100 års dansk keramik

Af Ning de Coninck-Smith

Hvad forstår bønder sig på agurkesalat? Og hvad forstår en historiker sig på keramik? To gode spørgsmål. Hvor svaret på det første må blæse i vinden, er svaret på det andet mere lige til. Efter mere end halvtreds år med brugskeramik og efter læsning af Carsten Bagge Laustsens bog om 100 års dansk keramik, føler undertegnede sig klædt på til at diskutere de betydninger, som stentøj har haft – og stadig har – som en del af dansk design og om keramikkens plads i den gode smag – sådan som den forvaltes i et land, hvor få har for meget og færre for lidt. Man skal nemlig ikke have bladet i mange ældre årgange af Bo Bedre for at konstatere, at det ikke er et hvilken som helst askebæger, fad eller vase, der pryder de arkitekttegnede møbler eller står i vindueskarmen. Det er ikke nips og souvenirs hentet ned fra Himmelbjerget, det er kunsthåndværk af den ypperligste slags, udformet af navne som Axel Salto eller Arne Bang. Sjældent bemærket, når fortællingen om dansk design er blevet skrevet, men ikke desto mindre tilstede i rummet som håndværksmæssige og æstetiske accenter.

Det er en af de fortællinger, jeg blev mindet om under læsning af lektor i statskundskab Carsten Bagge Laustsens store bog- og opslagsværk, hvor omdrejningspunktet er hans egen samling, og den viden han gennem årene har indsamlet om teknik og skabelsesprocesser og om kronologier. Undervejs reflekterer han over samleren som psykologisk, kulturel og social figur.  Det er begæret, nydelsen, det ubrugelige og systematikken, der skiller samleren fra impulskøberen og mænd fra kvinder. Mænd samler langt mere end kvinder, og de samler aggressivt og aktivt, mens kvinder (forstår man) mere er i deres følelsers vold og falder for ting og sager, der passer ind i de hjemlige rammer, skabt af mænd. Mænd er rigtige samlere, mens kvinder samler på sko, porcelæn, tøj og parfume, som ikke rangerer højt i samlerfeltet. Hvorvidt denne karakteristik, som understøttes af undersøgelser fra 1990’erne, fortsat kan stå uantastet, kunne være interessant at undersøge. Men under alle omstændigheder iscenesætter den Bagge Laustsen som en rigtig samler på linje med generationer af mænd, der har samlet på alt fra konkylier til frimærker.

Bogen om 100 års dansk keramik startede som et katalog til en udstilling i 2019 på Det danske hus i Paris af dansk keramik. Senere fulgte endnu et par udstillinger forskellige steder i Danmark, kurateret af Bagge Laustsen. Bogen introducerer til 91 danske keramikere, og det er forfatterens ønske, at den kan være en håndsrækning til nye samlere, og at de vil blive smittet med hans egen glæde ved at omgive sig med keramik. Glæden mærkes tydeligt undervejs, hvis man ser bort fra de indledende alvorstyngede kapitler om keramisk teknik og samlerens verden. Bagge Laustsen deler ud af sine besøg hos nulevende keramikere og i en afsluttende oversigt over kunstnersignaturer, kommer læseren i nærkontakt med de mennesker, som engang har drejer, brændt og glaseret de mange værker. De keramiske objekter toner smukt frem på siderne, ofte fotograferet så tæt på, at man næsten kan fornemme glasur og materialitet, og de ledsagende tekster åbner for et utal af fortællinger fra keramikkens verden.  Men det handler om at nærlæse, og at krydslæse på tværs af de mange livs- og værkfortællinger. Begynder man først at drømme om at eje en lågkrukke af Gertrud Vasegaard, en tekande af Gutte Eriksen eller en skål af Hans Vangsø, tabes de interessante fortællinger, der ligger mellem linjerne af syne.  Her er fortælles nemlig både erhvervs-, kultur og professionshistorier. Keramikkens verden rummer således en fortælling om de utroligt mange forskellige producenter, store som små, fra egentlige fabrikker, som den Kongelige Porcelainsfabrik, Saxbo eller Hjorts fabrik i Rønne til private værksteder i kældre eller baghuse. Her møder man entreprenante kvindelige og mandlige keramikere, der producerede og solgte stentøj i titusindvis: stel, kopper, kander og fade. Det er ikke just Bagge Laustsens kop the, det er nemlig kunstkeramikken, der optager ham, men det forvandlede i bogstavelig forstand stene til brød.  Vi hører om familiedynastier, ægtepar, søskende, og sociale og kunstneriske netværk og om keramikkens kønnede forvandlinger. Frem til ca. 2. Verdenskrig var professionen domineret af mænd med kvinder i rollen som dekoratører eller ”malerpiger” på nær enkelte undtagelser. En undtagelse var fx Nathalie Krebs, der i 1929 var medstifter af stentøjsvirksomheden Saxbo. Efter krigen kom kvinder i stigende grad til at dominere professionen. Så er der fortællinger om keramikkens geografi, med Bornholm og Sydsjælland som to kraftcentre. Eller om hvordan uddannelsen forandrede sig fra, at keramikerne var autodidakte, og oprindeligt billedhuggere, arkitekter eller malere – ja selv en velhavende købmand kunne slå sig på keramikken - til keramikeruddannelsens institutionaliseredes på Kunsthåndværkerakademiet i Århus og Kunsthåndværkerskolen i København. Viden om teknikker, former og glasurer cirkulerede fra Japan gennem længerevarende ophold i Frankrig og/eller England til Danmark.  Viden cirkulerede også mellem virksomheder og mellem mennesker og førte til voldsomme konflikter om ophavsret og kopiering. Det var langt fra skøn virke alt sammen. At være keramiker var en til tider benhård forretning, hvor borddækning, hjemmets indretning og ikke mindst madens tilberedning og servering kunne være vanskelig at forudsige. Nogle ramte plet, som fx Arne Bang, der for Holmegaard Glasværk producerede 10.000 stykker keramik om året i 1950’erne, eller Axel Brüel der i slutningen af samme årti tegnede stel for Lyngby Porcelænsfabrik, herunder dobbeltsidede termokopper og ovnfaste fade, der kunne gå direkte fra komfur til bord, inspireret af det rustikke franske køkken. For slet ikke at tale om Björn Wiinblad, hvis dekorative keramik i løbet af 1960’eren blev en fast bestanddel af dansk hverdagsdesign. Enhver ”samlersnob” må lægge afstand hertil, skriver Bagge Laustsen. Heldigvis for ham og for bogen, lavede Wiinblad også værkstedskeramik, hvor der ikke gik ti på dusinet.

