Dansk strafferet fra Reformationen til Danske Lov. Bd. 1.
Af Henning Lyngsbo.
Det er unægtelig lidt af en præstation, at Ditlev Tamm trækker en 107 år gammel, håndskrevet guldmedaljeafhandling frem af arkiverne, lade foretage en ny renskrivning af afhandlingen, for så at udgive den i bogform efter en fornøden, men nænsom redaktionel tilpasning til nutidens krav om læsevenlighed. Hertil kommer en glimrende indledning skrevet af Ditlev Tamm og Helle Vogt, hvorved man får en forklaring på afhandlingens sene fremkomst i bogform. Indledningen er reelt en efterskrift til Poul Johannes Jørgensens besvarelse af prisopgaven Dansk strafferet fra Reformationen til Danske Lov. Altså perioden 1536-1683. Men indledningen omfatter også en passende gennemgang af forfatterens juridiske karriereforløb og forfatterskab.
Hertil kommer et sidst i bogen placeret, men særdeles velkomment indholdsresume, som dog for velbehagelighedens skyld burde være fordelt på de respektive forfatterafsnit. En nødvendig, men overskuelig ordliste er også med i den veludstyrede bog. Veludstyret, fordi disse bogredaktionelle bidrag letter på læsehastighed og tekstforståelse. Selve guldmedaljeafhandlingen er på godt 400 sider. Ikke let tilgængelig, men uden redaktionens sproglige brush-up havde det nok været værre.
Her hjælper det med resuméerne.
Den sproglige fremstilling er imidlertid ikke tyngden i afhandlingen. Det er dens overvældende gennemgang af retspraksis, heraf en del utrykte ældre afgørelser. Poul Johannes Jørgensen har således udført et stort arbejde med at gennemgå håndskrevne dombøger såsom rettertingsdombøgerne, højesteretsdombøgerne, dombøger fra landstingene og tingbøger fra købstæderne. Overalt har forfatteren lagt vægt på at oplyse forholdet mellem den i perioden gældende ret og til den ene side landskabslovene fra 1200-tallet, og til den anden side Danske Lov. I sit forord udtrykker forfatteren håb om, at det derved er lykkedes ham at godtgøre, at Danske Lov for strafferettens vedkommende i det hele kun kodificerer den ældre ret. Uanset om man ikke er helt enig heri, er begrundelsen vægtig.
Afhandlingen indeholder oversigter over anvendt trykt kildemateriale og litteratur.
Afhandlingen er opdelt i tre afsnit.
I det første afsnit beskriver forfatteren den retshistoriske opfattelse af middelalderens strafferet, der var i en brydningstid mellem de gamle bondesamfund, de germanske slægtssamfund og de nye retshåndhævere, d.v.s. kongen og i stigende omfang tillige kirken.
Reformationen i 1536 medførte imidlertid en væsentlig ændring af strafferetten. Kongen fik mere magt på grund af inddragelsen af kirkens ejendom. Straffene skærpedes. For eksempel ændredes fredløshed til livsstraf. Forhold som sædelighedsforbrydelser, blasfemi m.m., der hidtil var blevet pådømt under den kanoniske ret, blev nu pådømt under en verdslig ret. Og med en ikke ubetydelig forøgelse af straffens strenghed.
Underligt nok fik Mosaisk ret en ikke uvæsentlig indflydelse på valg af straffeform og senere spørgsmål om benådning eller ej. Og de mosaiske gejstlige havde unægtelig en helt anden opfattelse end den kanoniske rets præster i spørgsmål om liv eller død. Især under Chr. IV blev der skelet til mosaisk ret. Fundamentalistiske alliancer var ikke ukendt i Danmarks historie.
Danmark importerede også tyske bødler, fordi de besad en knowhow om død og lemlæstelse, som danske bødler ikke kunne – ville? – hamle op med. Oplysningen herom fremgår af forfatterens omtale af fremmed rets – læs tysk-romersk - indflydelse på dansk strafferet. Jørgensens konklusion var, at der ikke var nogen indflydelse i perioden bortset fra importen af tyske bødler!
Afhandlingens andet afsnit gennemgår det, som vi i dag betegner som strafferettens almindelige del. Det vil sige de almindelige ansvarsbetingelser, påtaleret, forsøg, meddelagtighed, nødværge, straffrihedsgrunde, kriterier for straffens fastsættelse m.v..
Forfatteren gennemgår endvidere et gammelt problem. For myndighederne var det bedre at indgå et forlig med en forbryder frem for at skulle eksekvere en straf. Det sidste kostede penge – mange -, hvorimod det første gav en indtægt! Løsningen herpå? Ja læs selv.
Tredje afsnit udgør strafferettens specielle del, der omhandler de enkelte forbrydelser, såsom manddrab, vold, sædelighedskrænkelser, trolddom m.m.. Igen førte den mosaiske ret sine teser frem. Som f.eks. ”en troldkvinde må du ikke lade leve”. Efter reformationen eskalerede de danske heksebrændinger da også ganske voldsomt.
Selvom de beskrevne uhyrligheder kan virke voldsomme på en nutidig og følsom sjæl, er de trods alt nødvendige forskningselementer i dansk retshistorie. Og man må bestemt tage hatten af for Ditlev Tamm, der havde energien til det, som for længst skulle være gjort. At gøre Poul Johannes Jørgensens guldafhandling tilgængelig for alle. Ikke mindst for retshistorikere og deres beslægtede fagfæller inden for de historiske videnskaber vil bogen være en forunderlig, men lærerig rejse i tiden.
Ingen tvivl om, at bogens fremkomst vil befæste Poul Johannes Jørgensens position som en af Danmarks mest velestimerede retshistorikere.
