Faaborg Museum and the Artists´ Colony
Af Anders Ellegaard, cand.jur.
Bogen er den første store engelsksprogede udgivelse om Faaborg Museum og dén del af kunstnergruppen ”Fynboerne,” hvis medlemmer kom fra byen, eller arbejdede sammen med dem.
Bogen er en antologi i syv kapitler. Bidragsyderne er museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen, Gry Hedin, Flemming Brandrup, Anders V. Munch og Peter Thule Kristensen.
Hvad er en kunstnerkoloni? I slutningen af 1800-tallet og et stykke ind i 1900-tallet begyndte kunstnere i Europa, at drage ud fra byerne og ud på landet om sommeren – ofte til et sted ved havet – for at dyrke deres kunst i lokale, pittoreske omgivelser med lokale, pittoreske beboere. Malerne lavede skitser eller malede direkte ”plein-air.” I Danmark er Skagensmalerne vel den mest kendte koloni. De kom ikke selv fra Skagen, og de var der kun om sommeren. Når det blev koldt og gråt, drog de hjem til København eller til et varmere sted. Undtagelsen var den indfødte Anna Ancher, som også holdt Michael Ancher deroppe.
Kun meget få kunstnerkolonier i Europa bestod af lokale kunstnere, som opholdt sig på stedet hele året. En sådan koloni opstod i Faaborg. De lokale kunstnere var Peter Hansen, Anna Syberg (f. Hansen), Fritz Syberg og Jens Birkholm. Det var karakteristisk for flere af Faaborgmalerne, at de var uddannet håndværksmalere hos Peter Syrak Hansen (d. ældre), før de drog til København for at frekventere Kristian Zarhtmanns malerskole. Andre medlemmer af ”Fynbomalerne” havde også gået på Zarhtmanns skole. En anden kunstnerkoloni på Fyn holdt til i Kerteminde, hvor Johannes Larsen boede, og som Anna og Fritz Syberg flyttede til. Der var stor overlapning mellem disse to kolonier, og deres kunstnere samarbejdede og blandede sig i hinandens liv og arbejde. Man kan diskutere, om ikke der i virkeligheden var tale om én stor kunstnerkoloni kaldet ”Fynboerne.”
Fynboerne eller Bondemalerne, som de nedladende blev kaldt blandt især københavnske kunstkritikere (Politiken 1907), valgte som motiver det nære. Det vil sige lokale motiver: småbyer, bondelandet, landskaber (Svanninge Bakker), bønder, håndværkere, børn, hinanden, dagligliv, fattigdom, dødsscener med mere. Hverdagsmotiver uden historisk eller mytologisk indhold. Deraf øgenavnet. Zarhtmann uddannede ikke efterlignere, men opfordrede til at følge de nye strømninger, som kom udefra. Fynboerne blev støttet af en anden gruppe: Den jydske Bevægelse med Johs. V. Jensen i spidsen. Faaborgkolonien udgjordes af 17 medlemmer. Skagensmalerne talte 75.
Fabrikanten Mads Rasmussen fra Stegsted ved Odense etablerede efter en rejse til Amerika en konserves- og syltetøjsfabrik i Faaborg; Konservesgården. Den frodige egn kunne levere råmaterialerne til produktionen; industrialisering i Faaborg. Mads Rasmussen ønskede at bruge noget af sin voksende formue til at betale tilbage til den egn, hvor den blev skabt. Det vil sige til Faaborg og omegn. Da han var interesseret i kunst opstod tanken om at lave en udstilling af de malerier, som han havde erhvervet. Efter fusion mellem hans virksomhed og en anden flyttede han i 1906 til København, hvor han blev direktør for Beauvais. Interessen for Faaborg og museet var dog bevaret.
De første udstillinger blev holdt på Rasmussens Hotel fra 1904, men fra 1910 fandt de sted i Mads Rasmussens sommerbolig på Konservesgården. Tanken om et rigtigt kunstmuseum udviklede sig.