Bagge Laustsen reflekterer over, hvad der er det særligt danske ved disse mange keramiske værker, er der en fællesnævner på tværs af former, glasurer og teknik? Er det funktionalisme, eller modernisme? intet synes at passe, blot en vis familielighed, konservatisme i forhold til at eksperimentere og stræben efter enkelhed, (26) hvilket forekommer lige så ubestemmeligt som de to ismer. Måske havde en historisk placering af keramikken ind i dansk design eller i det borgerlige hjems forvandling kunnet bidrage til at kvalificere eller måske ligefrem overflødiggøre denne diskussion. Alt andet lige må værdien af et keramisk værk handle om dens udsagnskraft i forhold til at positionere sig socialt og kulturelt. Tingene gør noget ved os, og det er langt fra ligegyldigt, hvordan vi omgår dem. Af samme grund forekommer skelnen mellem kunst- og brugskeramik også noget passé i mine øjne.

Teksten virker sine steder noget indforstået. Ejer man ikke et stykke keramik af Gutte Eriksen, er livet som samler forspildt. Studieophold hos Bernard Leach i Cornwall eller Lions værksted i det keramiske kraftcenter Saint-Amand-en-Puisaye i det centrale Frankrig var ifølge Bagge Laustsen et vigtig skridt for en dansk keramiker, uden at læseren forstår hvorfor. Noter og henvisninger forsvinder, når Bagge Laustsen når frem til beskrivelsen af de enkelte kunstnere. Det står enhver samler frit for at vælge, hvem han/eller hun vil tage ind i sin samling, selvfølgelig. Bagge Laustsens har truffet klassiske valg, hvor æstetik og høj teknisk kunnen er i højsædet. Hvorvidt de valgte keramikere tilsammen repræsenterer 100 års dansk keramik, vil jeg overlade til andre at have en mening om.

Lige et par fejl på falderebet: Stentøjsvirksomheden Saxbo fra 1929 lå først i Gladsaxe og flyttede siden til Herlev, men ikke i Hellerup, (106) og Hack Kampmann var ikke arkitekt på Københavns Rådhus, det var Martin Nyrup. (60) Ifølge Lex.dk vandt Kampmann i 1884 Kunstakademiets store guldmedalje med et projekt til et rådhus for København. 

Som det fremgår, fik jeg meget (andet) ud af at læse bogen om dansk keramik gennem 100 år, end det, som er forfatterens erklærede ambition. Bogen giver således stof til eftertanke, men hvorvidt den vil få flere til at samle, begære og nyde at holde et keramisk værk i hånden må eftertiden vise.

[Historie-online.dk, den 7. januar 2025]