Børglum Domkirke og Kloster i middelalderen
Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.stipendiat, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet.
Der er gennem tiden skrevet en del om Børglum Kloster, der ligger ensomt i det yderste Vestvendsyssel, og om personer med tilknytning til stedet. I litteraturen om Børglum findes efterhånden en selvstændig gruppe, forankret i Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring, med museumsinspektør Per Lysdahl som gennemgående figur, udgivet af henholdsvis Forlaget Vestvendsyssel og Vendsyssel Historiske Museum. Den flittige lokalhistoriker Gert Jensen tegner sig for bogen Børglum Kloster – fra kongsgård til herregård, 2006, der giver en kort, men udmærket oversigt over stedets historie. Samme forfatter portrætterer de to vel nok mest kendte skikkelser fra stedet i Christian Michael Rottbøll – manden bag myten, 2007, og Stygge Krumpen – biskop og adelsmand, 2008, om henholdsvis modstandsmanden, der blev dræbt af dansk politi i 1942, og stedets sidste, sagnomspundne katolske biskop (og romanfigur). Så er banen kridtet op til at gå i gang med yderligere specialstudier af stedet, og hvad er mere oplagt end at tage fat på det grundlæggende, begyndelsen og bygningerne.
I Lysdahls karakteristiske redaktion og tilrettelægning har Vendsyssel Historiske Museum med Børglum Domkirke og Kloster i middelalderen udgivet det, der i uoverskuelig tid fremover vil stå som bogen om kirkens og klosterets middelalderlige bygningshistorie med hvad der af følger. Det er ikke tilfældigt. Forfatteren Hans Krongaard Kristensen, lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, er vel Danmarks kyndigste klosterarkæolog, som længe har arbejdet med stedets historie, bistået af Gert Jensen og Per Lysdahl. Ud over de uomtvistelige, faglige kvalifikationer, besidder Kristensen evnen til at skrive og balancere emnet mellem fortrinlig formidling og arkæologisk….. nå ja, nørderi. Det skal ikke komme forfatteren til skade, men kombinationen kan bestemt ikke tages for givet.
Spændvidden angives i forordet. Bogens første, malmfulde ord er: ”Børglum Klosters skarptskårne bygningskrop liggende magtfuld i det storslåede landskab gør et stort indtryk på de besøgende.” Og senere i forordet: ”Beslutningen om at ville skrive om stedet blev taget en nat, hvor jeg boede på Børglum Kloster og pludselig indså, at de ”ufærdige” sokkelsten repræsenterede bunden af liséner, som havde opdelt facaderne. Herved kunne kirken sættes i relation til samtidens arkitektur, hvilket har givet en helt ny forståelsesramme.” (Begge citater s. 7).
Ja da. Hvorfor har ingen tænkt på det før? For de, som ikke lige kan huske hvad liséner er, er der hjælp at hente i bogens nyttige liste over fagudtryk (s. 140-143): En lisén er et smalt murfremspring på en vægflade, i reglen på ydersiden, og har i modsætning til pilaster ingen særlig markering af top og bund, og vil oftest udgå fra et sokkelfremspring og slutte ved en række bueslag for oven (s. 142). Tanken er imidlertid ikke så indlysende. Børglum Klosters nuværende udseende er et resultat af store ændringer i 1700-tallet, og skønt der indgår både en middelalderlig kirke og tre klosterfløje i komplekset, fornemmes dette, som det anføres, først ved en nøjere betragtning (s. 7). Børglum Domkirke og Kloster i middelalderen rummer et utal af nøjere betragtninger, meget nøje betragtninger. Der kan ikke være mange hjørner og kroge, kvadre og sten i og omkring bygningerne, som Kristensen ikke har undersøgt, opmålt og analyseret, eller mange artikler, bøger, kilder, opmålings-, udgravnings- og undersøgelsesrapporter, som forfatteren ikke har gennemgået og sammenholdt med situationen på stedet.
For så vidt har bogen afhandlingens klassiske, stramme form. Der indledes med en oversigt over og diskussion af oprettelse mv. i kapitlet ”Bispesæde, kongsgård og kloster” (s. 9-15), hvorpå følger en redegørelse for domkirkens forskningshistorie (s. 16-25). Derpå følger, med detaljerede underafsnit, redegørelse for ”Den romanske kirke” (s. 26-46), ”Det gotiske skib” (s. 47-65), ”Oversigt over tilhugget granit” (s. 66-74), ”Efter Reformationen” (s. 75-79), ”Kirkens brug og indretning” (s. 80-93), ”Klosterbygningerne” (s. 94-116), resumé (s. 117-120), sammenfatning på engelsk og tysk (s. 121-128), samt litteraturoversigt, noter, navneregister og stedregister og endelig den nyttige liste over fagudtryk (s. 129-143).
