HIKUIN 38
Af Kirsten Lindberg arkitekt m.a.a., dr.phil.
Foreningen for Boghaandværk påskønnede i 2013 F. Hendriksenmedaljen over for Forlaget Hikuin, der har eksisteret siden 1974. Motiveringen er klar, idet medaljen siden 1963 er givet til "en bogudgiver, der har ydet en særlig indsats ved udgivelsen af flere veludførte bøger."
Det må siges at være velfortjent, idet forlæggeren Jens Vellev gennem mange år har stået bag Hikuin - såvel som også bag andre serier. Et stort til lykke til Vellev for medaljen og opmuntringen, men sandelig også til abonnenterne på Hikuin, som med mellemrum får dumpet endnu en bog ind til fornøjelig og især opbyggelig læsning.
For det er altid gode og velunderbyggede artikler, der er i bogen, som hver gang har et tema eller et symposium som udgangspunkt. I denne udgave, nr. 38, er emnet "Bygningsstudier. Tværfaglighed/Flerfaglighed", hidrørende fra et arrangement på Arkitektskolen i Aarhus med værtsstedet, Nationalmuseet, Kulturarvsstyrelsen og Afdelingen for Middelalder- og Renæssancearkæologi ved Aarhus Universitet som deltagere.
Fælles for alle Vellevs bøger er, at de er smukt udført. Hikuin i tilnærmelsesvis kvadratisk format med sobert og stramt opbygget layout efter gammel, velkendt bogtrykkeræstetik i tospaltet format med billederne placeret inden for klummens begrænsninger, er trykt hos Special-Trykkeriet Viborg a/s på kraftigt papir. Trykkeriet, som også har forestået indbindingen med kraftigt papomslag med mat papir med ikontryk, får også sin del af æren ved medaljen.
Indholdet fordeler sig denne gang over ti kapitler og et kort, engelsk resumé. På nær et enkelt kapitel er der noter og litteraturliste efter hvert; det er ikke en mangel, at der ikke er til det sidste kapitel om "Farveundersøgelser og dokumentation som grundlag for farvesætning på historiske bygninger og interiører", men simpelt hen fordi Lars Vester Jakobsen har øst af sin erfaring i stedet for at henholde sig til tidligere skribenters udsagn. Modsvarende er der i Jens Christian Holsts bidrag "Dokumentation og datering af teglmurværk. Om iagttagelser og deres samspil i bygningsarkæologien" henvisning til ikke mindre end 67 værker, hvoraf kun er to-tre stykker, som ikke er tysksprogede. Det fremgår af en note, at Holst arbejder i Tyskland og derfor har anvendt denne litteratur; nuvel, det er forklaringen, men anmelderen synes nu, at det nok havde været på sin plads dels at reducere mængden af angivne værker, dels at finde nogle dansksprogede som referencer, for uanset at de fleste i dag nok kan læse tysk, så er der næppe mange, som har umiddelbar adgang til disse bøger, og dermed er listen ikke en hjælp til at komme videre, men kun en svært tilgængelig bevisførelse for Holsts udsagn. Det skulle ikke være nødvendigt med denne overdrevne dokumentation, som nærmest virker som om, det partout skal dokumenteres, hvor meget forfatteren har læst; litteraturhenvisningers fornemmeste opgave er vel ellers at vise vejen frem for læserne til yderligere viden.
Første kapitel er Rikke Bjarnhofs "Tværfagligt samarbejde, forskning, formidling og vores fælles fremtid inden for bygningsrestaurering". Rikke Bjarnhof kommer fra Nationalmuseets bevaringsafdeling, og kapitlet er nærmest en optakt til de følgende, idet det opsummerer de forskellige aspekter af bevaringsarbejdet uden at konkretisere, hvorledes det kan og bør foregå, men blot plæderer for samarbejde, som det forstås, Nationalmuseet i vid udstrækning har mulighed for at koordinere.
Det følgende "Om bygningsarkæologien i arkitektfagets uddannelse og praksis" af Lars Nicolai Bock, der i årtier har undervist på Arkitektskolen i Aarhus i det forum, der nu kaldes "Arkitektonisk Kulturarv", er mest af alt nedslående læsning. Ikke fordi synspunkterne ikke er formidlet fint, omend meget ordrigt og fabulerende, men fordi det påpeger, at arkitektuddannelsen har tabt forståelsen for undersøgelse forud for istandsættelse.
Citat: "Hvis det er rigtigt observeret, at store dele af arkitektfaget mener, at ombygninger, renoveringer, restaureringer, eller som det foretrækkes at kalde det lige nu, transformationer, kan udføres ud fra en alene stående kunstnerisk tilgang, så må begrundelsen og hele legitimiteten af den bygningsarkæologiske undersøgelse belyses, diskuteres og afklares." Når man ser sig om i de danske byer, store som små, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en rigtig observation - desværre! Der stilles mange spørgsmål i artiklen, men gives ingen svar - ej heller forsøg på konkrete svar. Afslutningsvis refereres fra regeringens arkitekturpolitiske "manifest" 2007, at der ifølge Kulturarvsstyrelsen er mange arkitekter, som i dag "mangler viden til at aflæse en bygnings historie". Bocks bud herpå er i al beskedenhed vigtigheden af at fastholde afhjælpning af "disse urimelige forhold".
