Vietnamkrigen- Nederlag og sejr

Af Simon Ankjærgaard, Journalist (DJ) & cand.scient.soc.

Over beskedne 240 sider er det i ”Vietnamkrigen – nederlag og sejr” Nigel Cawthornes ambition at give et politik og militærhistorisk overblik over en af de mest komplekse, men også mytiske konflikter i den moderne verdenshistorie. Jeg var i første omgang skeptisk; dette kunne da kun blive en overfladisk fornøjelse.

Og ja, der er naturligvis ikke tale om en disputats eller en tilbundsgående ”nu-skal-vi-vende-alle-sten” gennemgang, men det er faktisk et flot stykke arbejde, som den britiske journalist og forfatter har lavet. Bogen giver nemlig et godt overblik over de vigtigste begivenheder og strømninger i en konflikt, der startede længe før amerikanske tropper i 1965 gik i land på stranden ved Nam O.

Journalisten Cawthorne og historikeren Cawthorne arbejder godt sammen gennem hele værket. Det er næsten af Beevor’sk klasse, når journalisten får lov til at boltre sig i beskrivelser helt nede på fodtusse-niveau, mens historikeren samler de overordnede tråde i en fortrinsvis tematisk opbygning.

Anslaget er dramaturgisk perfekt: Vi starter naturligvis med at få tegnet billedet af amerikanerne, der landsættes ved Nam O. Efterlyser man forhistorien til denne medieskabte landgang (som vi blandt andet også husker det fra selvsamme nations landgang i Somalia i begyndelsen af 1990’erne), så bliver man ikke skuffet. Historikeren skubber journalisten til side og opruller i kapitel 2 krigens baggrund. Det fænger og lader én blive hængende i fortællingen.

Kapitel 2 er også fortællingen om, hvordan megen lidelse måske kunne have været undgået, hvis man fra amerikansk (og før dette; fransk) side havde kigget på den politiske og militære vietnamesiske historie. I den vietnamesiske selvforståelse synes der altid at have været en mægtig og aggresiv dominator. Og igen og igen og igen svarede vietnameserne igen gennem en særlig guerillalignende taktik, der langsomt nedbrød moralen hos den til enhver tid tilstedeværende besættelsesmagt. USA var således advaret. Og havde beslutningstagerne tabt nøglen til biblioteket med historiske værker, kunne de have fået en forsmag på begivenhederne ved at læse det manifest, som general Giap, øverstkommanderende for de nordvietnamesiske styrker, skrev i 1961 under overskriften ”Folkets krig, folkets hær”. Her fortalte han i detaljer, hvad amerikanerne fra 1965 og frem kom til at være oppe imod.

Men advarslerne forblev overhørte – og amerikanerne kastede sig ud i en håbløs krig, båret frem af frygten for den kommunistiske dominoeffekt. For hvordan ville en bondehær som den nordvietnamesiske på nogen måde kunne true den amerikanske? Historien beviste, at det kunne den, for amerikanerne lagde grundlæggende forkert ud med ”seek-and-destroy”-missioner og et håb om at slå den pjaltede kommunistiske hær i store afgørende slag. Det viste sig, at det overordnede set blev til meget få regulære slag. I stedet slog fjenden til, for efterfølgende at forsvinde i junglen i de myriader af bunkeranlæg, der var blevet anlagt. Det var i det store hele en fantomhær, som amerikanerne bekæmpede. Samtidig viste det sig, at fjenden også var til stede blandt de amerikanske soldater på baserne og i byerne. Terrorangreb, snigmord med mere hørte til dagens orden. Moralen smuldrede, for hvor og hvem var fjenden? Som Cawthorne skriver:

”Der var faktisk ingen steder i Vietnam, der føltes rigtig sikre for amerikanerne”. Og senere: ”De amerikanske styrker var tilsyneladende viklet ind i en endeløs række af isolerede kamphandlinger, hvoraf ingen viste sig at være omfattende nok til at afgøre krigen”. Det er en skarp pointe. Måske amerikanerne skulle genlæse bøgerne om Vietnamkrigen, hvis de for alvor vil gøre en forskel i Irak og Afghanistan?

Bogen er fuld af gode beskrivelser af, hvilket liv de amerikanske soldater levede. Som for eksempel denne af livet i junglen:

”Selv uden fælderne og lureminerne var dagligdagen i junglen besværlig nok for den almindelige infanterist. Her var fyldt med blodsugende insekter og igler, som man måtte brænde væk med cigaretter. Der levede desuden 133 slangearter i Vietnams skove – 131 af dem var giftige. Nogle var så giftige, at man døde, få timer efter at man var blevet bidt. Der var meget fugtigt, og alt mugnede eller rådnede. Monsunen, hvis regnskyl forvandlede junglestierne til rutsjebaner af mudder, fik soldaterne, der ellers havde været vant til den overvældende hede, til at fryse. De udviklede desuden skyttegravsfødder, og muggen groede på deres udrustning og forvandlede deres feltrationer til klistret suppe. Oven i dette måtte de alle døgnets timer være på vagt over for bagholdsangreb fra en fjende, de ikke kunne se”.

Det er et billede, som vi kender så godt fra 1980’ernes og 1990’ernes Vietnamfilm. Men fiktion er bestemt ikke den eneste kilde til forståelse af den længste krig, som amerikanerne nogensinde har kæmpet. Vietnamkrigen er at betragte som den første tv-dækkede krig. Og i hvert fald som den første krig, hvor det blev klart, at man med en fri amerikansk presse ikke længere kunne styre informationsstrømmen, hvilket løbende var med til at ændre den amerikanske opinion fra overvejende at støtte krigen til overvejende at kræve soldaterne trukket ud og hjem.

Krigen bød på tv-billeder af mytisk status – og Cawthorne samler dem alle; pigen, der brændt af napalm flygter fra sin landsby; den nordvietnamesiske soldat, der skydes i hovedet på åben gade; billedet af grædende kvinder og børn i My Lai; og billedet af evakueringen fra den amerikanske ambassade i Saigon. For at nævne et par eksempler. Det er en af bogen største styrker, at Cawthorne fortæller os om de store linier, samtidig med at han giver os letgenkendelige billeder som hjælp til at folde historien ud og gøre den nærværende.

Som nævnt indledningsvis, er fortællingen overvejende bygget tematisk op. Det er forståeligt, hvis man bedst muligt skal redegøre for en meget kompleks periode i verdenshistorien. Men det har nogle negative konsekvenser. Først og fremmest er der problemerne med gentagelser. Det er nærmest uundgåeligt, og Cawthorne skal ikke lastes for de gange, dét sker. Værre er det, når konklusioner eller pointer tilbageholdes, fordi de passer bedre senere i bogen. Dette er især et problem, hvad angår reaktionerne hjemme i USA. At der var protester i USA, og at de krigen igennem kun voksede, ligger som et præmis gennem hele bogen. Og bringes frem fra tid til anden, uden at det forklares, hvad baggrunden for disse protester var – og hvorfor de greb om sig. Det holdes naturligvis tilbage, fordi der senere er et helt kapitel om det. Problemet er, at det først er i kapitel 7, at krigen på hjemmefronten beskrives. Det er simpelthen for længe at vente på at få sat den amerikanske politik og, især, moralens sammenbrud, ind i denne vigtige forståelsesramme. Dette er min største anke overfor en bog, der på beskedne 240 sider fortæller om de vigtigste aspekter af en omfattende, og for nogen uforståelig, krig. En krig, der har haft så store konsekvenser for den amerikanske selvforståelse.