Dansk portrætkunst

Af Christian Kaaber

Stort emne. Stor bog. Lad det være sagt straks, stille og roligt: Dansk portrætkunst er et pragtværk. Hele vejen igennem. Sætter man sig rigtigt til rette med denne tunge og ikke just let håndterbare bog, venter der en ordrig og billedprægtig rejse gennem væsentlige dele af dansk kunsthistorie. Ordrig i dette begrebs bedste betydning. Bogen forener den boglige lækkerhed, der ofte omtales som kaffebordsformat, med en på én gang sprænglærd og letløbende, næsten mundtlig tekst, med velgørende skarphed og kant, skrevet af en forfatter, der både kan bruge øjnene og sproget.

Kunsthistoriker Thyge Christian Fønss-Lundberg er klædt godt på til denne store opgave. Han har skrevet adskillige bøger om portrætkunst og portrætkunstnere, senest den vægtige pragtmonografi Jens Juel – En europæisk mester, som han sammen med Anna Schram Vejlby fik udgivet i 2021.  Dansk portrætkunst er ligesom Jens Juel-værket tilrettelagt af de eminente bogdesignere Carl-H.K. Zakrisson og Tod Alan Spoerl, som ved klogelig genbrug af de bærende greb fra 2021-bogen har gjort Dansk portrætkunst til et visuelt festfyrværkeri: En gennembladring bliver en farverig lystvandring mellem ukommenterede stemningsskabende åbningsbilleder, perfekt afstemte vekslinger mellem hele billeder og signifikante detaljer herfra samt helsider med mange billedgengivelser, der hver især kaster lys på hinanden.

Dansk portrætkunst fokuserer på malede portrætter, udført af kunstnere, der kan sættes navn på. Bogen består af en lang gennemgang af dansk portrætkunst, fra de første malede portrætter af danskere dukker op i slutningen af 1400-tallet, og frem til i dag, hvor netop dette felt inden for malerkunsten efter en fortumlet vej gennem et kunstunivers domineret af modernismen oplever en slags renæssance og er genstand for stor offentlig interesse. Gennem det historiske forløb følger særskilte kapitler om enkelte malere. Bogens sidste fjerdedel består af en række tematiserende kapitler, der bevæger sig på tværs af kronologien: Om det malede portræts forskellige funktioner, om miniatureportrætter – malerkunst i smykkeform – om grafisk gengivelse af malerier, om den konkrete arbejdsproces bag et malet portræt – og meget andet. Herunder gentagne refleksioner over, hvorfor mon portrætkunsten i Danmark oftest har været nedvurderet som kunstnerisk profession, og portrætter stundom regnet som andenrangs-kunst. At der altid har været penge i at ramme en købedygtig elites ønske om at se sig selv foreviget – det være sig konger, dronninger, kulturpinger og moderne finansfolk og politikere – skinner gennem det meste af fremstillingen, ikke mindst sidst i bogen, som munder ud i forfatterens refleksioner over portrætkunstens danske fremtid.

Bogens fremstilling af danske malede portrætters kulturhistorie er både grundig og særdeles velillustreret. Forfatteren henviser ofte til andre fremstillinger, og citaterne herfra føjer sig fint ind i hans egen tekst. Danske malede portrætter var for førstedivisionens vedkommende på udenlandske hænder frem til sidste halvdel af 1700-tallet. De førende kunstnere på dette felt kom fra udlandet og skabte sig glorværdige danske karrierer af kortere og længere varighed. For eksempel bygger den kollektive forestilling om Christian IV’s udseende, som de fleste danskere nærer, på især to særdeles dygtige nederlandske kunstnere, Karel van Mander og Abraham Wuchters, der begge er gjort til genstand for særlige kapitler. Før dem havde den ligeledes nederlandske Jacob van Doordt skabt portrætter af højeste europæiske standard af den unge Christian IV, før modgang og sorger markerede kongens kraftigt skårne træk. Jacob van Doordt har også fået sit eget kapitel, som kaster et nyt perspektiv på hans betydning. Det kan så undre, at en anden markant Christian IV-portrættør, Peter Isaacsz, må nøjes med at indgå i den samlede fremstilling. Han er manden bag det mest kendte portræt af kongen fra omkring 1620, i sort spansk-inspireret dragt, som takket være et fornemt kobberstik af Jan Müller fra begyndelsen af 1620’rne viste Europa, hvordan Danmark-Norges dengang så magtfulde konge tog sig ud. Tiden tegnes som nævnt af de fremragende hofmalere. Den ret betydelige mængde eksisterende portrætter af mindre prominente, også indfødte danske kunstnere, samt de mange portrætmalerier på epitafier rundt i landets kirker kunne nok have tilført fremstillingen større bredde. Til gengæld vrimler bogen med fine iagttagelser af og inddragelse af mindre kendte, men udsøgte portrætter med dansk udgangspunkt. Et scoop er for eksempel historien om det prægtige billede, flamlænderen Justus Susterman skabte af Christian IV’s umulige søn med Kirsten Munk, Valdemar Christian. Maleriet kan beundres i Palazzo Pitti i Firenze, men er lykkeligvis med her. Slotsbrande og alskens andre ulykker har tæret hårdt på den hjemlige beholdning af 1600-tals portrætter. Derfor vidner det om dygtig billedredaktion at gengive Karel van Manders fantastiske helfigurportræt af Christian IV, som har overlevet i kongeligt britisk eje til denne dag, og som kvalitetsmæssigt slår de bevarede hjemlige sidestykker med adskillige længder.

