Brudflader
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Peer E. Sørensen er professor emeritus fra Nordisk Institut på Aarhus Universitet, og han har skrevet bøger om flere danske forfatterskaber. I 2019 skrev han bogen Modernismens ansigter, der efter anmeldelserne at dømme kredser om nogle af de samme temaer. I denne bog har han fokus på europæisk modernitet. Forskellen mellem modernisme og modernitet er iflg. Faktalink: ”Mens modernitet beskriver de overordnede sociale ændringer i samfundet, er modernisme en strømning inden for kunst, litteratur filosofi osv., der beskæftiger sig med den stadigt nye erfaring af verden”.
Indholdsfortegnelsen i Brudflader, der rummer overskrifter som ”Jernet, glasset og varens magi”, ”Den porøse by” og ”Det indre bylandskab” kunne tyde på, at Peer E. Sørensen belyser de overordnede sociale ændringer i samfundet. Det første kapitel handler om forskellige reaktioner på moderniteten, og han bruger en bygning som Crystal Palace, der blev bygget til verdensudstillingen i London i 1851, som et symbol herpå. Det var den første bygning i verden, hvor arkitekten formåede at anvende støbejern og glas i stor skala. Prins Albert lovpriste i en tale ”Menneskets – dvs. den hvide mands – evne til at føre Guds skaberplan ud i livet” (s. 18). Men forfatteren viser samtidig med henvisninger til forfattere og kulturpersonligheder, at der var mange, som ikke delte denne optimisme.
Kapitel to ”Den porøse by” kan ligeledes indgå i en diskussion af moderniteten, da det belyser betydningen af moderne arkitekter som østrigerne Adolf Loos og Ludwig Wittgenstein, der både var filosof og arkitekt på sit eget hus. En institution som Bauhaus, der stod for nye progressive ideer mht. arkitektur, er ligeledes vigtig for at forstå moderniteten. I kapitlet ”Det indre bylandskab” skriver han om filmen ”Dr. Caligaris kabinet”, at den gik sin sejrsgang over store dele af verden, og han tilføjer, at ”Her fik modernismen et øjeblik et folkeligt ansigt” (s. 80). I flere af de efterfølgende kapitler som fx ”Livmoderarkitektur og grotte æstetik” og ”Ødipusgalleriet” er det ligeledes modernismen, som Peer E. Sørensen er optaget af. Det viser blot, at der i hans verden ikke er et skarpt skel mellem de to begreber. Han har, så vidt jeg kan se, ikke selv defineret forskellen.
Det er vigtigt at vide, at forfatteren har valgt essayet som bærende element i bogen. Det betyder, at han har større frihed til at vælge hvilke kunstnere og temaer, han beskæftiger sig med, end hvis han havde valgt at fremstille Tysklands og Østrigs kulturhistorie i første halvdel af det 20. århundrede. Det kan forklare, hvorfor der er kunstnere, som han ikke har skrevet om i Brudflader. I Golo Manns fremragende bog om Tysklands historie 1919-1945 skriver denne fx om Gerhardt Hauptmann, Hermann Hesse og Kurt Tucholsky, men disse forfattere er ikke inddraget i Peer E. Sørensens bog.
Til gengæld skriver Peer E. Sørensen dybtgående, indsigtsfulde og også komplicerede analyser om forfattere som Thomas Mann, Robert Musil, Alexander Döblin, og Ingeborg Bachmann, komponister som Schönberg, Paul Hindemith og Alban Berg, arkitekter som Adolf Loos og Wittgenstein, der som nævnt først og fremmest var filosof, kunstnere som Oskar Kokoscha, Egon Schiele og Anselm Kiefer og om arkitekten Walter Gropius, der var leder af Bauhaus, en institution, der skulle modernisere og forsone kunst og håndværk, og om psykoanalytikeren Sigmund Freud.
Undertitlen til bogen er ”Veje og vildveje i europæisk modernitet”. Det lyder måske enkelt, og det er forståelsen af veje måske også, men når han forklarer, hvad vildveje betyder, bliver det langt mere kompliceret og svært begribeligt - i hvert fald for denne anmelder. ”Men vildveje er ikke bare veje, der fører bort fra det, der bryder med kulturelle forventninger; det, der befinder sig i ingenmandsland og er åbent for forhandling, tilpasning, forandring - og for en mangfoldighed af læsninger” (s. 14). For denne anmelder ville det have været formålstjenligt, hvis Peer E. Sørensen havde henvist til sider i bogen eller nævnt eksempler på sådanne vildveje.
Kigger man på indholdsfortegnelsen kommer man måske på sporet, fordi det sidste kapitel før epilogen hedder ”Vildveje”. Peer E. Sørensen skriver om den revolutionære Rosa Luxemburg, der i slutningen af 1917 sad i fængsel i Breslau, dengang en tysk by, og senere blev brutalt myrdet, om den amerikanske fotograf Lee Miller, der rykkede ind i Tyskland sammen med den amerikanske hær i marts 1945 og dokumenterede koncentrationslejrene og den tyske selvmordsepidemi. Endelig skriver han om den verdensberømte maler Anselm Kiefer, der i 1975 optrådte i et tysk avantgarde tidsskrift ”Interfunktionen” med provokerende billeder, der ligefrem betød, at mange mistænkte ham for nazisympatier.
