Historiens fantastiske byer

Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

Med Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck som udgiver forventer man en bog af en vis kvalitet og med et regulært indhold. Lad det være sagt straks: i hvert fald anmelderens forventninger blev gjort slemt til skamme.

Bogen er oversat fra engelsk af Lars Thomas, og den var oprindelig udgivet af Thames and Hudson ltd, i London. Den har ikke mindre end 52 bidragydere til 70 småartikler, som hver omhandler én by, og det hele er redigeret sammen af John Julius Norwich. Han er ligesom hovedparten af forfatterne bestemt en kapacitet inden for sit område at dømme efter de levnedsbeskrivelser, der findes bagest i bogen.

Det redaktionelle arbejde er der ikke noget at sige på; de enkelte afsnit af to-seks siders længde er behandlet, så man ikke fornemmer de mange bidragyderes forskelligartede penne – eller måske er det oversætterens fortjeneste.

Konceptet – at give ”et portræt af verdens civilisationer, så det bliver tydeligt, hvordan hver enkelt by har været at leve i på sit kulturelle, økonomiske og intellektuelle højdepunt fra de tidligste byer … til nutidens metropoler …” synes umuligt at honorere. Citatet er hentet fra bagsideteksten på bogen, og det lyder jo umiddelbart interessant, men opgaven har været for omfattende. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at give slig en karakteristik på så beskeden en plads.

Det får så være, at forlaget her har taget munden for fuld, man kan stille sig tilfreds med en kort omtale à la den, der er at finde i turistbrochurer. Det er nemlig mest af alt det, bogen minder om, selv om formatet er noget større.

Hvad værre er, at der i udvalgte afsnit er tale om decideret sjusket andenrangsarbejde. Anmelderens viden rækker langtfra til at bedømme alle afsnittene, nogle af byer kendes kun ganske sporadisk. Andre haves der derimod et solidt kendskab til, og det er på baggrund af disse, anmeldelsen er foretaget. Her skal kun fremdrages et enkelt afsnit, nemlig det om København, da det er den danske repræsentant i bogen.

Der er fem kapitler i bogen: ”Oldtidens Verden” (14 byer), ”Det første årtusind” (8 byer), ”Middelalderens verden” (13 byer), ”Den tidlige moderne verden” (17 byer) og ”Den moderne storby” (18 byer). Det forekommer lidt tilfældigt, i hvilke kapitler byerne er placeret; København er anbragt i ”Den tidlige moderne verden”, og det turde være lidt af en malplacering.

Begrundelsen findes i teksten: ”Det var under Christian IV’s 60 år lange regeringstid (1588-1648), at København for første gang blev forvandlet til en moderne by.” Nu regerede nævnte konge faktisk først fra 1596, for i hans barndom var der en formynderregering.

Selv om man vælger at se bort fra denne fejl, er det et postulat af dimensioner, at København skulle være forvandlet til en moderne by på den tid. Det var ganske vist kongens ambition, men målet nåedes langtfra. Først i 1680’erne kan man med rimelighed tale om, at København blev en storstad.

Der er adskillige andre fejl. Således angives byen at have været ramt af tre store bybrande i 1794, 1795 og 1807. 1794 var nu Christiansborg Slots brand og ikke en bybrand, og der bliver ikke med et ord nævnt den mest omfattende af brandene, nemlig den i 1728.

Der angives videre, at genopbygningen efter 1807-branden (som var langt den mindste af de tre bybrande) var den største byen nogensinde har oplevet. Det er noget forfærdeligt sludder simpelt hen.

Det postuleres i samme forbindelse, at i denne byggeperiode – samtidig med Guldalderen - nåede den nyklassicistiske kunst og arkitektur sit æstetiske højdepunkt i byen. Enhver, der har beskæftiget sig med Københavns byggeri og arkitektur, ved, at nyklassicismen holdt sit indtog længe før, faktisk allerede fra 1760’erne, og at arkitekturen allerede var begyndt at blive lidt ”udvandet” i 1830’erne, hvor genopbygningen først for alvor afsluttedes.

