200 års kunst i Aarhus.

Af Anders Ellegaard

”Der holdes ikke mere kunsthistoriske oversigtsudstillinger. Kunstmuseernes faste ophængning afvikles til fordel for den ene særudstilling efter den anden – som var det en kunsthal. Museumsdirektørerne er blevet en slags underholdningschefer, og inspektørerne skriver forord til kataloger, som var det et reklamebureau.”

Citatet er fra introduktionen til bogen.

”De fleste har et kendskab til, hvad de selv har oplevet, og hvad der er sket i deres egen levetid – og stort set ingen kender til kunsten i Aarhus endnu længere tilbage. Formålet med denne bog er at afhjælpe denne mangel”

Citatet er fra forordet til bogen.

Bogen er derfor en kunsthistorie med illustrationer, snarere end en ”billedbog” med små forklarende tekster til de enkelte billeder. Og lad det være skrevet straks: en meget underholdende bog med både oplysende, leksikale og morsomme tekster og indslag.

En anledning til bogen er ifølge forlagets pressemeddelelse, at da Aarhus i 2017 bliver Europæisk Kulturhovedstad, er det relevant at spørge, hvad der er sket med kunsten i Aarhus gennem tiden, og hvad der er byens forbindelse til europæisk kultur.

For denne anmelder – og garanteret for mange kunstinteresserede i Aarhus og omegn – er der mange deja vuéer og nå-jaer og kan-du-huske i bogens gennemgang af kunst og kunstnere i Aarhus i de seneste 40-50 år. Men bogen går længere tilbage, og det bliver til: næh, tænk engang og nå! var han/hun allerede med dengang og var han/hun også med og skete der virkelig det?

Bogens 18 kapitler er opdelt i tre hovedafsnit: 1814-1914/Aarhus bliver en kultiveret by, 1915-1984/Aarhus bliver en moderne by, 1985-2016/Fra provinsby til europæisk kulturhovedstad.

Bogens periode er fra guldalderen til nutiden, og den handler ikke kun om kunstnere og kunstnersammenslutninger, men også om kunstskoler, kunstforeninger, udstillingssteder, gallerier og kunstkritikere. Desuden handler den om de personer, som arbejdede for og fik etableret en kunstforening, et kunstmuseum, en kunstbygning og to kunstakademier.

Forfatteren Ole Morell er en kendt skikkelse i det aarhusianske kunstliv. Han er oprindelig idéhistoriker, men har arbejdet med kunst i mange forskellige forbindelser i mange år. Det være sig på skrift eller i tale. I aviser, blade, bøger (over 40!) eller i TV. Han er desuden kendt fra byvandringer og mange foredrag forskellige steder.

Det er umuligt at begynde på at gennemgå de enkelte kapitler. Der er så mange gode oplysninger og guldkorn, at det ville udfordre historie-onlines læseres tålmodighed og overbærenhed.

Et par gennemgående temaer skal dog nævnes. Opstod der på noget tidspunkt en egentlig Aarhus-skole i kunsten? Svaret er nej, men der var flere gode kunstnere. Var der rivalisering mellem København og Aarhus? Ja, i hvert fald set fra Aarhus. Set fra den anden side blev Aarhus ved med at være provinsiel.

Forfatteren har en særlig faible for kunstnere som Per Kirkeby og Asger Jorn, som han har skrevet bøger om. De er ikke rigtige aarhusianere, men da de har været aktive i det aarhusianske kunstmiljø, er de med i bogen.

Et enkelt kapitel skal dog nævnes. Det første kapitel i bogens tredje hovedafsnit hedder ”Den største modernist.” Selv om hele bogen er skrevet med indlevelse i de enkelte perioder, er det som om modernismen står forfatterens hjerte nærmest. Ikke mindst den største modernist, nemlig maleren og billedhuggeren Louis Marcussen (1894-1985). Hvem? Vil mange læsere spørge. Nævner man så hans kunstnernavn, vil mange sige: Nåh, ham! - Navnet er Ovartaci. Og véd læseren, hvad det betyder? - Overtosse! Han ville nemlig matche overlægen! Ovartaci var i de sidste mange år indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Når han kunne udøve sin kunst, var det som en selvregulerende behandling. Han var i perioder et kendt ansigt i Aarhus. Bogens beskrivelse af hans liv og kunst er skrevet med stor ømhed og anerkendelse af hans modernistiske kunst. Flere andre modernister er også nævnt. Efter denne anmelders opfattelse, virker det som om, det er den retning, forfatteren har mest sympati for. I konklusionen skriver han: ”Den vigtigste strømning i aarhusiansk kunst er den, som blev tegnet af outsiderne”.

Bagerst i bogen er der et appendiks med en gennemgang af kunsthandlere og gallerier i perioden 1896-2016. Desuden er der en litteraturliste til hvert enkelt kapitel, samt et omfattende og meget brugbart navneregister og endelig en liste over de fotografer, hvis billeder er brugt i bogen.

Forfatteren har selv tilrettelagt og designet den store (indbinding, format og antal sider) bog og dens forside. Den er trykt på godt papir med godt trykte illustrationer. Bogen har lærredsindbinding uden smudsomslag og bagsidetekst.

På side 240 er trykt et billede af medlemmer af kunstnersammenslutningen Guirlanden. De fleste er nævnt ved navn, men en ung mand i jakkesæt, hvid skjorte og slips anføres som ”en advokat.” Det kan oplyses, at det er advokat Peter Storgaard fra advokatfirmaet Storm Mortensen.

En velskrevet, interessant og oplysende bog, som ingen kunsthistorisk interesseret (aarhusianer) kan være foruden. (Kunst-)historieskrivning på højt plan.