Menu
Forrige artikel

Vestvolden og Nordfronten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2381

Af Lisa Elsbøll & Tommy P. Christensen, kulturhistorikere på farten

Forfatteren til den fortrinlige bog ”Mølleåen – fra Bastrup Sø til Øresund” har med støtte fra bl.a. Friluftsrådet og en række kommuner, som Vestvolden løber igennem, skabt en rigt illustreret turbog, der tager læseren hele vejen fra Avedøre i syd – gennem den store Utterslev Mose til Nordfronten, der strækker sig fra Søborghus Batteri op til Tårbækfort og ned til Charlottenlundfort.

Hvad der i dag er en rekreativ gave til befolkningen i hovedstadsområdet var i sin oprindelse et langvarigt slag i den parlamentariske kamp (Estrupiatet). Et grønt bånd med perler fra Køge Bugt rundt om hovedstaden og ud til Øresundskysten, men også et alvorligt mindesmærke om krigstrusler i vores egen baghave.

”Kjøbenhavns Landbefæstning” blev opført i årene 1888-92, og var et fæstningsanlæg, der ved sin konstruktion blev anset for banebrydende. Det er den danske officer, daværende oberstløjtnant ved ingeniørtropperne, E. J. Sommerfeldt, der stod i spidsen for anlæggelsen. Han havde udviklet en plan, hvorefter fjenden kunne beskydes fra en lang række små bunkere (kaponierer), som var placeret forskudt for hver 600 meter af volden.

Jesper Asmussens bog er skabt til at opdage og opleve hele anlægget fra vold til forter. Han har inddelt bogen i 47 afsnit – fra punkt 0 (Avedøre) til punkt 47 (Charlottenlund-fort). Hvert afsnit beskriver bygningshistorie, bestykning og ikke mindst indimellem volden og forternes politiske kontekst, dansk militærhistorie, våbenhistorie, byggehistorie og diverse om fauna og dyr. Stort såvel som småt i tidens historie bliver nævnt i forbindelse med de mange fine illustrationer – ældre s/h foto, nye foto, tegninger og kort. Lidt paradoksalt er det et problem, da det gør bogen noget uoverskuelig; læseren ved aldrig lige, hvor netop denne lille detalje bliver forklaret, eller gul åkande (en vandlevende staude) blev præsenteret. Bogens ordliste dækker stål-kanoner, enceinte, orillon og mange andre fæstningstermer, men er ikke suppleret med et egentligt stikordsregister. Det må dog ikke overskygge denne fine ”brugsbog” er yderst velegnet til en ”lænestolstur” på Vestvolden og Nordfronten. I en tid, hvor mange sværger til, at det meste materiale omkring kulturhistoriske oplevelser bare kan hentes på internettet, får læseren her en gedigen brugsbog, hvor der er taget højde for nutiden ved at give hvert af de 47 afsnit en 2Dkode med link til Google Maps. Har man ikke lige mulighed for at scanne, findes bagerst i bogen udsnit af Kraks Kort med indtegnet rute og seværdighedernes positioner med GPS-koordinaterne. Over 12 kortudsnit får man hele turen vist. Det kan simpelthen ikke gøres bedre, selvom man selv må kopiere dem, hvis man ikke vil tage hele bogen med på en vandretur.

Kort sagt: nu er der ingen gode undskyldninger for ikke at bruge Vestvolden og forterne. Her får man det hele: kulturhistorie, natur og motion – takket være god hjælp fra Jesper Asmussen.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Krigens logik
Sorttjærede ligkister
Vietnamkrigen med egne øjne