssige hårde fremgangsmåder over for venstreradikale miljøer, og som egentlig blot bekræftede og styrkede de vanvittige ideer i venstrefløjsmiljøet om en revolutionær omstyrtning af Forbundsrepublikken ved hjælp af terror. Bogens indledningsscene er selvmordene i Stammheim i 1977. Herfra hopper Aust tilbage, og med afsæt i enkelte hovedpersoner som Andreas Baader, Ulrike Meinhof og Gudrun Ensslin giver Aust både et portræt af tiden og personerne og en forklaring på, hvorfor og hvorledes det kom så vidt. Han fortæller om den gryende politiske vækkelse hos hovedpersonerne, om vejen ind i illegaliteten og om, hvorledes dennes dynamik greb personerne og førte dem, ifølge overlevende RAF-medlemmer, i nærheden af nazisternes umenneskelighed. Diskussionerne om kommende bortførelser og mord var kendetegnet af samme "nøgterne saglighed" og fuldstændige fravær af empati, som også nazisternes planlægning var bestemt af.
Og det er nok det mest skræmmende ved Austs beskrivelse af RAF: Deres helt igennem manglende proportionssans. De opfattede aldrig sig selv som terrorister, men som legitime frihedskæmpere mod et, for dem, umenneskeligt og illegitimt system. Denne halvreligiøse blodige kamp kostede fra slutningen af 1960’erne til efteråret i 1977 47 menneskeliv. ”Hvilke nedrigheder begik du ikke for at aflive nedrigheden?” spørger Ulrike Meinhof sig selv og er således den eneste, der eksplicit udviser en form for human refleksion over kampen.
I forordet indleder Aust med at hævde, at bogen ikke er et anklageskrift eller et forsvarsskrift, men et forsøg på en nøjagtig rekonstruktion af Baader-Meinhof-gruppens historie. Det er en påstand, der skal tages med et gran salt. For Austs brug af kilder kan i en videnskabelig optik synes problematisk. De er anonyme, bliver sjældent vurderet, ligesom Austs forhold til kilderne heller ikke bliver ekspliciteret. Det er naturligvis et problem, når bogen udgiver sig for at være en objektiv beretning. Og nu, hvor vi er i gang med de negative elementer ved bogen, så skæmmes den af en række slå- og stavefejl og forkert ordstilling. Det hæmmer i nogen grad læseoplevelsen. Det er synd, for Austs klassiker havde fortjent en bedre skæbne i sin danske oversættelse.
Dette rykker imidlertid ikke ved, at Rote Armee Fraktion er spændende læsning. Bogen emmer af forfatterens indgående kendskab til gruppen og de ideer, der var styrende for dens aktiviteter. En rigtig page-turner, der både er fængslende og forfærdende i dens skildring af gruppens afstumpede menneskesyn, og samtidig stadig har sin berettigelse i den store fortælling om terrorismens væsens.