Trusselsbilledet - En koldkriger taler ud
Af Lars Kjær, Mag. art. i historie, informationsmedarbejder, Lejre Forsøgscenter.
Kjeld Hillingsø, en mand der næppe kræver nærmere introduktion, har skrevet en bog, der i forordet beskrives som et partsindlæg. Det er en meget rammende betegnelse. Hillingsø vedkender sig sin partiskhed åbent ved at inddrage skældsordet ”koldkriger” i titlen. Således demonstrerer han behændigt sin humoristiske side i en selvironisk distance og får samtidig sat et solidt prædikat på, hvad det er for et værk man er på vej ind i.
Det er hovedsageligt en beretning om, hvordan Hillingsø i 1970’erne og 80’erne så på trusselsbilledet.
Der er mange informationer og lag i bogen og det er vel også den styrke og svaghed.
Den rummer et opgør med de politikere som svigtede forsvaret med utilstrækkelige bevillinger og mangel på opbakning, med ”venstrefløjen” der dækker over alle private og grupperinger fra de yderste revolutionære venstre til Det radikale Venstre. Overraskende nok bruger Hillingsø forholdsvis meget krudt (hvis jeg må være så fri) på et opgør med de radikale og Niels Helveg Petersen i særdeleshed.
Måske er der også for mange lag samlet i én bog. Emnet kunne sagtens bære flere udgivelser og Hillingsø kunne med fordel have skelnet lidt skarpere mellem det personlige erindringslag, den samtidspolitiske debatbog og det faktuelle niveau, hvor læseren bliver ført gennem nogle forholdsvis lange opregninger af Warszawa-pagtens angrebsplanlægning.
Bogen består af 7 kapitler. I det indledende kapitel definerer Hillingsø, at der findes to hovedsynspunkter på den kolde krig. Der er traditionalisterne; den realistiske skole, som ser Den koldeKrig som en reel men ublodig krig. Sovjetunionen er den væsentligste årsag til dens udbrud. Revisionisterne, på den yderste venstrefløj, hævder derimod at USA bærer ansvaret for den kolde krig.
Ved at lave denne meget skarpe opdeling og fastslå ,at der var tale om en reel krigstilstand, et udsagn der nok kan tåle flere nuancer end de to anvendte, gør han al kritik helt urimelig og utilstedelig. Det er for polemisk efter min smag, og dog er det samtidig forfriskende, at Hillingsø så klart melder sit ærinde ud.
Ved at se på den viden, der eksisterede i 1970’erne på baggrund af efterretninger mv. og sammenligne den med den viden om truslen, der fremkom efter Warszawa-pagtens sammenbrud, argumenterer Hillingsø for sin påstand om, at den kolde krig var en reel krig. Når denne del af argumentationen således er på plads, stilles der mange interessante spørgsmål. Hillingsø er på den baggrund ganske enkelt uforstående over for, at det var muligt at indtage synspunkter end hans eget og hans undren er ægte.
De efterfølgende kapitler behandler den indre trussel i Danmark, en dybtfølt undren over at danskere på venstrefløjen kunne undgå at stille sig kritisk til Sovjetunionen, en gennemgang af de utilstrækkelige danske forsvarsforberedelser, Warszawa-pagtens angrebsplaner, herunder deres planlægning af brug af atomvåben i en angrebskrig mod vesten og afrundes glimrende med nogle gode diskussioner.
Bogen er let læst og vil givetvis kunne interessere en stor gruppe af mennesker. Hillingsøs eget bud er, at bogen vil blive læst og bifaldet af dem, der hele tiden har delt hans opfattelse, mens modparten vil affeje den ulæst. Det vil være en skam, hvis Hillingsø får ret i det, for her er meget spændende information at hente for enhver. Om ikke andet så fordi det er en god indføring i en ”koldkrigers” tankegang.
Kapitlerne om Warszawa-pagtens angrebsplaner er ganske enkelt skræmmende læsning og eksemplerne er legio: Kampvogne fuldt lastede med ammunition og brændstof i opvarmede haller nær grænsen til Vesttyskland, de overdimensionerede færger på overfarten til Gedser klar til troppetransporter og forberedelser til anvendelse af atomvåben senest på 3. dagen for en angrebskrig, der ville have udslettet store dele af det danske forsvar for slet ikke at tale om befolkning.
De mest forhærdede fornægtere på den revolutionære venstrefløj, hvis der stadig findes enkelte overvintrende eksemplarer, burde have denne bog husstandsomdelt som pligtlæsning. Det er en bog, som næppe kan undgå at ryste sin læser eftertrykkeligt.
