Byens adelsgårde og palæer

Af cand. mag. Steen Ivan Hansen

Herregårdsforskning omfatter ikke blot den traditionelle herregårdsverden med hovedbygning, avlsgård og eventuelt fæstegods. Der indgår en lang række andre aspekter, og et af disse er godsejerfamiliens tilknytning til byen. Mange adelsfamilier købte eller opførte adelsgårde og palæer, og det er disse, der udgør emnet for en konference under Herregårdspuljen, som Dansk Center for herregårdsforskning nu har udgivet.

Resultatet er læseværdigt og interessant, men gør os egentlig måske ikke så meget klogere – herom senere.

11 foredrag er blevet til ligeså mange artikler, hvor rækken indledes af Ole Feldbæks Danmark i 1700-tallet. En velskrevet og tankevækkende artikel, hvor jeg dog nok tør mene, at hans synsvinkel er præget vel meget af hovedstaden. ”Som bekendt erhvervede nogle i den lidt ældre generation – Niels Ryberg, Iselin, Lindencrone og Scavenius – godser. Men det er min fornemmelse at den egentlige florissante periodes købmænd var godt tilfreds med titlen som grosserer og kongelige agent.”

Tager vi hele 1700-tals perioden, skete der især vest for Storebælt, en massiv godsovergang fra gammel adel til købmænd, apotekere, tidligere godsforpagtere/studehandlere m.v. Listen over nyadlede slægter er ligeså lang, som smørrebrødssedlen på en frokostrestaurant: De Linde, Lichtenberg, Friedenreich, Holberg, Lindenpalm, Halling, De Poulson, Reenberg, Teilmann, Rosenørn, Castenskiold, von Schmidten osv.

Ingen var tilsyneladende tilfredse med en placering som borgerlig, hvilket Feldbæk også udmærket fremlægger årsagerne til – adelsskab var nødvendigt for karrieren ved hof og administration.

Emnet adel viderebehandles af John Erichsen, som klart trækker op, i hvor høj grad adelen i enevældens tid er hofadel og tildeles en plads i kongens hierarki. Fire forfattere gennemgår hvert sit københavnske palæ, Claus M. Smidt, Charlottenborg, Vibeke Anderson Møller, Prinsens Palæ, Gerda Petri, Chr. VIII`s Palæ og Ulla Kjær, Thotts Palæ. Artiklerne er fint illustrerede og  informative, men så forfærdeligt meget nyt giver de ikke. Det samme må siges om Bodil Mølller Knudsens artikel om køkkenet ved det russiske hof på Palæet i Horsens, idet artiklen bygger på en – i øvrigt udmærket -  bog om samme emne, som hun udgav i 2006. Mon ikke ganske mange af de potentielle læsere af Byens Adelsgårde og Palæer allerede har anskaffet sig Maden ved Taffelbord, Kammerbord og Køkkenbord?

Af større nyhedsværdi for en dansk læser er de fire artikler om norske og svenske byhuse. Mest interessant er efter min mening Göran Alms Rokoko och gustaviansk arkitektur i den svenska stadsmiljöen. Her dokumenteres det, dels hvor topstyret den repræsentative svenske arkitektur var (ikke ulig danske forhold) dels hvor stor påvirkningerne fra Frankrig var. Svenskernes udbredte anvendelse af mansardtaget den dag i dag har sin forklaring i disse tendenser.

Vender vi nu tilbage til John Erichsen, Kongen og hans adel, finder vi her den eneste sætning i hele bogen, der retter fokus ud mod den danske provins: ” I ganske få købstæder har lokale godsejere bekostet statelige byboliger. Det gælder Aalborg, Viborg og Horsens. Bortset fra måske bygningen i Horsens fortjener ingen af disse boliger imidlertid betegnelsen palæ.”

Jeg tror nu nok, jeg tør driste mig til at kalde såvel Lichtenbergs som Friedenreichs (Viborg) og Hallings (Aalborg) huse for palæer, men den diskussion er måske ikke så vigtigt, så lad os kalde dem adelsgårde, som værket i henhold til titlen også beskæftiger sig med. I tiderne før den omhandlede periode, var der adelsgårde i enhver større dansk købstad. Lad mig nævne et par eksempler: Tårnborg i Ribe, Katholm i Århus, Brahernes stenhus i Odense (senere adeligt jomfrukloster), Helligåndshuset i Randers, samt i Viborg adskillige. De fleste af disse var gledet ud af adelig eje i den her omtalte periode, men jeg synes, at vi mangler et afsnit om dette. De mange danske adelsgårde var en slags forløbere for palæerne. Med enevælden rettes fokus i den grad på Kongens København, at adelen ikke længere i samme omfang ønsker byhuse i den nærliggende købstad. I dette stof ligger i høj grad forudsætningerne og baggrundsstoffet for emnet.

Konferencen valgte som nævnt at sætte fokus på det nordiske, hvilket dog ikke havde behøvet at udelukke det jysk-fynske. Det synes dog tydeligt, at det nordiske er parallelmateriale. De norske palæer kan sammenlignes med de københavnske. Og både de danske og svenske huse er påvirkede sydfra. I det danske materiale er der en del påvirkning fra Tyskland, men dybest set er både dansk og svensk hofkultur kloninger af det franske. Versailles-kulturen blev efterlignet i stort og småt. Jeg tror derfor, at man var kommet længere ved at give emnet en europæisk synsvinkel i stedet for en nordisk. Forudsætningerne for den danske palæ- og adelskultur i 1700-tallet var dels de gamle danske forhold, som værket ikke gør noget ud af, samt de europæiske forbilleder, som man kun gør lidt ud af.

Inspirationen til palæerne i København og i Stockholm er i begge tilfælde at hente der, hvor arkitekterne rejste hen på deres uddannelsesrejser, nemlig Frankrig og til dels Tyskland.

Ovenstående betragtninger skal på ingen måde opfattes som en negativ kritik af den i øvrigt udmærkede og flotte bog – blot tror jeg, at der var kommet lidt mere luft under vingerne, lidt mere perspektiv over værket, hvis ovennævnte aspekter havde fået en større plads.