Højskolevævning & kvindeliv i Askov
Af Kirsten Rykind-Eriksen
Mette er et poetisk menneske, der gang på gang bruger citater fra Grundtvigs sange og hans udtalelser for at bringe læseren ind i den grundtvigske historiske-poetiske livsforståelse. Blandt hendes kilder er breve fra højskoleelever, der findes i Askov Højskoles arkiv, samt både mundtlige og skriftlige udtalelse fra de Askovkvinder, der underviste i håndvævning. Der er mange – ofte lange – citater, som belyser tanker om håndvævningens betydning som en opdragende og dannelsesmæssig faktor. Kvinderne hjalp deres elever til at forstå, at et ærligt, dygtigt arbejde ved væven har sin løn i sig selv.
Der er mange gode illustrationer, ikke blot omkring vævetekniker og vævetyper, men også af stoffer og af befolkede vævestuer, og ikke mindst af de personer, der omtales. Det mærkes, at Mette selv er håndvæver og kan beskrive væveteknikker samt bindingsmønstre på en måde, der får læseren til at se vævningernes karakteristiske og kulturelle mønstre.
Højskolevævningens udvikling og historie er fortalt ud fra tre hovedpersoner: Jenny la Cour (1849-1928), Paula Trock (1889-1978) og Inge Bjørn (1925-), hvoraf den første og sidste underviste på Askov Højskole. Paula Trock etablerede væveværksted og virksomhed i to omgange tæt op ad Askov Højskole. For hver af de tre kvinder beskrives ganske nøje, hvordan vævesale og værksteder etableres og indrettes, hvor privatboligen indrettes, og hvor eleverne bor. Disse beskrivelser er en god hjælp til at forstå virksomhederne og det huslige hjemliv, som er en del af at leve og arbejde på eller ved en højskole. Kvindernes tekstilsamlinger findes på Museet Sønderskov, da Askov højskole ligger i museets lokalområde, og en del arkivalier og fotografier findes på Vejen Lokalhistoriske arkiv. Fra disse to institutioner stammer mange af illustrationerne.
På side 112 er der en instruktiv tegning af hele Askov Højskoles kompleks i 1944, der i høj grad hjælper læseren med at se de omtalte bygningers placering. Flere af dem findes i dag, andre er revet ned også højskolens hovedbygning i skønvirke stil, der i 1958 blev erstattet med en bygning, tegnet af arkitekt Tyge Arnfred.
Forfatteren, der er mag.art. i europæisk etnologi, gør meget ud af at beskrive højskolens fokus på hjemlighed - den skal være et hyggeligt hjem for eleverne under deres ophold. Gang på gang fortælles, at lige fra Askov Højskoles start i 1865 indrettes højskolens struktur efter det gamle bondehushold med husfaderen –højskoleforstanderen – for bordenden eller på talerstolen. Hans hustru – højskolemoderen – står for husholdningen og pigernes undervisning i håndarbejde, gymnastik og sundhedslære, hvilket er fag, der ifølge forfatteren findes i periferien af Askov Højskoles undervisningsområde, hvorimod de fag, mænd underviser i, som de historisk-poetiske emner, og i matematik, dansk, botanik, sang m.v. anses som højskolens centrale fag. Først efter 1900 og højskolekvindernes energiske arbejde bliver kvindefagene anerkendt på linje med mændenes. Det betyder dog ikke, at de får samme løn som de mandlige undervisere eller måske får de slet ingen løn. Lærer- og forstanderkoner, der underviser, ses som deres mands forlængede arm. Forfatteren har ikke skrevet, hvornår dette misforhold ophørte, dog oplyses, at Inge Bjørn i 1953 fik en rigtig ansættelse.
Fra sommeren 1866 kom der pigehold på Askov Højskole. Ludvig Schrøder, Askov Højskoles første forstander, havde den holdning til håndarbejde, at pigerne skal lære at behandle sytøj ordentligt og pænt, de skal ikke smykke sig med modestads, og de kan vel medbringe noget hjemmefra, der alligevel skal repareres! Han mente, at håndarbejde er et bifag, som pigerne må have for at føle sig lidt hjemme på højskolen! Da Jenny la Cour fra 1883 begyndte at undervise i broderi, kom faget ind i mere faste rammer, og fra 1885 blev Jenny la Cour leder af den udvidede pigehøjskole, d.v.s. at pigerne efter to vinterophold var kompetente til at undervise på andre frie skoler. For mændenes vedkommende fandtes samme ordning fra 1878.
