Grenzwerte/Grænseværdier
Af Erik Ingemann Sørensen
Ét er at overskride Rubicon. Helt anderledes med Kongeåen. Her åbnes dørene til det vidunderlige Sønderjylland, der mere end nogen anden landsdel beretter historie over det hele. Ingen anden region udsender så mange bøger og publikationer om det mangfoldige liv, der har udspillet og stadig udspiller sig. Med Museum Sønderjylland – Sønderborg Slots nye udgivelse ”Bygningskultur i Syddanmark og Slesvig-Holsten (redaktion Bernd Köster) har vi fået endnu et spændende og fascinerende indblik i området. Fra en helt speciel synsvinkel: bygningskulturen.
Man skal ikke køre længe efter at have passeret Kongeåen, før man noterer sig markante stilforskelle i bygningsmassen. I bogen, der bygger på et initiativ fra Flensburger Baukultur e.v. i samarbejde med Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot får læseren en slags atlas, hvori der kortlægges et bredt spektrum af tendenser og veje i den regionale bygningskulturs historie i form af 7 artikler skrevet på henholdsvis dansk og tysk. (venstresiden er dansk – højresiden tysk).
Astrid Hansen, Oberkonservatorin ved Landesamt für Denkmalpflege Schleswig-Holstein, indleder med en fortælling om byggeudstillingen i Flensborg i 1912 – da den gamle verden endnu ikke var gået af lave. På byens Kunstindustrimuseum viste man intet mindre end 4.000 forskellige genstande ud fra devisen: status og fremtidsvisioner. En del af formålet med udstillingen var at understrege, hvor vigtigt det var/er at bevare ”hjemstavnsbevægelsen i by og på land. Et opråb om ikke at glemme rødderne. Og lade landskabet blive skamferet af nybygninger med tage af pap eller bølgeblik i stedet for strå...” Senere tordnede Achton Friis – blandt andet i ”De danskes Øer” – mod lignende tendenser. Samt bjergfyr.
I den danske afdeling præsenterede man blandt andet krematoriet på Bispebjerg Kirkegård, tegnet af arkitekten Holger Jacobsen. I dag fungerer stedet som ”Dansehus”. Det smukke ydre er blevet bevaret, mens det indre har fået helt nye funktioner. Smukkere kan det dårligt gøres. Rædselseksempler på det modsatte er der nok af. Se bare Fredericia inden for voldene – eller Islands Brygge ovre i København. (”Og har du penge, så kan du få....”) En fin og inspirerende fortælling. Men desværre ikke skarp nok til at forhindre korrekturlæseren i at falde i søvn)
Peter Dragsbo, fhv. museumsinspektør ved Sønderborg Slot, fremhæver i sin fornemme fremstilling de tyske reformbevægelser for ”Heimatsschutz”. Men også det markante byggeri af officielle tyske bygninger – oftest tegnet af Baurat Friedrich Wilhelm Jabnolowski. Om disse skriver Peter Dragsbo: ”hvis størrelse og karakter ikke var uden sammenhæng med den samtidige nationalt undertrykkende ”Køllerpolitik”, der omfattede fængslinger og udvisninger såvel som forsøg på kolonisering og fortyskning...” Et af eksemplerne er det tidligere ”Kreishaus” i Aabenraa samt banegården i Gråsten. Højt over Flensborg knejser Marineschule Mürwik som et typisk eksempel på den gotiske stil, det tyske kejserrige også anvendte. (Arkitekten er her Schwechten). Men det danske markerede sig også. Blandt andet med Frimenighedskirken i Aabenraa, Skt. Jørgens Kirke. (Her burde det nok have været omtalt, at kirken efterfølgende blev til valgmenighedskirke – altså inden for folkekirken – for i dag at være en almindelig dansk folkekirke.) Peter Dragsbo noterer om udviklingen fra 1864 til 1914: ”På den måde kan man sige, at den danske bevægelse i årene før 1914 anvendte to danske arkitekturretninger: Til de store opgaver den etablerede nationalromantik i kraft af den danske bevægelses tætte kontakt til den grundtvigske højskolebevægelse, hvortil også folk som Martin Nyrop (Københavns Rådhus). Og samtidig den regionale kulturarv i dansk aftapning.” Peter Dragsbo er en fremragende cicerone – og billedsuppleringerne til artiklen er ypperlige.
Ulrich Schneider, bl.a. docent ved Institut für Kunstgeschichte ved universitetet i Kiel, fortæller om ekspressionistisk arkitektur som modstykke til Hjemstavnsbevægelsen. Kapitlet udmærker sig mest ved de skændende billeder, der fortæller om bygningseksperimenterne – både in situ og på tegnebrættet. Helt anderledes er det med tekstens form og indhold. Den danske oversættelse er så godt som 100 % direkte, hvilket har resulteret i en aldeles gumpetung tekst. (Oversætteren har desværre glemt, at ”hard writing makes easy reading). Så spænding og fascinationer er røget. De indforståede udsagn gør det heller ikke lettere: ”så førte den øverste hærledelses vanvittige befalinger, særligt Søkrigsledelsens flådebefaling den 24. oktober 1918, til matrosernes opstand i Kiel...”Opstanden er jo velkendt. Men hvad er nu det for en befaling? Der endda i den tyske tekst kaldes ”geheime”, hvilket er røget ud i den danske. (Befalingen gik ud på at tage et alt eller intet slag mod englænderne). Nu må man så i stedet glæde sig over de spændende illustrationer. Formidlingen er ganske enkelt ringe.
