Forbrydelsens elementer

Af Peter Henningsen

Siden Tage la Cours og Harald Mogensens ”Mordbogen” fra 1969 er der ikke på dansk udkommet en samlet skildring af kriminallitteraturens historie, så det er på høje tid, at nogen gør noget ved den sag. Der er trods alt sket ikke så lidt inden for genren i de forløbne 40 år. Det har Karsten Wind Meyhoff, bogens forfatter, som er cand. mag. i litteraturvidenskab og pt. arbejder på en phd.-afhandling om den amerikanske kriminallitteraturs historie (og her må være rigeligt at tage fat på), også ment, så derfor har han skrevet denne grundlæggende indføring i, og oversigt over, amerikansk og vesteuropæisk kriminallitteratur fra Edgar Allan Poe til James Ellroy (som det hedder i undertitlen).

      I praksis er det dog primært den britiske, den skandinaviske og den amerikanske krimi, der omtales, hvorimod krimier fra den øvrige del af Europa stort set glimrer ved deres fravær. Men det har forfatteren dog redegjort for i sin indledning. Der er trods alt grænser for, hvad man kan overkomme i en enkelt bog (og i et enkelt liv for den sags skyld). Karsten Meyhoff har sat sig selv den opgave at læse og orientere sig i de hundredvis/tusindvis af spændings- og kriminalromaner fra de sidste 150 år, som er skabt inden for dette geografiske område, og derpå sammenfatte, systematisere og kategorisere stoffet, og skabe overblik over genrer, vinkler og klassiske plots.

      Det er ikke nogen nem opgave, men Meyhoff har langt hen ad vejen klaret jobbet ganske hæderligt, selvom jeg må indrømme, at der er en del ting, jeg er ret utilfreds med. Hans systematik og kategoriseringer er i og for sig upåklagelige, selvom hans valg og fravalg til tider er noget uigennemskuelige. Hvornår er f.eks. en såkaldt thriller også en krimi og hvornår ikke? Hvorfor er nogle forfattere medtaget, mens andre er udeladt osv.? Hvorfor er Dan Browns thrillers krimier (der omtales) og hvorfor er Michael Crichtons thrillers ikke krimier (og omtales derfor ikke)? Det virker alt sammen mere subjektivt og lemfældigt end godt er.

      Indledningsvis præsenteres læseren for genren kriminallitteratur på en fin og pædagogisk måde, hvorefter det går slag i slag, genre for genre, type for type. De behandlede hovedgenrer er følgende:

1. Kriminallitteraturens pionerer (det er folk som f.eks. Wilkie Collins og Edgar Allan Poe)
2. Kriminallitteraturens guldalder (det er kvinder som f.eks. Agatha Christie og Dorothy L. Sayers, Margery Allingham og Ngaio Marsch),
3. Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur (f.eks. Raymond Chandler og Dashiel Hammet),
4. Politikrimien (f.eks. Hilary Waugh, Ed Mcbain og Michael Connelly),
5. Seriemorderkrimien (en noget flydende genre med hovednavne som Caleb Carr, Thomas Harris og Patricia D. Cornwell), 
6. Den historiske krimi (f.eks. Umberto Eco, James Ellroy og Philip Kerr),
7. Den skandinaviske krimi incl. femikrimien (Sjöwall og Wahlö, Camilla Läckberg etc.) og endelig
8. Den noget malplacerede genre ”spionromanen”, som egentlig slet ikke hører med til kriminal-litteraturen og derfor burde have været udeladt (dens øvrige kvaliteter ufortalt).

Ind imellem disse hovedafsnit er placeret særlige afsnit (trykt på grimt gult papir) hvor hovedtrækkene i de enkelte genrer kort ridses op i leksikalsk form. Det er helt fint og fungerer godt i sammenhængen. På bogens sidste sider følger en liste over internationale og danske krimipriser og en komplet bibliografi over de omtalte forfatteres værker; om de er oversat til dansk eller ej; hvornår de er udkommet etc. Også det et rigtigt fint hjælpemiddel

Det lykkes med enkle midler forfatteren at skabe et leksikalsk overblik, som videreformidles fint til læseren. Det betyder, at bogen fungerer godt som håndbog, da man kan foretage hurtige opslag og få en overordnet viden om såvel genrer som forfattere (selvfølgelig ikke alle). Derimod fungerer den ikke særligt godt som en bog, man læser fra ende til anden (hvilket forfatteren godt er klar over jfr. bogens indledning). Dertil er stoffet for monotont, genrerne for identiske og, ikke mindst, Meyhoffs litterære stilisme og sprogbrug for uslebent og måske endda for umodent (ikke at han skriver dårligt, slet ikke. Det er snarere sådan, at sproget mangler variation og finesse).