Krydsklipningen mellem de internationale perspektiver og den danske portrætkunst er en særdeles stærk side ved bogen. Det gælder selvsagt ikke mindst i fremstillingen af enevældens malede portrætter, og her leveres fine og smukt illustrerede iagttagelser af motiver og teknik. Bogen bringer hidtil meget lidt kendt nyt frem om maleren Vigilius Eriksen, der fejrede triumfer som hofmaler på den helt store klinge ved Katarina den Stores ødsle og pragtelskende hof i Sankt Petersborg. Til gengæld kan det undre, at den svenskfødte maler Carl Gustaf Pilo, der spillede hovedrollen i den maleriske repræsentation i Frederik V’s blomstrende regeringstid, kun tilkendes nogle få passager og ganske få billedeksempler. Forfatteren betegner ham ”vores fuldblods-rokokomaler” og tilføjer med en helt vidunderlig formulering, at ”hans portrætter er som at nyse i en pudderdåse, så indholdet hvirvler til alle sider – et fortættet, men aldrig plumpt, pastelfarvet inferno af lyserøde og lyseblå nuancer”. Sådan kan man fortælle kunsthistorie!

Med det sene 1700-tal kommer de første store danskfødte kunstnere på banen, og læseren beriges ud over den perspektivrige hovedfortælling af fine særbehandlinger af Peder Als, som de færreste nok kender på forhånd, og af Jens Juel, hvis fremragende og menneskevenlige pensel i årtier var kendt af alle, der benyttede danske pengesedler. Portrætsiden af dansk kunsts guldalder i de fortumlede og ofte magre år mellem 1800 og 1850 gennemgås med stor fortællemæssig styrke og med skønne eksempler. Hovednavnene med de særlige afsnit er her den fejrede Eckersberg, den hårdt ramte og i sin samtid ganske ufortjent miskendte menneskeskildrer C.A. Jensen og endelig Christen Købke, der have ligget i sin grav i mange år, før den helt store anerkendelse indfandt sig. Købke har leveret portrættet, der pryder bogens forside. Kan penselstrøg være kloge, er de det i sandhed her. Den senere del af det 19. århundrede skildres lige så fornemt og får indsat den fabelagtigt dygtige portrættør Johan Vilhelm Gertner på en fortjent hædersplads, noget på bekostning af Vilhelm Marstrand, som dog får gode ord med på vejen i hovedfortællingen. Men vil man se, hvad et teknisk bravourstykke med en dyb og nærgående psykologisk skildring af et levende menneske består af, skal man bare nyde Gertners to mageløse portrætter af den ansvarstyngede, illusionsfattige og tidligt ældede verdensmand Christian VIII, som med et genialt formidlingsgreb er anbragt på samme opslag.

Det moderne gennembrud i slutningen af 1800-årene har P.S. Krøyer og den omsider genopdagede virtuose Berta Wegmann som to af hovedskikkelserné. I begge tilfælde har forfatteren nye gode iagttagelser at bringe, og bag de to lyser en solid og perspektivrig gennemgang af periodens rige danske portrætkunst. Det 20. århundredes yderst omskiftelige danske portrætverden behandles med et beundringsværdigt indsigtsfuldt og sobert overblik. For rigtig mange vil den rehabiliterende og fine skildring af maleren Herman Vedel være øjeåbnende. Det samme gælder indlemmelsen af den notorisk vanskelige enegænger J.F. Willumsen i galleriet af hovedpersoner i dansk portrætkunsts historie. Rækken af særligt behandlede kunstnere slutter med den absolut nulevende Thomas Kluge, som bogens forfatter har behandlet i bogform adskillige gange. Kluges teknisk uovertrufne og på én gang nænsomt og skarpt psykologisk iagttagede portrætter virker som en væsentlig del af forklaringen på, hvad bogens forfatter betegner som ”portrætmaleriets genfødsel” med den forkætrede modernisme som afsæt. Nyrealismens betydning for den enorme almene interesse for det malede portræt kan næppe overvurderes. Derfor kan det undre, at fremstillingen kun omtaler en portrætmaler som Niels Strøbek ganske summarisk og ikke gengiver et eneste af hans værker. Strøbek fylder godt i det nationalhistoriske galleri på Frederiksborg, som til gengæld er kemisk renset for arbejder af Thomas Kluge.

De stærke eksterne kræfter, der gør sig gældende bag portrætmalernes arbejder, behandles fermt og særdeles velskrevet i bogens sidste del, der slutter med forfatterens personlige og velunderbyggede bud på det malede portræts fremtid. Der er lagt op til diskussion, og her er forkundskaber nyttige. Dem kan man finde i denne pragtfuldt udstyrede bog.  Med sin enorme indsigt, fænomenale iagttagelsesevne og dejlige usnobbede sprog har Thyge Christian Fønss-Lundberg leveret et mesterligt stykke kunsthistorie, som kan læses med kolossalt udbytte af enhver med den mindste smule interesse for kunsten at skildre mennesker med farver på lærred – og for dansk kulturhistorie i almindelighed. 

[Historie-online.dk, den 30. oktober 2024]