Dansk stil i 1000 år

Af Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

Denne store og flotte bog handler ikke om eksamensstile gennem tiderne, selv om man næsten kunne fristes til at tro det på grund af titlen. Den handler derimod om mode – først og fremmest dragtmode.

Det er ganske vist ikke det, der fremgår af hverken bagsideteksten eller forordet. På bogens bagside angives, at det er ”arkitektur, kunstindustri, design og mode fra forskellige perioder”, der er emnet, og det angives at bogen skulle give ”inspiration til egne stilhistoriske udflugter rundt om i landet”. Det er nu nok at skrue forventningerne for højt op. For den omtale, der er af arkitektur og kunstindustri, er uhyre tynd i indhold og vidner absolut ikke om et grundlæggende fagkundskab, men om en interesse for tingene, som forfatteren tydeligvis brænder for at bringe videre.

Det gøres ved et fint billedmateriale. Faktisk er det mest af alt en billedbog med relativt fyldige tekster, men også disse er dog spinkle i indhold. Et enkelt eksempel kan illustrere dette:

”I Danmark kaldes tiden i 1880’erne for klunketid efter de klunker og kvaster, som de tunge gardiners draperinger blev hæftet op med. Klunketidens hjem var fyldt med gardiner, portièrer og overpolstrede møbler. En stor, herskabelig lejlighed blev i klunketiden nyindrettet af grosserer Rudolph Christensen ved Frederiksholms Kanal i København. Ejendommen købte Christensen i 1886 for at flytte ind i de ti værelser med sin familie i 1890. Fru Elina Christensens asymmetriske skrivebord med udskæringer blev, som mange af de øvrige møbler, udført i 1890 af snedkermester J.C. Thisted. Grosserer Christensen var medindehaver af båndfabrikken Christensen og Hansen, der havde udsalg på Østergade i København. Klunketiden var en stilmæssigt gennemført tid, hvor de mange stoffer sirligt blev draperet så vel i hjemmet som på damernes tournuredrager, og hermed var der mulighed for at få sit personlige særpræg frem. Klunkelejligheden hører til Nationalmuseet.”

Direkte forkert er det jo ikke, men hvis nogen skulle tro hermed at få et par guldkorn om, hvad denne brydningstid reelt indeholdt, så må de blive slemt skuffede. Ikke et ord om hvad muligheden for industrielt at fremstille diverse genstande betød for udformningen, ikke et ord om den fremskridtstro, som gennemsyrede klunketiden, og ikke et ord om, at den var den første, spæde begyndelse til den langt mere nøgterne funktionalisme.

  Teksten er tydeligvis hentet fra Nationalmuseets lille bog om Klunkehjemmet, og det er ganske symptomatisk. Litteraturlisten fremviser mange oversigtsværker og museumskataloger, som alle har rummer masser af kendsgerninger og eksakte oplysninger. Derimod er der kun enkelte værker, som går i dybden og forsøger at forklare en sammenhæng.

Det er ifølge forordet til Steckhans bog så det, hun forsøger. Men trods 30 års undervisning i stilhistorie, designhistore og modens historie diverse steder, så er det alligevel ikke lykkedes. Det fremgår da også, at forfatteren i samme periode var indehaver af antikvitetsforretningen Yesterday’s Shopping i København og freelance stylist. Så mon ikke der er tale om den samme fascination af svundne tiders formsprog, som enhver antikvitetshandler har, men som ingenlunde betyder en dybere forståelse for sammenhængen.

Et andet eksempel fra bogens ret ligegyldige tekst findes i kapitlet ”Régence/båndbarok 1725-1750”. Her står det eneste, man i bogen kan finde om det måske allervæsentligste arkitekturtræk for borgerligt byggeri i årtierne på begge sider af 1700, altså gavlkvisten: ”Mange gavlkviste, selv meget små kviste, fik profilerede gesimser. I København var der i 1728 en større brand, hvorved store dele af byen udbrændte. Efter branden blev mange smalle huse bygget med den karakteristiske gavlkvist, disse kaldtes ”ildebrandshuse”.” Ser man i det i øvrigt fyldige register, kan man ikke finde hverken gavlkvist eller kvist, og en forklaring på, hvad en gavlkvist er for en størrelse, får læseren ikke.  Det kunne da ellers nok have været på sin plads at forklare.

Når disse barske ord om teksten er sagt, så står tilbage at se på billedmaterialet. Det er langt bedre lykkedes i den forstand, at det er et kalejdoskop af alskens herligheder. Detailler af arkitektur, enkelte opstillinger, gamle reklamer, masser af dragter på model (flere fra forfatterens egen samling) og enkelte amatøroptagelser.

Bogen er morsom at blade igennem eller bare åbne på må og få. Ethvert billede kan sætte tanker i gang hos beskueren, og det er bogens berettigelse. Det er en fin gavebog, og den vil utvivlsomt tale til mange ”nybegyndere” i stilhistoriens krinkelkroge. Men for den, der allerede har forstået bare lidt af sammenhængen mellem de stilistiske træk, er der ikke nyt at hente, og der er reelt intet for den, der leder efter viden om arkitektur, kunstindustri og design. Dragtmoden er måske undtagelsen, her er i hvert fald en del finurligheder, som kan give anledning til samtaler og kanske ligefrem lede til ønsket om at søge viden andetsteds.

Et kuriosum af de helt uforklarlige er, at der ofte i modebillederne står angivet noget om dragternes farver, selv om der er tale om sort-hvide gengivelser. Måske har forlægget virkelig været koloreret, men hvorfor i al videste verden er det så ikke gengivet således, når der på selv samme sider er andre farvebilleder. Her føler man sig som læser lidt snydt.

Den grafiske tilrettelægning er forestået af Søren Ellitsgaard, og det er øjensynlig kun gjort med et begrænset kendskab til, hvordan dette ideelt set burde være. I hvert fald er det uskønt at se de mange opslag, hvor der ikke holdes bundregister i teksten, og man kan i bedste fald undres over det vekslende sidelay-out, hvor teksten i forhold til billedet er placeret snart over, snart under eller ved siden af, og hvor alle billedtekster er et forløb uden ombrydning af teksten. Når det alligevel ser nogenlunde hæderligt ud, er det de enkelte billeders kvalitet, der må få æren.

Trykningen har Narayana Press stået for, som altid i sober udførelse. Papiret er tykt Hello Silk, som giver en behagelig oplevelse både at se på og røre ved. Indbindingen er som det så ofte er tilfældet nu til dags stift papbind med påsvejset plastik,  der ved første berøring ser fedtet ud.

Alt i alt må man sige, at bogen er sjov og inspirerende, men til at få forstand af er den ikke.