Det malede rum

Af Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil. 

Lad det være sagt med det samme: det er en dejlig bog. Den er fagligt gennemarbejdet på solid forskningsmæssig baggrund, den er velillustreret, og den er smukt udstyret. Der er kun petitesser at gøre indvendinger mod.

Forfatteren Line Bregnhøj er konservator og ansat på Nationalmuseets Bevaringsafdeling inden for området Bygning og Inventar og har således en god faglig baggrund og ballast for at skrive om, hvorledes og med hvilke materialer interiørdekorationer og øvrig bemaling udførtes. Det er solid viden, der formidles, og vel at mærke en viden, Bregnhøj stort set selv har skaffet sig gennem sine granskninger og sit arbejde. At det er fint forskningsarbejde, der er udført, ses af noteapparatet og kildematerialet. Man føler sig helt tryg ved udsagnene, også når de går på tværs af det, der ellers har været anset for at være almen viden.

Den sproglige formidling er stringent, ingen svinkeærinder her. Det er måske ikke just et blomstrende sprog, men det er regulært og til at forstå for enhver, dejlig befriet for indforstået fagjargon eller forsøg på at få det til at se mere ”svært” ud, end det faktisk er. Bravo!

Der er syv hovedafsnit, hvis titler mere end mange ord forklarer, hvad indholdet er:

Malerfaget – erhverv og uddannelse / Malerportrætter / Malingstyper og bindemidler / Pigmenter / Arbejdsmetoder / Dekorationsformer / Produktion og Salg.

Dertil kommer en sammenfatning, som indholdsmæssigt er identisk med det engelske resumé.

Bogen er velegnet som opslagsbog, når man vil vide noget mere om et specifikt emne. Dermed være ikke sagt, at man ikke godt kan læse den fra A til Z, for det kan man bestemt, selv om der i enkelte af afsnittene er mange – nødvendige – tabeller og oversigter, som godt kan virke lidt tørre umiddelbart, men som på en gang uddyber og simplificerer resultaterne af forskningen.

Men inden man når så langt, er der et kapitel kaldet ”Rum og dekoration”, skrevet af Ulla Houkjær. I forordet kaldes det en kunsthistorisk kavalkade over interiørmaleriet, og dermed er det da også understreget, at her er der ikke tale om dybdegående undersøgelser, men om et letflydende opkog af relativ almen viden. Ulla Houkjærs skrivestil er ikke markant anderledes end Bregnhøis, men indholdet er meget tyndt i forhold til resten af bogen. Houkjær er kunsthistoriker og ansat på Kunstindustrimuseet.

Uden at genere Houkjærs kapitel ville anmelderen klart have foretrukket, at Bregnhøi selv havde skrevet også dette afsnit. Kanske ville det være blevet lidt længere, men anmelderen er overbevist om, at man som læser i så tilfælde ville have fået langt mere interessant viden bragt til torvs.

Bogens illustrationer er velvalgte og smukt gengivne. Hvor der er tale om nyoptagelser, er det Roberto Fortuna, der har været fotograf, og dermed er skønheden jo sikret som altid, hvor han er på færde. Men der er også en hel stribe gengivelser af gamle malerier, og dem føler man sig godt i selskab med, velkendte som de er, men her med fokus på detaljer, som ellers ikke plejer at blive draget frem.

Trykningen er forestået af Naryana Press, og dette firma mestrer altid opgaven til fuld tilfredshed. Tungt ”Hello Silk”-papir og fine farvegengivelser og en fin indbinding i gråt lærred understreger bogens kvaliteter.

For lay-out’et har det velkendte par Mette & Eric Mourier stået, og det plejer jo at borge for kvaliteten. I store træk respekterer og benytter parret altid de velanskrevne regler for lay-out, men der er altså en del smuttere undervejs i bogen her.

Først og fremmest er det temmelig uskønt, når der ikke holdes register på siderne, specielt når der kun er tre-fire liniers tekst på en side. Enten må der foretages en ombrydning – selv om det godt kan komme til at involvere flere sider – eller også må man bede forfatteren om at ændre lidt i teksten.  Alene inden for de første 100 sider er det galt på siderne 19, 29, 43, 47, 68, 73, 74, 89, 92 og 93.

Der er sider, som kun har en enkelt linie fra et nyt afsnit nederst, og der er såkaldte franske horeunger og indrykninger på steder, hvor de ikke hører hjemme.

Dertil kommer, at billedteksterne har en nærmest vilkår bredde. I nogle tilfælde er det billedets bredde, der anvendes, i andre er det spaltebredden – eller spaltebredderne, for der opereres med det så moderne trespaltede lay-out, hvor den inderste spalte er markant smallere end de to yderste. Det virker en kende rodet.

Og endelig så er det en stor skam, at der mange steder gengives billeder tværs over siderne, for det er uundgåeligt, at der dermed mistes en del på grund af bogens tykkelse. Så meget mere ærgerligt er det, fordi det i ingen af tilfældene synes nødvendigt at gengive billederne så store.

Så alt i alt må de to mourier’er opfordres til ikke at forlade sig så meget på rutinen fremover, men vende tilbage til fordums strenghed.

Drevne folk inden for bogbranchen kan ud fra en bogs isbn-nummer se, hvor mange bøger, forlaget har udgivet inden den pågældende bog. Det har man fra Forlaget Historismus åbenbart ikke ønsket at skilte med, for her har man anvendt et ”senere” nummer. Det er forlagets første bog, og det er da bestemt en debut, man godt kan være bekendt. Så det forekommer uforståeligt for ikke at sige krukket således at sløre debut’en. Det kan blive lidt spøjst, når forlaget så på et senere tidspunkt skal til at anvende det reelt første nummer.

Men alt i alt: til lykke til såvel det nystartede forlag som forfatteren, som hvis første egentlige bog, det vist er, selv om forfatterskabet har talrige artikler bag sig.