Det nordiske islæt
Gang på gang vender forfatteren tilbage til, at de tre kvinder fik deres store inspiration fra Sverige. Her havde hjemmevævningen overlevet under industrialiseringen og var allerede blevet et højskolefag, da Jenny la Cour sammen med brordatteren Johanne Siegumfeldt i 1888 besøgte Hvilan Højskole i Skåne. De tog de svenske væveteknikker med til Danmark, og Jenny la Cour oprettede i privat regi vævekurser i sin bolig, Veumhus, der ligger i Askov Højskoles park. Fra 1895 fik kurserne økonomisk støtte fra Dansk Husflidsselskab (DHS). Indtil 1913, da DHS oprettede Vævestuen i København, hvor inspirationerne hentedes i de danske bondevævninger, vævedes svenske mønstre i Danmark. Vævestuen blev i øvrigt ledet af Johanne Siegumfeldt.
Fra 1922 gav deltagelse i kurser på ”Säterglänten” i Dalarna, oprettet af de to søstre Långgren som et kursussted for håndvævning og med et stort udsalg, den store inspiration. Säterglänten har en skøn beliggenhed ude i naturen, hvilket var en ekstra inspirationskilde. Mellemkrigstiden blev i høj grad præget af hjemstavnsbevægelsen, særlig udpræget i Dalarna, der blev betragtet og sat i scene som idealet af svensk bondekultur. Kunstmalerne Anders Zorn og Carl Larsson bidrog til denne opfattelse med deres malerier og indretning af for Zorns vedkommende en hjemstavnsgård og for Carl Larsson et idyllisk familieliv. På Säterglänten dyrkedes svenske almuetraditioner bl.a. ved at fremstille egnsdragter og danse folkedans, et forbilledligt hjemmeliv omkring bord og hjørnebænk med plads til samvær og udveksling af tanker og ideer. Interessen for tidligere tiders bondeliv blev forbundet med et enkelt nøjsomt liv, der var karakterdannende og skulle være et forbillede for elever og kursister.
Kvinderollen
Haandvævningen udvikler rent kvindelige Egenskaber, mente Paula Trock, der fra 1928-1934 holdt væveskole på højskolevis i Askovhus, der ligger syd for højskolen, hvor hun var elev 1917-1918, og derefter tog hun flere ophold på Säterglänten. Citatet er karakteristisk for Askovkvindernes holdning, de unge piger blev uddannet til at se sig som administrator af og øve omsorg for deres kommende hjem og familie. Ingeborg Appel, datter af Charlotte og Ludvig Schrøder, underviste bl.a. i at holde orden på sit vasketøj og tage sig af de små ting i hjemmet. Kvindernes arbejde i og udenfor hjemmet lykkedes bedst, hvis udgangspunktet var i de traditionelle kvindelige områder, mente Askovkvinderne. Forfatteren får dog ikke forklaret, hvordan denne holdning havde sammenhæng til det omgivende samfund og var en filosofi, der stammede fra slutningen af 1700-tallet.
Paula Trock flyttede sammen med Henny Baumann deres skole til Sønderborg 1934-1943 og oprettede ved siden af skolen et salgsvæveværksted, Troba, hvor der vævedes til store bestillinger. Efter 2. verdenskrig flyttede Paula Trock tilbage til Askov, og etablerede sig med ”Spindegården”, hvor det nu gjaldt forædling af råulden og spinding på ældre spindemaskiner. Det berømte Trock-garn udvikledes, hvormed Paula Trock vandt flere internationale priser, bl.a. med uldspindgardinerne.
Inge Bjørn udviklede håndvævningen på Askov højskole 1953-1993 på sin poetiske måde ved at undervise i oldtidsspinding og –vævning, søge tilbage til det oprindelige og bl.a. dyrke og behandle hør sammen med eleverne. Det var ungdomsoprørets tid, eleverne skulle være medskabende, og det enkle og oprindelige dyrkedes fortsat, nu i form af kjoler og skjorter, fremstillet i oldtidssnit eller som bondeskjorter. ”Oldtidstøj – nutidstøj” blev Inge Bjørns banebrydende bog, anvendt på mange skoler og kurser.