Samtidig er projektet paradoksalt nok måske en anelse for uambitiøst: Der sammenfattes og redegøres, refereres og konkluderes side op og side ned, men det foregår alt sammen på et lidet abstrakt og lidet analytisk niveau med et alt for stort forbrug af irriterende, insisterende adjektiver og for få egentlige litterære analyser. Tag f.eks. noget så grundlæggende som det rent håndværksmæssige. Hvordan er de omtalte kriminalromaner som litteratur betragtet? Hvordan er de konstruerede? Hvor gode er de sprogligt? Er forfatterne middelmådige, gode eller fremragende skribenter?

Jeg mener f.eks., at Dan Browns ”da Vinci-mysteriet” er en velkonstrueret og spændende bog – en såkaldt page turner), men jeg synes ikke, at Dan Brown er en særlig god forfatter. Det er handlingen, der er spændende og den er godt skruet sammen, mens Browns sprog er fladt og uden litterære dikkedarer. Personerne er papfigurer uden dybde, uden interessante, personlige konflikter etc. Et ekstremt eksempel på en dårlig konstrueret bog fyldt med flade papmennesker (som Meyhoff dog ikke medtager) er f.eks. den danske forfatter Christian Mørchs ”De ti herskere”. Selvom den er gået hen og blevet en bestseller (i hvert fald i Danmark), så er den ufattelig dårlig skrevet, og Mørch forsynder sig stort set på alle de områder, hvor det er muligt for en forfatter at forsynde sig. I forhold hertil er Dan Brown en ren Marcel Proust. Omvendt kan man så tage Umberto Ecos nu efterhånden klassiske ”Rosens navn”. Den er både spændende, godt ’plottet’, indholdsrig og fortalt i et flot litterært sprog. Og så er den intellektuelt krævende. Det gælder iøvrigt også Caleb Carrs fremragende ”Sindssygelægen”. Der er milevid forskel på forfattere som Eco og Carr på den ene side og Brown og Mørch på den anden.

Karsten Meyhoff interesserer sig imidlertid kun meget lidt, om overhovedet, for disse aspekter af krimilitteraturen. Hans karakteristikker af forfatternes evner indskrænker sig til overfladiske karakteristikker af forfatterskaberne som ”uforglemmelige”, ”stærkt læseværdige”, ”ekstremt underholdende og fornøjelige”, ”herlig lystfuld læsning”; Cornell Woolrichs bedste romaner kaldes f.eks. for ”skarptskårne mesterværker af højeste karat” uden at det på nogen måde retfærdiggøres eller argumenteres for, at det skulle være tilfældet. Og sådan fortsætter det side op og side ned. Der er talløse eksempler på denne form for ubrugelige litterære vurderinger.

Det er med andre ord en ret vitaminfattig kost, Meyhoff serverer. Der er masser af mad på tallerkenen, men den er ikke særlig nærende. - Og så er de mange overfladiske vurderinger med deres påhæng af intetsigende superlativer i øvrigt vanvittigt irriterende i længden. Og det i en sådan grad, at det for mit vedkommende hurtigt kom til at overskygge bogens kvaliteter. Her kan man med forfatteren Joseph Conrads ord virkelig tale om, at ordene er kommet til at stå i vejen for forfatterens budskab. Jeg kan ikke stærkt nok anbefale Karsten Meyhoff straks at læse Stephens Kings ”Om skrivning” eller Elmore Leonards ”10 rules of writing” for at få gjort op med disse sproglige unoder.

Men unoder eller ej. Hvis man ønsker sig et opslagsværk om fortrinsvis britisk og amerikansk kriminallitteratur, så er det alligevel et godt og nyttigt værk. Her er masser af hurtige informationer og gode tips til videre læsning. Men det er så også det. Meget mere er der ikke. Jeg har nævnt det før og jeg vil nævne det igen: Hvad man seriøst mangler, er en æstetisk og litterær kvalitetsvurdering af de enkelte forfattere. For sagen er jo, at langt de fleste krimier og thrillers ud fra en kunstnerisk og æstetisk betragtning er forholdsvis ringe litteratur. Nok kan de være både spændende, hæsblæsende og godt ’plottede’, men som oftest er de alligevel, litterært set, vitaminfattige. De er stort set glemt i det øjeblik, man er færdig med dem, hvorimod god fiktion har det med at hænge fast, ofte i årevis, og i nogle tilfælde, endda for livet. Det er vist sjældent, at krimier har en sådan effekt. En af årsagerne hertil er, tror jeg, at de fleste krimi- og thrillerforfattere kun bruger sproget til at fortælle en handling med, altså til at få en historie fortalt, hvorimod de ikke bruger det til at give læseren en æstetisk og litterær oplevelse. Der er en afgrundsdyb forskel på selv de bedste krimier og thrillers og på god litterær fiktion. Men måske er det heller ikke rimeligt at måle spændingsgenren med disse litterære alen? Og så alligevel, nogle af de bedste krimi- og spændingsforfattere, som f.eks. Len Deighton og Kate Atkinson, er faktisk i stand til at sammenvæve god litterær fiktion med gode plots.

