Krigen ved verdens ende

Af Erik Ingemann Sørensen

Historien om englandskrigene er for størstedelens vedkommende  centreret omkring København og de indre danske farvande. Bombardementet af hovedstaden og englændernes ran af flåden i 1807 tegner for manges vedkommende krigen. Men rundt om i kongeriget skete der ganske dramatiske ting. Journalist og historiker Rasmus Voss har med bogen ”Krigen ved verdens ende” lagt endnu en brik til krigsmosaikken. Fra den yderste nøgne ø.  Faktisk afdækker forfatteren stort set ukendt stof. Og det gør han på en sproglig fremragende vis.

På baggrund af et stort arkivarbejde i England, Danmark og Sverige præsenterer Voss historien på en måde, der viser, at de dramatiske begivenheder i Østersøen rækker langt ud over lokalhistorien.

Englændernes første kontakt med fæstningsøen Christiansø finder sted i april 1801. Det var vel knap en notits værd for den engelske kommandør, sir Thomas Fremantle, der nærmest fandt stedet en flække. Til gengæld var englændernes tilbagekomst i oktober 1808 voldsomt anderledes. Den engelske flåde bombarderede ganske enkelt øen så voldsomt, at det under hele krigen kun blev overgået af terrorbombardementet af København året før. Men hvorfor finder det overhovedet sted?

Englænderne havde ikke alene taget flåden. De havde stort set udplyndret hele Holmen for alt af værdi. Kun langsomt blev danskerne i stand til at svare igen – gøre modstand. Midlet: kanonbådene. De var lette at manøvrere – uafhængige af vinden – og selv om deres armering ikke var voldsom, så udrettede de talrige mirakler rundt om i de indre danske farvande. Ganske som de mange danske kaperskibe, der med udstedt kaperbrev kunne udføre legalt sørøveri.

Og der var store prisepenge at hente. Takket være Rasmus Voss’ store arkivarbejde får læseren et utroligt og yderst spændende og fascinerende indblik i, hvor dramatisk det kunne gå for sig, når de opbragte priser skulle sikres. Det er herlig historieskrivning.

Men de mange kapere på Christiansø var en alvorlig trussel for englænderne, der efter at have formeret en egentlig Østersøflåde nu satte ind i området med fuld styrke. I begyndelsen af maj 1808 lægger denne Østersøflåde til uden for Göteborg. Godt 200 skibe. Et imponerende skue: ”De svimlende høje master med ræer og takkelage, der nærmest skar sig ind i den blå himmel. Et sindrigt organiseret spindelvæv af tovværk, blokke og rundholter befolket af matroserne, der myldrede op og ned langs skibenes vanter. Skibenes sorte og gule skrog, der som gigantiske mure af tømmer tårnede sig op over hovederne på de beskuende, kronet med rækker af sorte kanoner. Det var et sublimt syn…” Han kan sit sprog, kan han. Det er fornemt og dejligt.

Som under enhver krig svirrer det med allehånde rygter. Et af disse var, at franskmændene ville forsøge at invadere Bornholm. Et falsum. Det var rygtet om, at kaperne ville vende tilbage til Christiansø som base, imidlertid ikke. Det ene kaperskib efter det andet kom til området, hvor de gjorde livet usikkert for de engelske skibe, der opholdt sig i Østersøregionen.

De engelske skibe måtte sikres på alle måder. Et af midlerne var et angreb på Christiansø og dens fæstning, hvor der på dette tidspunkt opholdt sig 150 kapere. Mandag den 24. oktober slår englænderne så til med en større flådestyrke, der kort efter solopgang påbegyndte et voldsomt bombardement af øen og fæstningen.

Tidligere har historikere været af den opfattelse, at dette bombardement udelukkende havde til formål at sætte kaperne ud af spillet. Måske også at sikre skibene vinterhavn, hvad der i øvrigt ikke var dybde nok til. Nu afslører Rasmus Voss’ store arbejde, at dette kun var én af flere årsager. Der var absolut andre faktorer, der spillede en afgørende rolle.

Anholdelsen af den engelske general John Moore i Stockholm havde medført, at den engelske flådes afrejse fra Østersøen var blevet forsinket. Og man var absolut ikke tryg ved svenskerne efter det skete. En anden årsag var oprøret blandt de spanske hjælpetropper, der var i Danmark. De havde fået hjælp til udskibningen af englænderne. Også dette havde medført forsinkelse. Den russiske offensiv mod svenskerne (der mistede Finland) var endnu en brik i det store spil. Men. Den afgørende brik var måske det danske søkort nr. 13. Et kort der dannede bagrund for admiralitetets beslutninger i London. Det er næsten som en kriminalroman, så det skal ikke her røbes, hvad der er med dette kort. Men det fik dramatiske følger.

Skaderne på Christiansø var voldsomme. Men efterhånden holder englænderne inde med terrorbombardementet. Opgiver det oprindelige forehavende, sætter sejl og glider bort. Derfor er den 24. oktober en af Christiansøs største mærkedage.

Året efter tog englænderne dog tilløb til endnu et angreb, da Christiansø var dem en torn i øjet. Men allerede på afstand kunne de se, at fæstningsanlægget var blevet væsentligt stærkere end året før. Så de undlod. Ikke helt så underligt set i lyset af, at øen i en samtidig kilde kaldes for ”Danmarks Malta i Østersøen”.

”Krigen ved verdens ende” er endnu et eksempel på, at historieformidlingen i den grad fremmes af en ny generation af historikere og deres tænkning. Og så får vi endnu engang understreget, at fortolkningen af de historiske begivenheder ikke er et statisk begreb. Det afhænger helt af, hvilke brikker det lykkes at finde. Og hvordan de lægges.

Rasmus Voss har lagt dem fornemt.