Ulrich Höhns freelance arkitekturhistoriker og – kritiker, står for kapitlet ”At lære af Aarhus og Bernau”. Heri beskriver han levende og spændende om den rolle de store danske arkitekter, Arne Jacobsen og Kay Fisker har spillet. ”Den skandinaviske modernisme blev mere afslappet [end den tyske], ikke ophidset, og den blev mere brugbar i hverdagen og kunne tåle et fredeligt samliv med andre former. Derfor vandt den en større accept i bredden, end modernismen gjorde i Tyskland”. Aarhus Universitet spillede også en stor rolle i Tyskland – takket være Steen Eiler Rasmussens bog: ”Nordische Baukunst”, der udkom i 1940. Da flere tyske arkitekter efterhånden blev trætte af Albert Speer-doktrinerne, hentede de inspiration netop inspiration i ”Nordische Baukunst. Efter ”Stunde Null” blev det arkitekten Otto Bartning, der prægede genopbygningsarkitekturen. Han ønskede for alvor at lægge Det tredje Rige bag sig og sløre fortiden. Det gav store muligheder for dansk-inspireret arkitektur
Samme forfatter giver i det efterfølgende kapitel – ”Nutidig arkitektur i Slesvig-Holsten” – 9 eksempler på arkitektur, der muligvis vil blive stående de næste 30 år som lysende eksempler. Disse bør danne baggrund for en herlig arkitekturrundfart i landsdelen. Her skal især fremhæves: ”Die Kleine Bühne” på Landestheater i Flensborg – Plenarsalen for den slesvig-holstenske Landdag i Kiel – Kunsthallen St. Annen i Lübeck – Emil Nolde Museet i Seebüll – kirken i Hademarchen. Kapitlet er fornemt illustreret. Og som nævnt absolut værd at køre efter. Her kan man passende indskyde, at det havde været en stor gevinst for bogen, hvis der havde været et atlas-opslag, hvor man kunne finde de mange bygninger, der er omtalt bogen igennem. Det kan der dog rettes op på, hvis udgiverne lægger et kort ud på hjemmesiderne!
Martin Kessler, landskabsarkitekt gengiver i ”Nutidig syddansk arkitektur” arkitekten Robert Søndergårds analyse af huse og anlæg opført i årene fra 2000 og fremefter. Ud fra en konstatering af rigdommen af ældre bygninger i de sønderjyske byer, undersøger han den moderne verden, kendetegnet af ”at bygninger i dag opføres som betonelementbyggeri. En byggeteknik, der baserer sig på standardisering og hastighed” – grundet omkostningsniveauet. De undersøgte områder er: etageboligbyggeri, handel, offentlige bygninger samt erhvervs- og industribyggeri. Her må enhver gøre op med sig selv, om det er udvikling eller afvikling. Men mange af kapitlets illustrationer forekommer denne anmelder direkte skræmmende.
Bogens afsluttende kapitel – ”De kommende 100 år” – er måske det mest spændende og udfordrende. Som afslutning på projektet blev der afholdt en ugesarbejdsbutik, hvor 18 studerende fra fagområderne: arkitektur og byplanlægning deltog. De fik her mulighed for at opstille forskellige scenarier – blandt andet forventede stigninger i havniveauet, demografiske ændringer samt en fremtid med åbne grænser. Alt i konteksten: hvordan kan her se ud i 2112? En spændende idé, der resulterer i anderledes udfordrende og bekymrende bud. Alene fremskrivningen af de demografiske data og de heraf følgende konsekvenser understreger, hvor voldsomme forandringer der venter forude.
- Om 100 år vil grænserne være væk
- Ved vandring mellem områder vil der bo mange folkeslag i Fjordregionen
- Bycentrene bliver til særlige oplevelsesrum. Unge kreative og studerende vil indtage tomme bygninger og dele af det offentlige rum og give dem liv
- Pensionister vil nyde at være i disse miljøer og deres omgivelser
- Folk vil i overvejende grad leve af lokale fødevarer. De vigtigste bliver havprodukter fra dyr og planter
Der er endnu flere på listen. Afsluttende hedder det: Efter at have tænkt videre ud i fremtiden ”opstod de tre scenarier: affolkning, aldring og inklusion” Tilsammen er de den dynamik, ”der får indflydelse på området, herunder med yderligere påvirkninger, vi endnu ikke kender til...”
Ikke så lidt af et memento at runde af med i denne udfordrende, lærerige og spændende bog, der lægger helt nye dimensioner til de i forvejen talrige oplevelser, der venter syd for Kongeåen.