Efter dette følger Torsten Hinges "Nyt lys over Moesgård hovedbygning. Opfølgning og redegørelse for de bygningshistoriske forhold efter restaureringsarbejder 2008-2009", og det er jo et langt mere konkret aspekt at skrive om. Hinge er arkitekt og ansat på Moesgård og ved, hvad han taler om. Det er velgørende at se en god gammeldags forklarende bygningshistorie! Der er mere i dette afsnit end i de fleste andre. Læs det og bliv klogere - så enkelt er det. Formidling, så det kan forstås! Og det gjort i et enkelt og letforståeligt sprog uden falbelader.
Jens Christian Holsts ovennævnte artikel er nærmest en liste over, hvad der bør gennemgåes, når en bygningsundersøgelse udføres. Når der ses bort fra de mange unødvendige henvisninger er det en fin artikel som i forbilledlig opdeling af de forskellige undersøgelseselementer forklarer vigtigheden af netop dette eller hint. Det er næsten som en opsummering af et års studier på den hedengangne Engquists afdeling på Arkitektskolen i København.
Farvekonservator Lars Vester Jakobsens bidrag er bogens korteste, men ikke mindst vigtige. Det er ét af punkterne fra førnævnte kapitel, som her udbygges og gøres endnu mere forståeligt - også for den, der ikke er skolet i bygningsundersøgelser, og som står famlende over for, hvordan man gør - og værst af alt: ikke ved, at man ikke ved nok. Næsten underspillet skriver Jakobsens de manende ord, som enhver burde skrive sig bag øret: "Man vil mange gange opdage, at en senere farvemæssig accentuering af forskellige bygningselementer virker forvirrende og opløsende på bygningens form. Bygningens udtryk står ofte stærkere og mere harmonisk, når det formidles gennem sin egen plasticitet, end når mere eller mindre kraftig spring i valør og kulør skiftevis fremhæver og ophæver bygningens form og udtryk. Ofte fornemmer man - måske med urette - en vis mangel på stilistisk indsigt."
Hvorfor dog ikke stryge det lille forbehold "måske med urette", for det er jo - set i sammenhæng med Bocks kapitel præcis det, der er vort største problem i forvaltningen af bygningsmæssig kulturarv: uvidenhed, ikke mindst på grund af svigt i uddannelserne.
"Dokumentation i et nyt lys" af restaureringsarkitekt, ph.d. Nina Ventzel Riis er ikke så opbyggelig læsning, som man umiddelbart skulle tro. Anmelderen kan som dr.phil. naturligvis kun tilslutte sig det gode i forskning, men det ses desværre ofte, at mange unge forskere mener, at jo flere fine referencer, der angives, desto bedre. Riis har en rem af huden, når hun citerer den franske filosof Michel Foucault for at finde forskellen på "dokumentet og monumentet". Der er ikke meget nyt at hente i hendes artikel, som er gammelkendt viden hos alle restaureringsarkitekter og andre med respekt for fortidens byggerier, men en del forsøg på at sætte disse indlysende erkendelser i en ramme, som strengt taget er unødvendigt.
Det sidste kapitel er Steffen M. Søndergaards "Typologier". Kort overskrift, kortfattet beskrivelse af sigtet: at gøre os klogere. Restaureringsarkitekt Søndergaard er jo en god gammel rotte i faget, kan som restaureringsarkitekt sit fag på fingrene - og kan ikke mindst anvende det i praksis. Her er viden at få for de endnu ubefæstede sjæle, og det er givet, så det kan forstås. Pædagogisk uden pædagogik (hvilket i denne sammenhæng vil sige overflødig problematisering) - og tak for det.
Alt i alt er Hikuin 38 et strålende værk, som kan give ny viden til de arme nye arkitekter, der ikke har lært at forstå en bygnings væsen, men som ikke desto mindre skal tage sig af dens fortsatte liv i både gamle og nye klæder. Og for vi gamle i gårde er den interessant læsning, idet vi skiftevis kan rystes over, hvor grelt det står til, og glæde os over, at der er alligevel stadigvæk findes megen god viden hos de gamle, der lærte håndværket fra bunden.
I en note i Riis' artikel er Plinius citeret for at have sagt: "De fleste huse er stille. Der findes nogle, som taler. Og så findes der nogle få, som synger." Bogens sigte kunne siges at være at lære at se forskellen, men behandle dem alle sammen, som om de sang, for måske er vi tonedøve og overser noget væsentligt i vor tids higen efter transformation i stedet for blot at give fortsat liv.
