Alphonse Mucha - I hjertet af art nouveau
Af Mads Christensen, arkivar.
Sarah Mucha har redigeret en kunstbog om Alphonse Mucha (1860-1939), der var en central skikkelse indenfor stilarten, som på fransk kaldes for ”l’art nouveau”, på tysk for
”Jugend”, ”Skønvirke” på dansk, men måske er den engelske betegnelse ”Arts and Crafts” den mest beskrivende. For det er nemlig karakteristisk for stilarten, at dens udøvere søgte et fællesskab for derved at bryde med det traditionelle skel mellem kunstneren, der skabte værker, som var et mål og havde værdi i og ved sig selv, og håndværkeren, der fremstillede produkter, hvor funktionen alene er af (nytte)værdi. Med andre ord – kunsthåndværkets fædre og mødre.
Til karakteristikken kan man – måske lidt paradoksalt – i høj grad også føje ”industri”, for tidens erhvervsliv var entreprenant, og lod kunstnere stå for udformningen af det nye medie, der med succes skulle få mennesker i tale, nemlig (reklame)plakaten og bane vejen for en anden af periodens svendestykker - masseproduktionen. Mucha brillerer i denne nye kunstnerrolle, hvilket bogen kommer godt omkring. Klassiske og nye bildende kunstarter (maleri, skulpturer og fotografi), udkast og formgivning til kunstindustriel produktion (bl.a. møbler, service), smykkekunsthåndværk (fx bryllupsgaven, et halssmykke, til konen og medaljer til den tjekkoslovakiske frimurerloge!), ja, sågar den totale udformning af bu-tiksinteriør til Fouquets juvellérforretning i Paris. Mucha mestrer det hele.
Alligevel er det fra de utallige plakater, man bedst kender Mucha. Muchas plakater er overdådigt dekorerede. Typisk med rig planteornamentik, arabesklignende bogstaver og med endnu et af tidens fænomener i centrum: den frigjorte kvinde. Stilen - Le Style Mucha - inspirerede andre plakatkunstere, fx danske Gerda Wegener, undertiden i et omfang, der tangerer plagiat, og dens elementer har nydt en enorm popularitet, og ses stadig, i alskens sammenhænge, hvor dekoration er det nødvendige blikfang. Men netop i Muchas plakater savner man lidt det element af dæmoni, der var en væsentlig bestanddel ikke mindst af kunstens kvinderoller omkring forrige århundredeskifte, der har berømmet fx Aubrey Beardsley eller Edward Munch, og som Mucha bestemt også har blik for. Blot i andre boldgader.
Måske derfor er den symbolistiske kunstner Mucha, skaberen af værker med religiøse anfægtelser og almindelig spleen, gået i glemmebogen i modsætning til dekoratøren Mucha, hvis stil er eksponeret i en grad, der nærmest har gjort den triviel og banal. Kendt af alle medens ophavsmandens navn er ukendt for de fleste. L’art nouveau gik af mode efter 1. Verdenskrig, der jo lagde Den Gamle Verden ned, men stilen kunne alligevel inspirere i 60’erne, fx rockgenrens LP-covers og koncertplakater og Hippiernes velourtøj med blomst-rede kantbånd og psykedelisk ornamentik, ligesom den er inspirationskilde for nutidens Fantasytegneserier og –spil.
Gl. Holtegaard åbner en udstilling af Mucha, samme dag som bogen udkommer, det skal blive spændende at se, og bogen kan i hvert fald anbefales.