For mig melder spørgsmålet sig imidlertid, hvordan personerne i dette kapitel i højere grad end personerne i andre kapitler bryder med kulturelle forventninger og er åbent for forhandling, tilpasning, forandring - og for en mangfoldighed af læsninger. For er det ikke det, som kunst formår, uden at man af den grund behøver at tale om vildveje? Umiddelbart skulle man tro, at vildveje fx kom til udtryk som den krigsbegejstring, som Thomas Mann og flere andre lagde for dagen ved Første Verdenskrigs udbrud, mens han senere i 1937 mere klart gav udtryk for, at Tyskland var ved at ”drømme sig ind i en eller anden pseudohellig sagnagtig nødstilstand - et grænseløst lydigt krigsinstrument, som er fanget i blind og fanatisk uvidenhed, og som ingen kritisk tanke anfægter” (s. 223).
Samtidig er der en dyb sandhed i den karakteristik, som Peer E. Sørensen indledningsvis giver af tiden før og efter Første Verdenskrig. Han taler om ”Dissonansens emancipation” som overskrift for det allerførste kapitel. Det var et udtryk som komponisten Arnold Schönberg i 1926 karakteriserede sin musik med, og Peer E. Sørensen går så vidt som at fastslå, at ”Dissonansens emancipation kunne være overskriften til det 20. århundredes historie”. Alligevel er det for mig lidt for pænt og civiliseret et udtryk, for det er næsten ufatteligt at tænke på tragedierne og brutaliteten i den europæiske historie, der indbefatter to verdenskriges rædsler, og som i dag har medført en utryghed og forventninger om muligheden for nye krige. Peer E. Sørensen udtrykker det således: ”Sammenbrud af traditionsbestemte sociale, kønslige og magtbaserede reguleringer og normer er en central og modsætningsfyldt erfaringsbasis for bogens essays. De (Brudflader) kredser om menneskers talent for at ødelægge sig selv, hinanden og civilisationen; men også om stadige opbrud fra stivnede normer, vaner og forforståelser” (s. 9).
Som nævnt begyndte det ellers så optimistisk og storslået med bygningen af Crystal Palace i 1851 til verdensudstillingen i London, og det illustreres af billederne af Crystal Palace s. 19, Galeries Lafayette i Paris, et vareverdenens tempel med et udstillingsareal på størrelse med det i Crystal Palace. Disse billeder kan så sammenholdes med billedet s. 31 af den delvist ødelagte Festhalle, der blev bygget 1907 - 08 med inspiration fra Crystal Palace. I 1940 blev det anvendt som ammunitionslager, brændte i 1940 og blev gentagne gange bombet under krigen, hvad billedet tydeligt viser. Klarere kan sammenbruddet for den udviklingsoptimisme, som Crystal Palace symboliserede, næsten ikke vises.
Billedmaterialet er uundværligt som illustration til de værker, som Peer E. Sørensen skriver om. Det er fremragende og spændende illustrationer, og de er overalt ledsaget af gode, oplysende og fyldestgørende tekster. Undertiden har forfatteren dog kun bragt relevante billeder fx af den tyske satiriker George Grosz uden at denne indgår i teksten, hvilket jeg godt kan savne. Ligeledes kan jeg savne billeder af Käthe Kollwitz, der kun er nævnt som en af de moderne kunstnere, der blev fyret fra deres professorater. Det samme gælder Paul Klee.
Jeg savner ligeledes en analyse af musicalen Cabaret i bogen. Denne forestilling blev berømt pga. filmen med Liza Minelli, og den er blevet opført i Danmark og i Sverige så sent som i 2024. Jeg synes, at forestillingen burde indgå i bogen, fordi den for mange danskere og svenskere er en af hovedkilderne til viden om begivenhederne i Tyskland. Den er omtalt af Per Øhrgaard i bogen ”Tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag” (2012).
En lille pudsig detalje ved Brudflader forekommer i forbindelse med hans inddragelse af den tyske filosof Theodor Adorno. Filosoffen vendte tilbage til Tyskland i 1949 og blev professor på Goethe-Universitetet, og han virkede også på det berømte socialforskningsinstitut. Adornos tilnavn var Teddy, og nogle af hans yndlingsstudenter dannede i slutningen af 1960’erne et rockband, som de kaldte ”Teddy hates jazz”, da Adorno virkelig hadede jazzen. Det må man sige. For år tilbage læste jeg en artikel, som Adorno havde skrevet om jazzen. Jeg kan huske, at jeg tog mig til hovedet over hans uforstand og mistede næsten alt for den berømte tyske filosof. Adorno var nu ikke den eneste, der fordømte jazzen. Vores egen Carl Nielsen sagde iflg Erik Wiedemann om jazzen, at den ”er ved at brede sig og sætte forrådnelsesbakterier i den højere musik”, og ”denne dødningeagtige skeletranglende, frække og påtrængende jazzmusik”. Det er også spørgsmålet, hvorfor Peer E. Sørensen overhovedet ikke kommer ind på jazzen i Tyskland og Europa, og hvorfor Brecht og Weil spiller en så perifer rolle i hans bog.
Brudflader er ikke en let tilgængelig bog, men den er et meget vigtigt og væsentligt bidrag til at forstå tiden i Tyskland og Østrig fra 1900-tallets begyndelse og frem til tiden efter 2. verdenskrig. Den giver en fantastisk god indsigt i kulturen og de mange kulturpersonligheder, som perioden var så rig på. Men lad det være sagt straks. Det er også en bog, som kræver noget af sin læser, først og fremmest interesse og tålmodighed. Jeg blev selv meget klogere på tiden og kulturen, fx Bauhaus og Freud, og på tyske ekspressionistiske film som fx Dr. Caligaris kabinet, som jeg endnu husker, at jeg så på Filmmuseet, da det lå på Christianshavn for efterhånden mange år siden.
[Historie-online.dk, den 8. januar 2025]
