Svenskekrigene
Af Christian Kaaber
Om nogle måneder skal vi til det igen: At tage tilløb til endnu en markering af et danmarkshistorisk jubilæum, nemlig hundredåret for Genforeningen i 1920. Trods systematisk nedsparing af kulturområdet skal det nok blive stort og måske udløse lige så megen ballade, som 150-årsmarkeringen af nederlaget i 1864 gjorde for få år siden. Danmarkshistorien er fuld af anledninger til jubilæer, der handler om danske nederlag og territoriale tab. Derfor er det påfaldende, hvor få og små falbelader der i nyere tid er ofret på det største af dem alle: De to svenskekrige, der med et halvt års timeout varede fra 1657 til 1660 og danner et helt afgørende skel i Danmarks historie. Med freden i Roskilde deltes det oprindelige Danmark: Den østlige tredjedel hinsides Øresund overgik til Sverige som prisen for, at den amputerede rest overhovedet kunne bestå. Katastrofen lagde grunden til det mentale Danmark, vi har i dag, foruden at den bar kimen til de følgende reduktioner i sig: 1814 og 1864. Først i 1920 gik det lidt den anden vej; ja, det skal nok blive festligt om føje tid.
Det kollektive hukommelsestab omkring 1658-katastrofen gør en letlæst, velfunderet og gennemreflekteret bog om begivenhederne så meget mere velkommen. Den foreligger nu.
Med serien 100 danmarkshistorier har Aarhus Universitetsforlag søsat et formidabelt formidlingsinitiativ: 100 sider til 100 kroner. At disponere et forløb som Svenskekrigene og, nok så væsentligt, deres følger ned på så lidt plads, kræver overblik og fortælletalent. Begge dele har Sebastian Olden-Jørgensen i rigt mål. I publikaton efter publikation har han etableret sig som den førende kender af den unge enevældes historie, bredest med den fremragende biografi om Griffenfeld fra 1999. Med bogen her tager han så fat på det begivenhedsforløb, der gjorde det muligt at kuppe Europas mest håndfaste og lovfæstede absolutistiske system igennem i efteråret 1660 og januar det følgende år. Statsomvæltningen i 1660 er, som han meget klart begrunder, "et barn af krigen".
Olden-Jørgensen gennemgår krigens – eller krigenes – forløb med et meget skarpt blik for beslutningstagernes situation og tankegang. Den danske krigserklæring i sommeren 1657 fremtræder traditionelt som en hovedløs disposition, der i tåbelighed og manglende forberedelse allerhøjst tåler sammenligning med den skæbnesvangre udstedelse af Novemberforfatningen i 1863. Olden-Jørgensen viser imidlertid, at beslutningen var velbegrundet nok ud fra, hvad konge, råd og stænderforsamling kunne se hin forsommer: Den svenske krigsmaskine var kørt fast i et bundløst polsk morads og truedes fra adskillige andre sider. Det var nu, der skulle tages revanche for nederlaget i Torstenssonkrigen 12 år tidligere. Man spillede med velberåd hu på chancen – og tabte. Som modstander havde man chancerytteren over dem alle, den svenske konge Karl X Gustav, der gang på gang efterfølgende satsede sin veltrænede og sejrsvante krigsmaskine på helt vilde chancer – og vandt. Var Storebælts is revnet under den kongelige landsknægt og hans godt 2000 mand, ville historien være faldet anderledes ud. Men da svenskerne viste sig ved Vordingborg, gik der panik i den danske regering, der i forhandlingerne i Høje Taastrup måtte se Danmark-Norge blive et svensk tag-selv-bord.
Roskildefreden holdt knap et halvt år, til Karl Gustav fandt tiden inde til at indlede den endelige udslettelse af det dansk-norske rige. Overfaldet i august 1658 bragte Danmark-Norges hollandske alliancepartner på banen, sammen med de øvrige europæiske stormagter. Det blodige søslag i farvandet nord for Hven (som øen rettelig hedder!) i oktober 1658 mellem hollandske og svenske flådestyrker blev vendepunktet og afgjorde i Olden-Jørgensens optik krigen. Han nedtoner udtrykkelig betydning af svenskernes fejlslagne og meget blodige storm på København i februar 1659, der til gengæld efterfølgende er blevet det essentielle erindringssted for krigene og deres følger. Karl Gustav valgte at sætte sin formidable styrke ind på to chancer, der tidligere havde bon'et ud med succes: Islagte vande, som på Bælterne den foregående vinter, og svage punkter i befæstningen, som ved stormen på Frederiksodde 24. oktober 1657. Denne gang gik det så mildest talt ikke, men var det lykkedes at entre byen via den nyanlagte Østervold, kunne alt være endt anderledes. Nu endte det med, at de europæiske magter dikterede en slags nordisk ligevægt. Det var politikere og diplomater i Haag, der bekræftede Sveriges ret til Danmarks østlige tredjedel, og derved er det så blevet.
Den velreflekterede gennemgang af de to krige leder frem til bogens clou: Efterspillet med enevældens indførelse og hele opgørelsen af det interne danske regnebræt. Sebastian Olden-Jørgensen leverer en glimrende analyserende oversigt over de spegede begivenheder, der i efteråret 1660 bragte den hidtidige danske statsindretning, sammenfattet i begrebet "adelsvælden", til fald og på ganske kort tid etablerede en kongelig enevoldsmagt med en effektiv forvaltning, hvis fremmeste formål var at sikre sin egen overlevelse og ikke mindst resterne af det dansk-norske rige. Det lykkedes som bekendt, gennem de første mange årtier ved at omforme det maltrakterede land til en veritabel kasernestat. Også i den retning havde man lært noget af 1600-tallets Sverige.
At presse hele dette komplicerede forløb ind på 100 sider er en formidlingsmæssig og faglig bedrift, og skulle man aldrig komme til at læse andet om Svenskekrigene end denne smukt tilrettelagte lille bog, er man særdeles godt hjulpet. Sebastian Olden-Jørgensen behersker stoffet overlegent dygtigt og skriver, så det er en fryd at læse. Og formatet er svært. Om de træge forhandlinger frem mod freden i København i 1660 hedder det: "Gennembruddet kom først efter lidt karismatisk penduldiplomati udført af dansk politiks dark horse i de år, Hannibal Sehested (1609-1666)". Det er fejende flot nudansk, men første gang i fremstillingen, man møder Frederik den Tredjes halvsvoger og tidligere norske statholder. Læseren må selv finde ud af, hvad udsagnet egentlig dækker, men man kan ikke få alt på 100 sider. Og man får imponerende meget.
Historie-online.dk, den 6. november 2018
