Fajancer fra Holland, Frankrig og Tyskland 1600-1800
Af Torben A. Vestergaard, mag.art.
Hvis man tænker på, hvor få farver og billeder man omgav sig med i hjemmene i 1600- og 1700 tallet, så må fajancens skinnende og klare farver og motiver have skilt sig ud som lys i mørket. Selv i dag, hvor vi er omgivet af farver og billeder, kan fajancen betage beskueren. Ulla Houkjærs bog ”Fajancer fra Holland, Frankrig og Tyskland 1600-1800” rummer et pragtgalleri af fajancegenstande fra Designmuseum Danmarks, dvs. Kunstindustrimuseets, samlinger. Den er udgivet på både dansk og engelsk for at skabe opmærksomhed om en også i international sammenhæng betydelig samling. Bogen er egentlig et katalog over museets fajancesamling fra de nordvesteuropæiske lande i fajancens blomstringstid, men har også en længere analytisk og beskrivende indledning. De danske fajancer er ikke med i denne omgang. Museets ældre fajancer fra Sydeuropa blev publiceret i 2005 i Ulla Houkjærs bog ”Majolika og fajance 1300-1750. Spanien, - Italien – Frankrig.” Bøgerne er nutidige opfølgere af Emil Hannovers ”Keramisk Haandbog” fra 1919. Emil Hannover var direktør for Kunstindustrimuseet 1912-23.
Fajancens historie er i høj grad en historie om kulturdiffusion. Den spredte sig fra Mellemøsten med maurerne til Spanien og Sydeuropa og spredte sig i løbet af senmiddelalderen og renæssancen i Europa. Netop fordi fajancegenstandene kunne transporteres og bevares i århundreder, og fordi producenterne kunne rejse og spores på stil og teknologi, er fajancer et ideelt materiale for studiet af kulturstrømme, handelskontakter og forbindelser af mange slags mellem landene.
Fajance er lertøj med hvid tinglasur som bund og dekorationer i farvede glasurer. Skærven er ikke vandtæt og hvid som porcelæn, men med den hvide bundglasur var fajance en god erstatning for det dyrere og sjældne porcelæn. I fajancens blomstringstid i Europa 1600-1800 var porcelænet kendt, men måtte stadig importeres fra Kina eller skaffes fra de tidlige europæiske producenter som fabrikken i Meissen fra 1713. Fajancens farver kunne males i den hvide bundglasur og brændes sammen med denne ved 900 til over 1000 grader. Farveglasurer af metaloxider kunne tåle den høje temperatur. Alternativt kunne man vente med farverne til bundglasuren var brændt og da nøjes med en opvarmning til 600 grader, som gav flere farvemuligheder.
Fajancefabrikkerne fik i løbet af 1700-årene hård konkurrence fra de europæiske porcelænsfabrikker, der efterhånden opstod. Det betød for en del af dem, at de rettede deres produktion mod mere folkelige forbrugeres behov for køkken- serveringsservice. Også her fik fajancen efterhånden konkurrence fra den såkaldt engelske fajance eller stengods med hvid skærv, der nærmer sig porcelænets egenskaber. Dermed var fajancens store tid forbi.
Adskillige fajanceproducenter i afsnittet om Tyskland kunne lige så godt have været henført til Danmark, idet de lå i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som den gang var en del af det danske monarki. Mange af fajancerne derfra er også kendt og udbredt i Danmark så vel som Tyskland, f.eks. Kellinghusen fajancer. Men også Slesvig, Eckernförde, Kiel og Stockelsdorf vil være gamle kendinge for danske samlere. Disse fabrikker henføres også, sammen med danske, svenske, norske og flere fabrikker ved Østersøen til samlebegrebet Østersøfajancer (Baltic Rococco), som bunder i et vist fællespræg på grund af udveksling af personale mellem fabrikkerne og i nogle gennemgående stiltræk.
Bogen gennemgår fajancens udvikling med hensyn til spredning, teknik og motiver. Samlingshistorien for Designmuseets fajance beskrives, og der et beskrivende og analytisk afsnit for hvert af de tre lande Frankrig, Holland og Tyskland. Bogens katalogdel med farveillustrationer, proveniensoplysninger og kommentar udgør næsten tre fjerdedele af de over 400 sider. Selv om nogen kunne mene, at katalog lyder som kedeligt, så er katalogdelen er ikke den mindst fornøjelige og oplysende del af bogen.
Historie-online.dk, den 3. juli 2017
