Mord til tiden
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Krimigenren – ikke mindst den skandinaviske – har været genstand for en voldsom popularitet i de første år af det 21. århundrede. Boghandlerne (og supermarkederne) har skovlet svenske krimidronninger (utroligt så mange der er af dem) over disken sammen med hårdkogte svenske, danske, norske og islandske politifolk, der ikke altid, men ganske ofte, jager seriemordere i velfærdssamfundet. Det er både skidt og kanel, der udgives, men der er dog nogle fremragende eksempler på god litteratur, som heldigvis også er spændende. Svenske Arne Dahl (undertegnedes absolutte yndling) holder høj standard og er mere morsom end de fleste krimiforfattere, og man kan da også godt lide norske Jo Nesbø, skønt de sager, som Harry Hole går rundt og løser, ofte er lige lovligt voldsomme. I Danmark kunne man nævne Jussi Adler-Olsen, der også er både sjov og spændende, men ikke helt så velskrivende som Dahl. Og så videre, og så videre. Man kunne jo også give sig i kast med den skotske krimitradition med Ian Rankin i spidsen eller eksperimentere med tyske, franske eller italienske krimier. Det kan man få stor fornøjelse af og andre problemstillinger end dem, der udspiller sig i de nutidige nordiske lande.
Man kan også læse historiske krimier. Altså kriminalromaner, der finder deres plot i fx middelalderen, som Martin Jensens bøger om byfogden Eske Litle i Assens, i renæssancen, som Lars Hamann og Gorm Præst Jørgensen gør det med serien om en anden byfoged, Knud Korbach i København, eller under Besættelsen 1940-45, som Ole Frøslev har gjort det i din ”Mørketid”-serie. Som alle andre former for historiske romaner er det her sagen at lave en spændende historie, der passer ind i de historisk korrekte omgivelser, men det er også farligt, idet man kan komme til at overgøre den historiske kolorit, fordi man så gerne vil vise alt, hvad man har rekonstrueret. Men de nævnte gør det nu meget godt.
Man kan også læse nutidige krimier, hvor noget af plottet og dermed løsningen på sagen skal søges i fortiden. Der er talrige af disse. Fx Gretelise Holms ”Under fuld bedøvelse”, der tager udgangspunkt i prøjsiske flygtninge i slutningen af krigen, der slår sig ned i Danmark, eller Jussi Adler-Olsens ”Journal 64”, hvor omstændighederne på optagelseshjemmet for piger på Sprogø spiller en afgørende rolle.
Endelig kan man naturligvis også se krimiserier i tv, som på den ene eller anden måde forholder sig til historien. Det kunne fx være ”Edderkoppen” eller den svenske ”Anno 1790”.
Nå, længere skal jeg ikke namedroppe om dette emne, men derimod nævne, at der er udkommet en bog, der analyserer og gør os klogere på forholdet mellem forbrydelse, historie og mediekultur. Disse nøglebegreber er grundlaget i denne ganske interessante analyse af, hvordan historien anvendes i kriminallitteratur og tv-serier. Der er masser af teoretiske overvejelser, der dog heldigvis også anvendes på konkrete kulturprodukter. Der er således en mulighed for at få et nyt syn på nogle af de forfattere, man måske allerede har læst – eller man kan blive inspireret til at læse noget nyt. Gunhild Agger introducerer og diskuterer en række centrale begreber og metoder, som anvendes i analysen af de historisk-kriminalistiske kulturprodukter. På den måde er nogle af kapitlerne forskningsoversigter og teoretiske oversigter, som er uhyre interessant læsning, men lidt for omfattende til at referere i en anmeldelse som denne.
Mest interessant er dog de kapitler, der ganske konkret beskriver og giver omfattende eksempler på forskellige former for brug af historien i krimifortællingerne. Den historiske periodekrimi og den fortolkning af perioden, som romanen eller tv-serien foreslår. Blandingsformen, hvor en nutidig sag behøver fordybelse i fortidige forhold, inden løsningen kan findes, og den tredje er den historiske roman med en kriminalistisk gåde. Den sidst anførte giver Agger lejlighed til at referere og analysere Gunnar Staalesens fremragende Bergen-trilogi, ”1900 Morgenrød”, ”1950 High Noon”, ”1999 Aftensang” – hvor vi bringes gennem hele det 20. århundredes Bergen og en række familiers historie ved hjælp af et mord, der begås nytårsnat 1900, og først finder sin løsning ved afslutningen af det begivenhedsrige århundrede. Det er egentlig ikke kriminalgåden, der driver bøgernes handling frem, men ønsket om at opklare mordet ligger som en understrøm, som man dog en gang imellem glemmer ved læsningen, fordi der er så meget andet at forholde sig til. Hvor fik jeg dog lyst til at genlæse Staalesens tre bøger ved at læse Aggers referat og analyse! Det ske snart.
Som nævnt refereres et antal bøger, som man måske har læst – og det er naturligvis det interessant, fordi man kan følge analysen på en helt anden måde – men det er nu også interessant at få udpeget forfattere eller bøger, man ikke lige kendte.
Tv-seriernes brug af historien og forbrydelserne behandles ligeledes ved hjælp af serierne ”Edderkoppen” og ”Jane Horney”, der begge tager udgangspunkt i besættelsestiden, men også fx ”Anno 1790”, der mesterligt iscenesætter Stockholm i oplysningstiden og giver os både mord- og kærlighedsplot – og krimidokumentarer som ”Danske mord”, ”Sager der nager” m.fl. Også her er der mange interessante analyser at hente.
Gunhild Agger klæder os på til mord – eller hun klæder os i hvert fald på til at kunne (op)fatte nogle af de bevæggrunde og metoder, der lægges for dagen i brugen af historien og forbrydelserne i kulturprodukter som bøger og tv-film. Metoderne og teorierne behøver man selvfølgelig ikke nødvendigvis at være fortrolig med – man kan jo bare nyde historien – men det er nu alligevel ganske inciterende at læse analyserne også. Bogen henvender sig til studerende på medie- og kulturfagene, men så sandelig også til den alment interesserede læser af kriminalfiktion.
