Damer der fik nok
Af Ida Munk
Bogen udkom på kvindernes internationale kampdag d. 8. marts i år. Forlaget skriver i en pressemeddelelse: ”I denne bog følger vi tolv skamløse, umættelige, larmende og længselsfulde kvinder, der fra 1915 til 1960 skubbede til grænserne og udforskede, hvad kvindelighed også kunne være, og dermed banede vejen for det samfund, vi har i dag.” Bogen er en fortsættelse af ’Kvinder der var for meget’, der udkom i 2022 – tidl. anmeldt i Historie-online.dk (Se anmeldelsen her)
Forfatteren Sara Alfort er mag.art. i litteraturhistorie og journalist. Hun gør i Epilogen s. 461 rede for, at bogen bygger på en omfattende research af de tolv kvinder. Dette fremgår også i fremlæggelsen af kilderne til hver enkelt af kvinderne. Hun har lagt vægt på at lade kvinderne selv træde frem og bruger således deres egne ord fundet i breve, dagbøger, avisartikler mm.
Lige som den forrige bog ’Damer der var for meget’ følges kvinderne parallelt, hvilket betyder, at den enkelte persons livsforløb skæres over i forløb passende til et tidsafsnit. Forfatteren gør opmærksom på s. 463-4, at det ikke er tilfældigt. Begrundelsen er, at hvis de fremstår enkeltvis gøres de ekstraordinære. Det er for forfatteren en ”vigtig pointe, at de er en flok af enere” … ” –de havde alligevel hinanden” … ”Vi må se ud over de enkeltstående, ekstraordinære tilfælde. Så må vi se flokken, der rykkede grænserne.” s. 464.
Det kan dog forekomme vanskeligt at se disse tolv meget forskellige kvinder som en hel flok, der har fået nok. Der er tale om kvinder fra de forskellige nordiske lande: Sverige: Ulla Bjerne, Agnes von Krusenstjerna, Sara Lidman, Inga Ehrström. Danmark: Thit Jensen, Karen Blixen, Hulda Lütken, Karen Aabye, Ester Nagel, Tove Ditlevsen (der åbenbart ikke tæller med i de 12, men som omtales fyldigt i relation til Ester Nagel) , Maria Wine. Norge: Sara Fabriciu/Cora Sandel. Finland: Tove Jansson.
Bogen har fire kapitler, hvert opdelt i fem tidsrum, nogle gange på kun et år. Disse tidsrum ses i indholdsfortegnelsen s. 7 - kaldet Prolog 9. (hvorfor 9?) uden angivelse af, hvem der omtales hvor. I begyndelsen af hvert kapitel angives, hvem der tages op, og nogle af kvinderne behandles i flere afsnit flettet ind i hinanden. Vil man følge den enkelte kvinde, bliver det vanskeligt; de tolv kvinder nævnes ikke i registret eller i en oversigt, så det er ikke enkelt at spole frem eller tilbage til, hvornår og hvor den enkelte dame ytrer sig.
Det forekommer lidt vanskeligt at se, hvad der binder kvinderne i de enkelte afsnit sammen ud over årstallet, som er den eneste overskrift. Men modige er de, damerne, på hver sin måde. Man frydes f.eks. over fremstillingen af Thit Jensens kraftudfoldelser, og det er her ganske givende, at den samtidige forfatter Tom Kristensen åbenbart aldrig synes, at hun er for meget – i modsætning til andre anmeldere. Ligeledes er den i dag mindre kendte Karen Aabyes rejsebedrifter og beskrivelser samt hendes kærlighedsforhold forrygende. Det er også velgørende, at flere af damerne blev ganske velhavende: Udover Karen Blixen og Karen Aabye, der som forfatter og journalist, tjente også Mumitroldenes ’mor’ Tove Jansson rigtig mange penge. Men vejen til at være selvstændig og kunne gøre brug af egne penge beskrives også, således at vi begriber, at det var hårde tider at følge sin egen vej. Dog kan det undre, hvorledes finansieringen af de forskellige rejser til og ophold i udlandet har fundet sted. Hertil har kilderne måske ikke været omfattende nok.
Bogen er underholdende, men (bevidst) fragmentarisk skrevet om de 12-13 ret forskellige kvinder, der foldede sig ud i perioden 1915, hvor kvinderne fik valgret til 1960, hvor p-pillen gav kvinderne adgang til nye former for frihed. Bogen giver gode muligheder for videre studier af de enkelte kvinder via afsnittet ’Kilder’ og er derfor et godt supplement til de mange bøger, der i disse år dukker frem om glemte og oversete kvinder.
[Historie-online.dk, den 20. marts 2024]