De arkæologiske spor skriver sig således både fra en kirke, en domkirke vel at mærke, og fra et kloster, dvs. et præmonstratenserkloster. En væsentlig styrke i bogen, der tillige demonstrerer forfatterens omfattende viden, er de fortløbende komparationer og redegørelser for mulige forbilleder, for domkirkens vedkommende særligt kirkerne i Slesvig, Ribe og Viborg, samt dele af klosterkirken i Vestervig, som pga. en fejl- eller overfortolkning af Roskildekrøniken og Sankt Thøgerskulten i Vestervig fejlagtigt er blevet gjort til tidligt bispesæde for Vendsyssel (s. 26-27, 10). Omvendt behandles også domkirken i Børglum som inspirationskilde for adskillige kirker i Vendsyssel, herunder Hundslund Klosterkirke, nu Dronninglund, Sankt Catharina i Hjørring, Understed, Elling og Flade samt den nu nedbrudte Mårup Kirke, mens der ikke er relationer til den samtidige teglstensarkitektur på Sjælland. Det vendsysselske teglstensbyggeri har intet med det sjællandske at gøre, og de ældste dele af teglstensbyggeriet i Vendsyssel kan, som konsekvens af en omdatering af Børglum Klosterkirke og datering af mindst en men sikkert flere af landsbykirkerne af tegl, dateres som samtidige med meget kvaderstensbyggeri, dvs. tiden før 1200 (s. 44-45), hvilket kaster et yderst interessant lys over udbredelsen af det tidlige teglstensbyggeri i Danmark.
Der redegøres for kirkens interiør i en detaljeringsgrad, der ikke står tilbage for de bygningshistoriske undersøgelser. Trods reformationstidens voldsomme indgreb, findes der et rigt, middelalderligt inventar og rester her af bevaret i kirken (s. 81-83, 87), ligesom felter af lektoriet i Børglum Domkirke er fundet genanvendt i prædikestolen i den lille, nærliggende Furreby Kirke (s. 85). Også kirkens gravminder behandles indgående. En fin iagttagelse er det, at den meget slidte gravsten over Niels Stygge Rosenkrantz, i dag indmuret i kirkens nordvæg, mangler de sidste tal i dødsåret. Niels Stygge Rosenkrantz har altså fået lavet stenen før sin død, hvilket ikke var ualmindeligt, men da han døde i 1533 har ingen følt sig forpligtet til at fuldføre årstallet (s. 91-93). Desuden har forfatteren sporet ligstenen over ”den strenge ridder Niels Thorstenson,” død 1395; en del af stenen ligger nu under pulpituret, en anden del i nordre sideskibs andet fag (s. 92). De to dele burde samles, som forfatteren da også anfører i en note (s. 136, n. 168). Stenen er gengivet efter tegning af Søren Abildgaard 1766, men bogens detaljeringsgrad og øvrige billedrigdom taget i betragtning, kunne Kristensen nu godt have bragt et par fotografier af den strenge ridders ligsten. Det er så også det eneste, der er at udsætte på bogens billeddel.
Analysen af klosterbygningerne, af hvilke tre fløje endnu står, er mere kortfattet (s. 94-116) end analysen af kirkebygningen, af gode grunde. Dels er de bevarede bygninger meget forandrede og ombyggede, dels rummer bygningerne ikke samme omfang og rigdom som kirkebygningen. Ikke desto mindre gennemgås bygningerne med samme grundighed, som der bliver kirkebygningen til del, hvilket bl.a. inkluderer en redegørelse for klosterets fængsel, et carcer, hvor kannikerne omkring 1460 holdt provst Jon Jensen fanget (s. 101). Ifm. skriptoriet, klosterets skrivestue, hvad enten der er tale om et fænomen eller et specielt rum, gør Kristensen opmærksom på, at der endnu findes bevaret en bog, som er skrevet på Børglum Kloster, nemlig et blandingsskrift, der bl.a. indeholder den første, danske oversættelse af ”Karl Magnus´ Krønike,” en helteroman om Karl den Store og hans krigere. Bogen blev afsluttet på Børglum Kloster Maria Magdaleneaften, dvs. den 27. juni, 1480 (s. 96). Den burde transskriberes og udgives i fuldtekst og faksimile; mon ikke man engang kan finde en anledning?
At der har været en kloster på Børglum Bakke er for så vidt ikke så underligt. Mere mærkeligt er det, at der har været en domkirke på dette øde sted. Kristensen forklarer forholdet med, at da bisperesidensen for Vendsyssel omkring år 1060 blev placeret i Børglum, var der utvivlsomt ingen rigtige byer nord for Limfjorden (s. 117). Der er endnu mange uløste spørgsmål omkring Børglum kirke og kloster, og mange ville kunne afklares ved en arkæologisk indsats, i nogle tilfælde større end andre, konkluderer forfatteren (s. 115) klart konstaterende. Og mange spørgsmål er blevet afklarede i denne velskrevne, veltilrettelagte, rigt og smukt illustrerede bog, alt i farver, leveret i hardback.
Ifølge traditionen har Børglum Kloster det med at forsvinde i den lyse dag, og så dukke op igen, efter en tid. Endog nulevende, naturvidenskabeligt funderede og fornuftige personer påstår, at de har oplevet fænomenet. Hvis nu klosteret skulle forsvinde og blive væk, så er det godt, at vi har Hans Krongaard Kristensens bog Børglum Domkirke og Kloster i middelalderen. Den holder. Jeg slår vejen forbi, næste gang jeg er på de kanter. Der er et par sten i Kristensens bog, jeg gerne vil se in situ. Hvis Børglum Kloster ikke er forsvundet den dag.