Det usædvanlige var, at Mads Rasmussen nøjedes med (stort set) at finansiere foretagendet. Arkitekten Carl Pedersen fik næsten frie hænder, og det gjorde kunstnerne, som stod for udvælgelse af kunst og senere ophængning, også. I bogen er der gode og oplysende citater fra en del af korrespondancen mellem især Mads Rasmussen og Carl Petersen, men også fra nogle af kunstnerne. Man fornemmer, at der ikke altid var enighed om, hvordan tingene skulle være.
Den unge næsten uprøvede arkitekt, Carl Petersen, fik opgaven med at tegne museet. Hans grundtanke var, at det skulle være et ”Gesamtkunstwerk.” Det vil sige, at flere kunstarter skulle forenes i det endelige museum: arkitektur, kunst, møbler, grafik, design. Hertil kom materiale- og farvevalg. De fire kunstnere, som bistod, var malerne Peter Hansen, Johannes Larsen, Fritz Syberg og billedhuggeren Kai Nielsen.
Carl Petersen havde som mål, at lave ”det fineste museum i landet efter Thorvaldsens.” Han var en stor beundrer af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Faaborg Museum er en speciel bygning på en lang, smal skrånende grund, som oven i købet snævrer ind. Museets arkitektur er blevet kaldt nordisk neoklassicisme, men den har også stiltræk eller antydninger fra andre tider og stilarter. Museet er bygget i jævne, naturlige materialer og er bygget til at vise samtidskunst. Som Thorvaldsens! Der er anvendt lokalt ler brændt på et lokalt teglværk (ejet af Mads Rasmussen og hans brødre) til mursten og gulvklinker. Søjler og trapper er dog af granit eller marmor. Lokale håndværksfirmaer har efter licitation udført arbejdet. To lokale snedkerfirmaer bød på arbejdet, men det gik til et snedkerfirma i Svanninge, som bød 40 % lavere end de to fra Faaborg. Carl Petersen skrev til Mads Rasmussen: ”det er helt klart, at de to firmaer vi først henvendte os til, er enedes om at lægge 60 % oven i deres tilbud. De må have troet, at byggekomiteen var amatører, og håbet på at arkitekten var en idiot.” (anmelders oversættelse).
Museets forskellige rum varierer meget i størrelse, i lysindfald, lofter og farvevalg. Synsakserne skifter retning. Gangene mellem rummene er forskudt og ligger typisk i hjørnerne med kun et begrænset indblik til det næste rum. Gangene er buede, har tøndelofter og er sortmalede. Tøndelofter er der også i de syv køjer, som er små sidegallerier til en lang mellemgang. (Køjer er ikke skibskøjer, men opkaldt efter cava (latin), som betyder hule). Væggenes farver er et kapitel for sig. Ensfarvede fra koboltblå i rotunden med Kai Nielsen store statue af Mads Rasmussen til cinnoberrød, lilla, karrygul med mere. Kun i Arkivet (opkaldt efter Carl Petersens tegningsarkiv) har Johannes Larsen fået lov til at male fugle og træer. De ensfarvede frescomalede vægge krævede stor eksperimenteren med både teknik og pigmenter. Under diskussion om udsmykning af væggene i rotunden med Kai Nielsens statue af Mads Rasmussen blev der talt om, at kun de ”rigtige” Fynbomalere skulle bidrage. Læs i bogen, hvem det så var. Som bekendt endte det med, at væggene blev koboltblå med en sort kant for neden.
Gulvene er et kapitel for sig. Det er klinkegulve af tegl lagt i mønstre efter Carl Petersens design. Fremstillingen og problemerne med farvningen af klinkerne er omtalt i bogen. - En anden bemærkelsesværdig ting er lysindfaldet i de forskellige rum: ovenlys, sidelys, endelys. Alt går op i en højere enhed, selv om Fritz Syberg var bange for at det ville tage opmærksomheden fra det vigtigste: kunsten. Han ønskede røde teglstengulve og hvide vægge. Men det var ikke kun mure, vægge og vinduer. Der var også lamper, stole og taburetter, Det spillede alt sammen med i et Gesamtkunstwerk.