I indledningsafsnittet fremsættes den himmelråbende vilde påstand, at byens stabilitet skyldes ”den lange tilstedeværelsen af et af verdens ældste monarkier”. En sådan gang vrøvl kan kun være hentet fra den kulørte presse. Den række af monarker, der har haft først reel siden symbolsk magt over ikke bare hovedstaden, men hele landet, har bestemt ikke sikret stabiliteten. Går vi tilbage til Christian IV, som jo er angivet at have forvandlet byen til en moderne stad, så var han en svirebroder og horekarl, som ganske vist blandede sig i stort og småt, men som førte landet ud i økonomisk uføre med sine evindelige krigsliderlighed, og som reelt efterlod et fallitbo til efterfølgeren. Rækken af monarker har videre talt en sindssyg, flere drukkenbolte, et par velmenende og sobre personager og så en del noksagt’er, der takket være arvedømmet er kommet i besiddelse af den høje titel, men som bestemt ikke har bidraget til noget som helst andet end udgifter for samfundet.

Om den nuværende monark står, at hun og hendes familie bor ”i centrum af byen i det kongelige kvarter, Frederiksstaden”. Det er ikke et kongeligt kvarter og har aldrig været det, er slet ikke bygget til kongehuset. Men da kongefamilien blev hjemløse ved Christiansborgs brand i 1794, flyttede den ind i et par af palæerne på Amalienborg, og siden er de øvrige også stillet til rådighed for dem af Staten. Og centrum af byen – dét kan man ikke kalde Frederiksstaden!

Om Amalienborg står, at det bevogtes af ”soldater i uniformer, som på en eller anden måde fremmaner soldaterne fra H.C. Andersens eventyrverden.” Nåh!

Afsnittet er skrevet af Colin Amery, der er grundlægger af World Monuments Fund og arbejder som arkitekturskribent og konsulent; han er en af de mindst ”tunge” af forfatterne, og det virker, som om han har fået opgaven uden et forudgående kendskab til byen. Han har baseret sit lille afsnit på fire bøger: én om dansk maleri i det 19. århundrede, én om Wiedewelt, Thorvaldsen og dansk skulptur i vor tid, én om klassicisme i København på C.F. Hansens tid og et afsnit i et samleværk om bygninger i Europa. Det siger sig selv, at på et så spinkelt grundlag kan man ikke sammensætte en historie, der på nogen måde yder retfærdighed til byen. Det, han har flikket sammen, er meget langt fra virkeligheden. Selv i en turistbrochure ville man have fundet mere sober information.

Afsnittet om København fylder tre sider, hvoraf den ene er opfyldt af en helsides illustration fra Nyhavn. Den tilhørende billedtekst lyder: ”Københavns vækst som by har været afhængig af havet, og i dag er der et farverigt liv langs kanalerne i hjertet af byen.” Se, det lyder jo som om København var fyldt med kanaler, men der er udover Nyhavnskanalen da kun Frederiksholms Kanal og den christianshavnske kanal, og det er ærligt talt da ikke meget liv, der er langs de to sidstnævnte.

Den anden illustration fylder to tredjedel af en side og viser C.F. Hansens Christiansborg Slot, som brændte i 1884. Den tredje illustration viser et fritskrabet billede af ”Cupido og Psyche Genforenet i Himlen”, Bertel Thorvaldsens skulptur fra 1802.

Man er ilde faren, hvis man tror at have fået noget som helst kendskab til København efter læsningen af Colin Amerys afsnit. Indledningssætningen ”Der er noget vidunderligt over København” giver ellers lyst til at fordybe sig, for den på mange måder rigtige påstand skriger da på en uddybning – ikke på en gang misforstået sødsuppesludder.

Af hensyn til anmeldelsens længde undlades kommentarer til flere afsnit. Nogle er markant bedre, andre er lige så ringe. Som helhed virker det, som om forfatterne har fået en opgave, de ikke har kunnet lide at takke nej til, men som de heller ikke har ønsket at fordybe sig i. Andenrangsarbejde. Det burde Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck have kunnet gennemskue.

Lay-outet er rodet med for mange forskellige skrifttyper på hver side, for mange forskellige måder at illustrere på: fritskrabede billeder, billeder der går til kant og billeder, som respekterer brødtekstens spalter. Alt i et miskmask.

Konkluderende må det desværre siges: køb kun bogen, hvis der er et hul i reolen, som absolut skal udfyldes. Der er ingen grund til at læse den.