Pointen med disse overvejelser er ikke at nedgøre krimilitteraturen som genre (jeg er selv en stor fan af den), men at anke over, at Karsten Meyhoff ikke interesserer sig for de rent litterære aspekter. Skal man tro hans ord, er stort set alle de nævnte genrer og eksempler på krimier spændende, gode og (til tider ligefrem ekstremt) læseværdige, men det tror jeg ikke på. Dertil har jeg stiftet bekendtskab med alt for mange dårligt skrevne krimier og thrillers.

Også Karsten Meyhoffs gennemgang af den historiske krimigenre lader en hel del tilbage at ønske. Alt for mange forfattere er udeladt, idet Meyhoff først og fremmest behandler bøger, hvor handlingen er henlagt til det 20. århundrede, f.eks. nazitiden (Philip Kerr) eller tiden lige efter 2. verdenskrig (James Ellroy), hvorimod krimier, der foregår længere tilbage i tiden – f.eks. de klassiske britiske victorianske thrillers og middelalderkrimier - stort set ikke omtales (jeg tænker især på forfattere som Elisabeth Peters (om arkæologen Amelia Peabody), Sarah Waters (især ”Rænkespil” og ”Sjælesøstre”, Candace Robb (om apotekeren og spionen Owen Archer), Bernard Knight (om adelsmanden og ordenshåndhæveren John de Wolfe) og Rosemary Rowe (om den romerske borger Libertus). Flere kunne nævnes.

Disse overvejelser (sure opstød?) bringer mig til mine sidste to kritikpunkter: Selv om Meyhoffs projekt er ambitiøst, har han ikke desto mindre valgt en noget uambitiøs tilgang til sit stof. Hans mål er udelukkende at referere og karakterisere, ikke at analysere, perspektivere og vurdere for alvor. Han bevæger sig for det meste i knæhøjde, i stedet for at kravle op i højt træ, hvorfra der er en bedre udsigt og hvorfra man bedre kan danne sig et overblik over de mange forfattere og de mange romaner. Hvis Karsten Meyhoff skal lykkes med at skrive en ordentlig ph.d.-afhandling om amerikansk kriminallitteratur, så må han hellere ’oppe’ sig på det punkt. For jeg er ikke imponeret.

Dernæst: Karsten Meyhoff formulerer sig som om, at han personligt har læst samtlige omtalte forfatteres bøger. Hvis det er korrekt, så er det i sig selv en herkulisk præstation. Alene en forfatter som Ed Mcbain har skrevet hen ved 150 krimier. Meyhoff kan kun have læst et udvalg, andet er utænkeligt. Men hvordan er dette udvalg foretaget og er det repræsentativt for de øvrige dele af forfatterskabet?

Til allersidst et lille hjertesuk. Meyhoff har selvfølgelig ikke medtaget alle krimiforfattere. Dertil er der for mange. Det har jeg fuld forståelse for. Når det er sagt, så mener jeg alligevel, at der mangler nogle ret oplagte kandidater. Da bogen også skal fungere som en art kanonisk opslagsværk, er det et problem, at han helt udelader absolutte hovednavne som Elisabeth George og især da Edgar Wallace (de nævnes ikke med ét eneste ord) eller nyskabende forfattere som Kate Atkinson, der med sin privatdetektiv Jackson Brodie har skabt ’den humoristiske krimi’ (dem er der vist ellers ikke mange af) og David Liss, der med sine fremragende 1700-talskrimier om Benjamin Weaver (A conspiracy of papers og A spectacle of corruption) ikke alene har sat helt nye standarder for den historiske kriminallitteratur, men også har skabt en helt ny genre, nemlig ”den økonomisk-historiske krimi”. Det i sig selv er noget af en bedrift. Hertil kunne man føje Sarah Waters, der med ”Sjælesøstre” (Affinity) har skabt en paranormal krimi. Hverken Atkinson, Waters eller Liss omtales desværre med ét ord.

Det er altså ikke nogen lydefri gennemgang af den vestlige verdens (engelsk, amerikansk og svensk) kriminallitteratur, som her præsteres, men med de nævnte mangler in mente, er det ikke desto mindre en udmærket håndbog. Brug den til at slå op i og find inspiration til at læse nye forfattere. Sådan fungerer den bedst. Sådan er den tænkt i sit udgangspunkt. Min kritik til trods, tøver jeg ikke med at anbefale bogen til alle elskere af krimigenren, der gerne vil vide mere om bøgernes og forfatternes baggrund.