Ophængningen ved indvielsen i 1915 var foretaget af Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen. Den var kaotisk, rodet og uden temaer. I 1921 indforskrev man direktør Karl Madsen fra Statens Museum for Kunst til at lave en ny ophængning og tage stilling til væggenes farver. Ikke mere Gesamrkunstwerk á la Carl Petersen.
Carl Petersens tidsplan var: håndværkertilbud den 15 januar 1913 – indvielse 15. oktober 1913.
Vanskeligheder som 1. Verdenskrig, materialemangel, eksperimenter med materialer og meget andet gjorde, at indvielsen først fandt sted d. 6. juni 1915, Allerede dengang var der problemer med at overholde tidsfrister i byggeriet. Og det var ikke finansielle problemer; Mads Rasmussen tjente godt på konserves under krigen. - Carl Petersens familie forblev boende i København, hvilket gav ham megen rejseaktivitet. Under krigen blev farvande mineret med store vanskeligheder for de rejsende til følge. Medens der blev eksperimenteret med farvede gulvklinker på teglværket, som lå i Tommerup, måtte Carl Petersen opholde sig dér i en periode. Han skrev til hustruen: ”Kære lille Ingeborg… Her er jeg i Tommerup, som bogstavelig talt er et hul i jorden. På alle sider omgivet af høje fynske bakker med skove. Byen er grim og kedelig. Jeg bor på en kro, hvor lyset slukkes klokken 22. Jeg ville hellere være hjemme hos dig.” (anmelders oversættelse).
Møblerne til museet blev designet af Kaare Klint og Carl Petersen. Den berømte Faaborgstol er af nogle kaldt den første moderne designklassiker i Danmark. Den er designet specielt til Faaborg Museum, men den er også lavet i varianter og brugt andre steder. Der blev lavet 18 stole til museet, samt syv taburetter. Kaare Klint designede også møblerne i Arkivet. - Poul Henningsen var ikke glad for Faaborgstolen, fordi den var en klassiker, som ikke kunne ændres og forbedres. Han foretrak Wienerstolen (Thonet), som er ændret, videreudviklet og (måske) forbedret mange gange.
Museets placering i bybilledet og hele museets arkitektur er genstand for en indgående beskrivelse og vurdering. Det pittoreske, det manneristiske, det monumentale. Der sammenlignes for eksempel med bykirker, som ofte er placeret på en lang, smal grund, og den betydning det har for rummenes placering, lys og farver. De individuelle dele samles til en enhed ved brug af et klassicistisk og afbalanceret samspil.
Alt dette og meget mere til kan læses i bogens syv kapitler.
Bogen har bagerst noter til hvert kapitel, liste over fotografer, korte biografier om forfatterne og et index over navne i teksten.
Mange af Fynbomalernes billeder er gengivet sammen med fotografier fra museet, dets opførelse, ophængningen af malerier og af personer med tilknytning til emnerne. - Til de to store, helsides serier af fotografier fra museet udvendigt og især indvendigt er indforskrevet den fransk-schweiziske arkitekturfotograf Hélène Binet. De billeder er alle pengene værd.
Bogen er godt boghåndværk med stift bind, mat papir, let læselig tekst og gode farvefotografier. Meget gedigent arbejde.
Bogen om Faaborg Museum og den lokale kunstnerkoloni kommer rundt om mange aspekter ved museet og de kunstnere, som var en del af Fynbomalerne, og både udlændinge og danskere vil have stor glæde af at fordybe sig i historierne om museets tilblivelse og opførelse og om de mere eller mindre kendte kunstnere.
[Historie-online.dk, den 23. juli 2019]
