Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden

Af Erik Ingemann Sørensen

Utvivlsomt vil de næste 4 års bogmarked blive præget af en række af nye bøger og genudgivelser om den mest dramatiske periode i Europas historie: 1. Verdenskrig. Noget man kun kan hilse velkomment.

Som en af de første nyudgivelser i 100-året for krigens start har vi fået historikeren Henrik Jensens: ”Krigen 1914-1918”. Med den afgørende undertitel ”- og hvordan den forandrede verden”. 164 af de 284 sider omhandler forhistorien og den egentlige krig. De sidste godt120 beretter om de fysiske, mentale, geopolitiske, økonomiske, kulturelle og politiske spor, krigen satte. Det er en glimrende opdeling – fremragende fortalt. For efterkrigsperioden – eller mellemkrigsperioden – karakteriseres i sandhed af langt mere end ”Die Dolkstosslegende”. Og her kommer læseren langt omkring – både i bredden og i dybden.

”Så, den 28. juni 1914, faldt skuddet i Sarajevo, og den tryghedens og den skabende fornuftsverden, som vi var vokset op i, opdraget i og havde hjem i, knustes på et sekund i tusind stykker som et hult lerkar…”  Citatet stammer fra Stefan Zweigs ”Verden af i går”. Et citat der går igen og igen i bøger om denne krig. Men. Alene titlen rummer det hele. 1914 blev for alvor det år, hvor døren til det, der var, blev hamret i med et frygtindgydende brag.

Henrik Jensens bog er ikke en minutiøs gennemgang af perioden 1914 til 1918 slag for slag. I stedet har forfatteren valgt at slå ned i en række udvalgte begivenheder, der er karakteristiske for denne krig. Som for eksempel Tannenberg og Somme. For så pludselig at stoppe op for at fortælle en slags sidehistorier. Blandt andet om den totale mangel på viden om, hvad der var årsag til soldaternes nervesammenbrud. (Et rystende kapitel). For hvordan skulle man opfatte det som andet end et forsøg på at slippe for aktiv tjeneste, når nu kundskaberne ikke rakte længere?

Efter tabet af 9 millioner liv og et forrykt antal af lemlæstede – fysisk som psykisk – blev der i Versailles sat et – yderst diskutabelt – punktum for de fire års helvede. ”Først faldt fyrsterne, så kongerne, så hertugerne.” Og med dem både imperier og drømme. Versaillestraktaten var, mener Henrik Jensen, i den grad domineret af franskmændenes krav om hævn: ”Tyskland (blev) med Versaillesfreden kastreret på alle ledder og kanter”, noterer forfatteren, mens han nøgternt konstaterer: ”Måske intet under, at man i Tyskland omtalte traktaten som Das Diktat”.

Det nye Europakort
Forrest og bagerst i bogen er der to kort: Europa før og Europa efter krigen. Dramatiske modstillinger der siger alt om de voldsomme omvæltninger, der fandt sted. Henrik Jensen præciserer 4 nye grupperinger:

1: De demokratiske zoner i vest og nord

2: Spanien, Portugal og Italien – godt nok med demokratiske forudsætninger, men uden samfundsmæssig ditto, der kunne danne basis for at folde sig ud. (Alle tre måtte i øvrigt efterfølgende gennem en diktatorisk periode, hvilket burde have været nævnt).

3: Kejserlandene Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland havnede senere i totalitære systemer.

4: De nye stater: Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Deres politiske systemer var demokratiske, men præget af stor usikkerhed, uerfarenhed og hastværk med at komme eventuelle bolsjevikiske kræfter i forkøbet. (Her kunne forfatteren godt have givet lidt plads til beskrivelsen af de finske forhold, hvor den voldsomme ”Inbördeskrig” mellem de røde og de hvide er den mest dramatiske fødsel af et demokrati i Norden. En fødsel, der den dag i dag sætter skarpe skel i familierne.

Det europæiske efterskælv
Henrik Jensen noterer i et mellemkapitel, at mens ”Dolkestødslegenden” blev urforklaringen i Tyskland, så angreb man i England især udenrigsminister Grey, som man mente var inkompetent. Og opgør var der nok af. Autoriteterne blev udhulet, der tales om det faderløse samfund – og forfatteren sammenligner virkningerne af krigen med det, der skete, da Den sorte Død raserede i Europa. En sammenligning med spændende vinklinger.

Men det var måske normskreddet, der var det største. Her sammenligner Henrik Jensen med det normskred, der fandt sted i 1960’erne – ikke dårlig set. Og så kommer kunst og kultur under behandling. Litteraturen, musikken, filmen og billedkunsten er nogle af elementerne. Måske er det største brud markeret af dadaisterne. Marcel Duchamps nøjagtige kopi af ”Mona Lisa”, men med overskæg – bærende titlen: ”EAOOQ”, der udtalt på fransk bliver til ”Hun har ild i røven” fik en kunstelsker til at stille spørgsmålet: ”hvordan skal jeg nogen sinde kunne nyde billedet igen?”. Hvortil kunstneren svarede: ”Nej. Ikke efter de fire år”.

Denne anden del af bogen er en tour de force gennem den voldsomme omvæltning, der fandt sted i mellemkrigstiden. Med dens dekadence og totale forvirring. Mennesket kunne ikke mere blive det samme. Verden af i går var slut.

Afsluttende forlader forfatteren den videnskabelige stol og stiller spørgsmålet. Hvad har vi overhovedet fået ud af det efter denne europæiske 30 årskrig? Svaret er ganske pessimistisk. Vi er blevet rige og rodløse i et forbrugersamfund, hvor det højeste mål er lykke. Lykke defineret som materialisme. Et forstemmende og bittert svar. Men. Hvad er modsvaret?

Desværre er bogen ikke illustreret ret meget. Det havde været en stor hjælp i den sidste del. Og så har forfatteren den dårlige ide, at bringe citaterne uden ophavsmand. Her skal man bladre om sidst i bogen.

Henrik Jensens bog er en meget anderledes fortælling om den måske uundgåelige krig. Dens force ligger i, at læseren efterlades med undren over det, der skete under og efter krigen. Det er faktisk slet ikke så dårligt.