Mette Havsteen-Mikkelsen medtager ved siden af de tre gennemgående kvinder, hvordan og af hvem vævningen blev der videreført på Askov Højskole og berørte andre områder. Husflidslærer Anders Lervad fremstillede vævene, og hans sønner fik med årene en stor virksomhed med at fremstille væve og indrette sløjdsale. Askov Sløjdskole, der fra 1908 fungerede som efterskole, inddrages periferisk, idet sommerpigerne blev undervist i vævning og broderi.
I to generationer var den samme familie forstandere på Askov Højskole og den tredje generations kvinder, døtre af Ingeborg og Jacob Appel, Margrethe, gift Christiansen, og Charlotte, gift Rud, fortsatte håndarbejdsundervisningen, nu suppleret med fag som kunst- og håndarbejdshistorie samt boliglære – det sidste lå i tiden, men det perspektiverer forfatteren ikke. Efter forfatterens mening professionaliseres kvindefagene først i 1930’erne, men allerede i 1876 oprettedes Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder i København. Mange kvinder uddannedes sig på udenlandske og meget anerkendte broderiskoler f.eks. i Wien og London.
Forfatteren nuancerer indimellem ikke sine beskrivelser, og derved opstår mangler eller unøjagtigheder i oplysningerne. F.eks. får hun blandet to personer sammen, Sigrid og Solvejg Bording, det er kun den sidste, der gennem mange år underviste på Snoghøj Gymnastikhøjskole og i 1940’erne leverede materiale til Højskolernes Håndarbejde (HH). Sigrid Bording designede enkelte børnemodeller og underviste på Bordings Friskole i København. Omkring dannelsen af HH var det Margrethe Christiansen, der var primus motor, Anna Hald Terkelsen var kun med i få år, da hun overgik til Husflidsbevægelsen. Anmelderen mener ikke, at Hansigne Lorenzen, Ballum, Margrethe Hald og Ellen Andersen ligefrem var foregangskvinder inden for HH. Forfatteren får også blandet HH og Foreningen Danmarks Folkelige broderier for meget sammen, selvom Charlotte Rud og Gudrun Andresen sad i begge bestyrelser. Det nævnes slet ikke, at drivkraften med at arrangere de 101 lokale indsamlinger og udstillinger af broderier i privateje rundt om i Danmark, var De samvirkende danske Husmoderforeninger, der havde husmoderforeninger spredt ud over hele landet. Til de enkelte udstillinger ankom om morgenen primært Gudrun Andresen, Engelsholm Højskole, med sine lærerinder, og Hanne Frøsig, Nationalmuseet, med sine hjælpere og ikke Charlotte Rud, som forfatteren skriver. Udviklingen af diasserierne og Mønstertjenesten på 127 ark foregik fra Engelsholm Højskole.
Det havde ikke været nødvendigt at medtage HH og Danmarks Folkelige Broderier i en bog om håndvævningens udvikling til undervisningsbrug, for det nævnes ikke, at kurserne i rammevæv, skaftevævning, billede- og brikvævning, var i HH’s régi.
Bogen slutter med Inge Bjørn som den sidste, der underviste i vævning, plantefarvning m.v. og hendes tilgang til vævning var både et pædagogisk og kunstnerisk nybrud, skriver forfatteren.
Bogen er forsynet med noter, kilder, litteratur og to registre, et over navne og steder, det andet over emner, udover en ordliste med de mange specielle væveudtryk og teknikker.
Det er en på mange måder spændende bog, Mette Havsteen-Mikkelsen har skrevet om et forholdsvis ubelyst område, hvor hun har været i betydningsfulde kilder og får indkredset, hvad den særlige højskoleånd består af eller bestod i. Hvordan den blev udviklet ved hjælp af en revitalisering af den gamle bonde-alnuekultur og udførelse af specielle årlige traditioner. Hun beskriver meget tydeligt, hvordan håndvævningen blev materialiseret og udviklet til et højskolefag, hvormed mange piger blev opdraget og dannet. Udover, at vævekurserne uddannede flere senere meget anerkendte designere. En bog, som enhver højskolelærer bør læse, foruden væveinteresserede og tekstildesignere.
[Historie-online.dk, den 9. april 2025]
